Livets skyggeside i arkivet
Blandt mange andre gamle dokumenter nede i Stadsarkivets kældermagasin på Københavns Rådhus findes arkivalierne fra Fattigvæsenet. Det var navnet på byens sociale myndigheder frem til 1857.
Fattigvæsenet skulle tage vare på folk fra samfundets bund. Men de sociale ydelser var yderst sparsomme og der var ikke nok til alle trængende. Derfor vrimlede byens gader med tiggere, som tryglede københavnerne om hjælp. Der var blot det problem, at tiggeri var forbudt. Tiggerne var altså kriminelle og de blev behandlet som sådan. Fattigfogederne – et særligt fattigpoliti – jagede de stakkels tiggere gennem gaderne, og dem der blev pågrebet kunne se frem til strenge fængselsstraffe.
En faderløs tiggerpige
Fattigvæsenets arkiv rummer utallige skæbner fra samfundets bund. Blandt andet rapporter som fortæller om de tiggere, der blev fanget af fattigfogederne. En af dem var den 13-årige Maren Mathiasdatter. Marens far havde været matros i flåden, men han var død, da Maren var cirka fem år gammel. Siden havde Marens mor været nødt til at bede om fattighjælp og fik en mark om ugen. Men det kunne familien slet ikke leve for. Derfor var Maren nødt til at gå ud og tigge. Sådan hjalp mange børn deres fattige forældre med et lille bidrag til familiens skrantende økonomi.
Hylede og skreg på Kongens Nytorv
Mandag den 13. december var Maren endnu engang ude for at tigge. Hun var gået hen til et lotterikontor på Kongens Nytorv, hvor hun plejede at stå. Hun tænkte vel, at dem der havde råd til at spille også kunne give hende en lille mønt. Men netop som hun stod her og tiggede, kom fattigfogederne forbi. Nu blev Maren arresteret under stor tumult, for hun kastede sig ned på gaden og skreg i håb om, at nogen ville få medlidenhed og redde hende. Det skete nemlig somme tider. Men ikke i dag. I stedet blev hun slæbt hen i arresten og siden idømt en fængselsstraf i flådens fattighus Søkvæsthuset.
Sov i en kælderhals i Købmagergade
Senere samme dag – natten mellem den 13. og 14. december – lå den 11-årige Valentin Christian og sov i en kælderhals i Købmagergade. Pludselig blev han vækket af en vægter, der patruljerede for at sikre ro og orden om natten. Det var forbudt at ligge og sove på gaden, så vægteren tog Valentin med hen i rådhusarresten på Nytorv. Her kunne han så sove videre – måske under lidt varmere og tryggere forhold. Et par dage senere kom Valentin for retten. Her blev han bedt om at forklare, hvorfor han havde ligget og sovet på gaden. Valentin forklarede, at det var fordi, han var forældreløs og hjemløs.
Alene i verden og smidt på gaden
Valentin fortalte videre, at han slet ikke kunne huske sin far, for han var død, da han var meget lille. Sin mor kunne han derimod sagtens huske, for hun var død for kun to år siden. Da var Valentin 9 år gammel. Nu måtte han klare sig selv og håbe, at andre voksne ville tage sig af ham. Efter moderens død kom han i tjeneste hos en skorstensfejer. Men skorstensfejeren havde jaget Valentin væk, fordi han var kommet slemt til skade med en skoldning. Siden havde han boet hos en kone, som han skulle sælge æsker for. Men da han ikke kunne sælge så mange æsker, som hun ville have, smed hun ham også ud.
Fængslet blev hans redning
Det var hårdt at være forældreløs. Der var tydeligvis ikke megen medlidenhed at finde hos de familier Valentin arbejdede for. Derfor var han endt på gaden, hvor han nu havde tigget om dagen og sovet om natten i en uges tid. Det blev besluttet, at Valentin skulle i fængslet Børnehuset på Christianshavn, hvor han skulle arbejde og have undervisning i kristendom. Selvom det var den almindelige straf for tiggeri, var det måske en hjælp for Valentin. For han havde jo ingen andre steder at gå hen. I Børnehuset fik han i det mindste lidt at spise og et sted at sove.
Vil du vide mere:
Hør podcast om 1700-tallets tiggere i København:
Mange af Fattigvæsenets protokoller er digitaliseret og her finder du fx oversigter over københavnere, der fik fattighjælp:
Find og bestil yderligere arkivalier fra Københavns Fattigvæsen til brug på læsesalen:
Læs om bogen ”Tiggeri forbudt”, skrevet af arkivar ved Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen: