Den gang tiggeri blev forbudt
Ny bog fortæller historien bag det 300 år gamle forbud mod tiggeri, som fortsat eksisterer den dag i dag. Det er i høj grad en københavnerhistorie. Få en appetitvækker på bogen, der er skrevet af arkivar i Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen.
Forbuddet har mere end 300 år på bagen
Det er forbudt at tigge. Bliver man taget i at tigge på offentlige steder, som gågader, stationer eller supermarkeder er straffen mindst to ugers fængsel. Loven mod tiggerne blev senest skærpet i 2017. Ifølge politikerne fordi tiggeri skaber utryghed for borgerne.
Men forbuddet er langt fra nyt. Det stammer helt tilbage fra 1708, hvor den enevældige kong Frederik 4. for første gang forbød alt tiggeri. Kongen mente, at tiggerne var en skamplet på hans rige og ikke mindst hovedstaden København. Derfor skulle tiggeriet erstattes af offentlig fattighjælp for de trængende. De mange, der ifølge kongen blot tiggede, fordi de var for dovne til at tage et ærligt arbejde, skulle derimod straffes med fængsel og tvangsarbejde.
Tiggerne var overalt i de københavnske gader
I begyndelsen af 1700-tallet var fattigdom et kæmpe problem. Forskellen på rig og fattig var enorm og der var ikke nogen ordentlig socialhjælp, der kunne hjælpe alle trængende. Resultatet var, at mange fattige tiggede. Ene og alene for at overleve. Sådan var det overalt i Danmark og i store dele af Europa.
Tiggerne flokkedes i byerne, for her var mange potentielle givere og ikke mindst rige borgere. København var med andre ord et godt sted at tigge. Det mærkede københavnerne. Det var umuligt at gå på de københavnske gader uden at møde tiggerne med deres fremstrakte hænder og klynkende bønner. Ja, en del tiggere tog ikke engang et nej for et nej, men forfulgte københavnerne gennem gaderne, indtil de gav op og gav deres stalker en almisse. Tiggerne var en plage.
De trængende måtte selv skaffe hjælpen
I 1708 havde tiggeriet længe været betragtet som et problem. Allerede i 1500-tallet havde man bestemt, at det kun var de såkaldt værdigt trængende, der måtte tigge. Man var værdig, hvis man var så gammel, syg eller ung, at man ikke kunne forsørge sig selv. Så kunne man få udleveret et tiggertegn, der kunne sys på tøjet. Det viste, at man havde tilladelse til at tigge efter hjælp.
Der var dog fortsat mange andre fattige, der tiggede. De blev anset for uværdige, fordi de var arbejdsduelige og derfor blev de i stedet fængslet og tvunget til at arbejde, fx i Børnehuset på Christianshavn. Alligevel blev gaderne ved med at vrimle med tiggere i 15-1600-tallet.
Der manglende penge i den offentlige kasse
Frederik 4. ville løse tiggerproblemet med sin fattiglov. Det var dog vanskeligt, for der var ikke penge nok i den offentlige fattigkasse til at forsørge alle trængende. Det betød, at de fattige blev ved med at tigge, selvom det var forbudt. Folk blev også ved med at give til tiggerne. Det var ellers også ulovligt. Men folk troede, at almisser og de fattiges velsignelser gav lykke i livet og kunne sikre, at man kom i himlen, når livet var slut. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gerne hjælpe. Derfor blev loven mod tiggeri i første omgang en kæmpe fiasko.
Det lykkedes først – sådan nogenlunde – at afskaffe tiggeriet langt senere. 1900-tallets velfærdsordninger gjorde det unødvendigt for de fleste fattige københavnere at gå på gaden og tigge. Ikke desto mindre kan vi stadig møde mennesker, der beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer.
Vil du vide mere
- Læs om bogen på forlagets hjemmeside(åbner i ny fane)
- Hør Programmet Kraniebrud på Radio4, hvor Peter fortæller om tiggeriets historie(åbner i ny fane)
- Find digitaliserede arkivalier fra Fattig- og Forsørgelsesvæsnet i København
- Søg og bestil arkivalier om Fattigvæsnet i starbas(åbner i ny fane)
Hør podcast om 1700-tallets tiggere i København: