Et kig ind i rådhuset

Byens fjerde rådhus blev opført på ruinerne af det gamle, som var gået til under den store brand i 1728. Også i det nye rådhus blev der plads til både arrest og værtshus.

En rådstueplakat, der offentliggør en kongelig bestemmelse vedr. byens ”galne Hunde” fra 1783. Foto: Københavns Stadsarkiv.

Nyt rådhus på gammelt fundament

Under den store brand i 1728 brændte næsten halvdelen af den gamle middelalderbys huse, heriblandt rådhuset.

Det nye rådhus, det fjerde i rækken, blev efter branden opført på de gamle fundamenter med generalbygmester Johan Conrad Ernst og den senere overlandbygmester Johan Cornelius Krieger som arkitekter. Rådhuset blev opført i barokstil, hvor stensøjler og -figurer samt Christian den 6.s buste og det kongelige våbenskjold udgjorde facadens udsmykning.

Et mægtigt leben

Også på bygningens mere ydmyge bagside blev det kongelige våben anbragt og i de to symmetrisk anbragte gavlfelter ses Københavns byvåben. Ligesom i det nedbrændte rådhus førte åbne arkader i bygningens bagside ind til arresten og rådhusets værtshus, der var indrettet i den høje kælderetage. Herover lå byretssalen, brandvagtstuen, politikammeret og forvaltningens øvrige kontorer.

Rådhushallen var samlingsstedet for alle, der havde et ærinde i rådhuset. Så her var der et mægtigt leben. Det var også her byens borgere blev bekendt med nye forordninger om stort og småt vedr. livet i byen. De blev læst op fra galleriet, der førte ind til magistratens rådssal, og siden slået op på rådhusets dør.

Værtshus i rådhuskælderen

Det var en tradition, at der i rådhuset var et værtshus – en tradition, der i hvert fald gik tilbage til Christoffer af Bayerns stadsret fra den 14. oktober 1443. Her blev det slået fast, at Magistraten, dvs. borgmestre og rådmænd, havde ret til en stadskælder, som det blev kaldt dengang. Så vidt vi ved, er det første gang, at en sådan nævnes.

Allehånde slags vin og øl

Magistraten drev ikke værthus selv, men lejede det ud. Af udlejningskontrakterne fremgår, hvilke slags drikke der måtte sælges. Bl.a. i værtshusholder Johan Daniel Kleins kontrakt fra 1685. Her står, at der i lighed med tilsvarende rådhuskældre i udlandet skulle udskænkes ”Adskillige Slags baade af Rinsk, Spansk og franske Viine saavel som Alle Andre Slags Vine og Allehaande Slags fremmed Øll.”

Rådhusarresten

I hvert fald fra 1610 og indtil det fjerde rådhus nedbrændte i 1795 havde der også været indrettet arrest i rådhuset.

I det fjerde rådhus var der indrettet celler både på første sal, stue og i kælder. Cellerne lå ikke alene tæt ved bystyrets og byretten lokaler, men også tæt på vinkælderen og andre lokaler, hvor byens borgere kom. Ingen, der kom i bygningen, kunne derfor undgå at bemærke stanken og støjen fra de ofte overfyldte celler. Og gennem de højtsiddende tremmevinduer og gitterhuller i celledørene kunne de indsatte følge med i livet uden for og komme i kontakt med folk, der færdedes i bygningen.

En broget skare

Rådhusarresten eller “byens hægte”, som den også blev kaldt, fungerede primært som varetægtsfængsel. Arresten var befolket af en ganske broget skare. Det ses af et notat fra politimester Frederik Horn i 1761, hvor han skrev: ”Mand- og Qvindfolk, Civile og Militaire, Fornemme og Gemene, Besmittede og Ubesmittede, Tyve, Spitzbube, Galne, Beskjænkede p.p., som af Vægterne om Natten blive opbragte, pêle mêle kommer tilsammen, hvoraf ufeilbarligen flyde mange vederstyggelige Suiter.”

Der blev efterhånden skredet ind over for den sociale og kønsmæssige sammenblanding af de arresterede De mere velstillede blandt de indsatte fik en særskilt celle, det samme gjorde kvinderne. Her indsattes ”alle slags Fruentimmere, Beskiænkede, Afsindige, Syge og fulde af Utøy, saa den paa en Nat kand blive stinkende og opfyldt med krybende Kreaturer.”

Stank, utøj og kvælende luft

Forholdene i cellerne var usle. Der var ikke brikse nok til de indsatte, det vrimlede med utøj og luften var kvælende. Den fordærvede luft skyldtes de overfyldte celler og de manglende udluftningsmuligheder. Stanken blev forværret af, at de indsattes måtte forrette deres nødtørft i cellen. De spande, der blev benyttet, blev båret ud igennem rådhushallen for at tømmes. Derved bredte stanken fra cellerne sig til den øvrige del af bygningen.

Særlig usle var de celler, der lå i kælderen. Væggene drev af fugtighed og der var hverken lys eller mulighed for udluftning. Her måtte indsatte, der var dømt til vand og brød, afsone deres dom.

Dreng i rådhusarresten Ikke kun voksne, men også mindreårige børn blev indsat i rådhusarresten. Først med børneloven og straffelovsændringen af 1905 blev den kriminelle lavalder fastsat til 14 år. I stedet for som tidligere at straffes med prygl og fængsel kunne børn under 14 år herefter tvangsanbringes på opdragelsesanstalter. Om aftenen den 23. april 1791 blev den 10-årige Johan Nicolaj anbragt i rådhusarresten. Han var blevet fundet grædende på en trappesten og havde erklæret, at han var husvild.

Ugudeligheder, tyveri og løgn

Ganske husvild var han nu ikke. Han boede hos moderen og hendes nye mand. Godt en uges tid efter Johan Nicolaj var blevet anbragt i arresten, afleverede hans stedfar et brev til Magistraten. Heri gjorde han opmærksom på, at drengen ofte løb bort og havde ”Ugudeligheder, Tyverie og Løgn” på samvittigheden.
Hverken straf eller formaninger hjalp tilsyneladende på drengens unoder. Stedfaderens bøn til Magistraten var derfor, at hans ”ugudelige Barn” måtte blive anbragt på St. Hans Hospital.

St. Hans Hospital lå dengang på kongens tidligere ladegård ikke langt fra, hvor Forum ligger i dag. Her anbragte man afsindige, tossede, almisselemmer og venerisk syge. På dette uhyggelige sted ønskede stedfaderen altså den 10-årige dreng anbragt.

Prygl som straf

Den 4. maj 1791 tog politimester Flindt Johan Nicolajs sag op. Af udskriften fra politiprotokollen fremgår, at det ikke var første gang, drengen var indsat i rådhusarresten efter at være blevet fundet på gaden om natten. Han havde desuden begået småtyverier, var ulydig og halsstarrig. Politimesterens kendelse lød på, at det ”vanartige Barn bør straffes paa Raadstuebørsen med 2 Dages Riis.”

På den tid var det almindeligt, at fysiske afstraffelser foregik i det offentlige rum, i dette tilfælde på rådstuebørsen – eller i rådhusets forhal, som vi ville sige i dag.

Efter afstraffelsen skulle Johan Nicolaj afleveres til stedfaderen. Løb han atter bort ”eller begaaer nogen Laster, bør han være underkastet nye Tiltaler og alvorligere Straf.”

Fjernet fra hjemmet

Tre år senere finder vi atter Johan Nicolaj i rådhusarresten efter at han var stukket af fra hjemmet. Han var flygtet, efter at stedfaderen i nogle dage havde holdt ham bundet i et lille aflåset rum, hvor han kun havde fået vand og brød.

Det sidste, vi ved om Johan Nicolajs skæbne er, at politimester Flindt besluttede, at han skulle fjernes fra hjemmet.