Om at mindes, erindre og skrive det ned

I mange erindringer er der vedlagt et brev, der beskriver omstændighederne og sætter ord på hvad skriveriet satte i gang hos forfatterne.

Person, der skriver. Fokus på hænder og kuglepen

Minderne fosser ud og inde i hovedet kører en film

For at få erindringer ind til arkivet, blev der indrykket annoncerer i aviser og blade, og alle Københavns pensionister modtog et personlige brev, der opfordrede dem til at bidrage. Hos mange af bidragsyderne blev invitationerne omtalt, men også, at de indledningsvist førte til en vis usikkerhed og beskedenhed. Ville deres skriverier nu være gode, interessante og præcise nok. Hos Birte Frellsen overstrålede fornøjelsen ved at skrive om fortiden udfordringer og fejl i manuskriptet:  

”Jeg har bare skrevet løs med fornøjelse. Den går ganske vist på genoplevelsen og ikke på fejlslagene. Jeg ved, at de kunne bortelimineres ved at komme igennem en af vore børns maskiner; men hvorfor ikke vedgå, at det kan være lidt svært for en – af praktiske grunde – tidspresset gammel kone at koncentrere sig om at skrive korrekt, når der inde i hovedet kører en film med de mange detaljer fra barndomstiden.”

Et skub er hvad der skal til

Billedet af at fortiden af sig selv kører og trænger sig på i tankerne går også igen i Henning Jørgensens beskrivelse. Han var begyndt,

”at opleve mine erindringer om barndom og ungdom i en uophørlig tankestrøm, som også var ganske tydelige i billedform og kaldte et persongalleri frem, der ellers var udvisket i erindringen.”

Fortiden var vendt tilbage hos Henning, og han havde ambition om at skrive en bog om sit liv, men det kneb med tiden. Da han læste opfordringen om at skrive erindring, var det lige dét skub, som han havde brug for:

”Nu gælder det, sagde jeg til mit indre jeg. Bliver bogen ikke til noget, vil en mindre beretning af forårets tankestrøm sikkert være af værdi for Københavns Stadsarkiv, hvor der som der siges, ’kan skrives om alt!’”

Når skrivemaskinen driller

Mens flere af erindringerne blev skrevet med håndskrift, var mange andre skrevet på skrivemaskine. Skrivemaskinerne der driller, optræder også i følgeskrivelserne. For Bjørn Söderberg var det således:

”Jeg er næsten 69 og har lidt svært ved at styre mit lille el-dyr af og til.”

Karen Nielsen var det også en god oplevelse, om end lidt indledende udfordringer også skulle overkommes:

”Tak for den dejlige oplevelse at skrive om mine erindringer fra København. Det er mange år siden, jeg rigtig har brugt min skrivemaskine, så derfor kom der i begyndelsen mange fejl, men jeg har ikke haft kræfter til at skrive det om, men det håber jeg De gør, hvis De altså har brug for det.”

For Svend Storm Olsen var det ikke kun skrivemaskinen, men også det skriftlige format, der udgjorde en udfordring. Han var en dreven mundtlig fortæller, men han havde aldrig brugt en skrivemaskine før. Han lånte sin søsters skrivemaskine og skrev knap 200 sider med erindringer med en finger! En anden udfordring for Svend var fortiden. Den var ikke kun forbundet med glæder, dele af den havde trykket og pint ham, men skrivningen havde også gjort ham godt:

”Jeg har haft betænkeligheder mange gange undervejs ved sådan at udlevere min egen familie, og en hel del andre for dette. Men nu har jeg altså fået det gjort, og jeg kan kun sige, at det har givet mig en lettelse, og en afklaring af min tilværelse i disse år” (Nr. 833)