Tvangsanstalten på Ladegården 1833

Københavnere der befandt sig på bunden af samfundet, blev adskilt fra resten af byen og anbragt Ladegården.

På samfundets bund

Blandt Stadsarkivets hundredtusindvis af dokumenter og tykke læderbind gemmer der sig utallige københavnerskæbner. Byen har altid været hjemsted for både rig og fattig, og arkivet rummer mange dystre historier og triste livsløb.

Arbejde som straf

Det store arkiv fra tvangsanstalten fortæller om livet på samfundets bund. Anstalten blev indrettet på Ladegården uden for København i 1833. Her lå allerede en arbejdsanstalt for fattige og førhen havde stedet huset de sindssyge på Sankt Hans Hospital. Samfundets udsatte blev afsondret fra den almindelige befolkning. Tvangsanstalten var en slags fængsel for fattige, der tiggede og vægrede sig ved at arbejde.

Når de fattige ankom til anstalten, blev de afhørt og alt blev minutiøst noteret i arkivet over fattiglemmerne. Mange afhøringer er bevaret. De gør os i stand til at komme tæt på nogle af datidens allermest udsatte mennesker, som sjældent har efterladt sig andre vidnesbyrd.

De fattige tiggere skulle straffes med arbejde så hårdt og afskrækkende, at de rettede ind og lod være med at tigge

De fattige skulle opdrages

Ifølge loven var tiggeri forbudt Men fattigdommen var stor og den sociale hjælp lille, så mange tiggede alligevel. Fattigvæsenet ville opdrage tiggerne til nyttige samfundsborgere. Derfor blev de sat til hårdt arbejde som stenslagning, gadefejning og brolægningsarbejde. Fattiglemmerne var en fast del af det københavnske bybillede og et skræmmebillede for byens pæne borgerskab.

I 1908 blev Ladegården nedlagt og erstattet af Sundholm, hvor arbejdstvangen fortsatte helt frem til 1976.

Gå selv på opdagelse

Hør podcast om 1700-tallets tiggere: