Byen som legeplads

I erindringerne er det ofte barndommens København skribenterne genbesøger og der er rig mulighed for at læse om lege som nipsenål, røvere og soldater, tagfat og hinkesten.

Baggård som legeplads

Baggården var alletiders legeplads

Byen var også et omdrejningspunkt for leg. Mange børn voksede op i tæt befolkede lejligheder og blev passet hjemme, indtil de startede i skole. Her udgjorde baggårde en nærliggende mulighed for leg. Her var børnene tæt på forældre og naboer i et forholdsvist trygt miljø, der også er milevidt fra vore dages grønne gårdmiljøer.

Et af de børn der blev sendt ned i gården, var Jørgen Wenzel. Han voksede op i Kronborggade på Nørrebro i 1930’erne. Da han var gammel nok, befandt han sig i gården. Den var mørk og fyldt af skarnkasser, cykelskure og vasketøj. Her mødte han både et barsk miljø, men også sammenhold og en tumleplads:

”Vi havde alle tiders legeplads lige for hånden. Jeg havde ingen søskende og savnede dem ikke, for der var en masse børn i kvarteret, og når vi drenge legede røvere og soldater, eller skjul eller andre fangelege, brugte vi hele territoriet. Så gik den vilde jagt hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene – med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnavne modspillere.”

Gården var langt fra et ufarligt miljø, fangede viceværten Jørgen fulgte der let en øretæve med.

Når det er kedeligt i gården, kan man altid stikke af…

Ikke langt fra Jørgen i Kronborggade voksede Ruth Kümpel op i Meinungsgade på Nørrebro i 1930’erne. Her var legen i gården anderledes. Der var ikke mange børn, så når Ruth legede i gården, var hun for det meste af tiden henvist til at lege med sig selv. Hun fordrev tiden med bold, sjippetov og hinkesten. Det var dog ikke altid nok for hende, så en dag en dag stak hun af ned til den lokale børnehave:

”Men efterhånden som jeg blev større, blev det mig for kedeligt, kun at have mig selv at lege med, så en dag så jeg mit snit til at stikke af med min kusine i børnehaven. Min mor er nok blevet forskrækket i første omgang, da hun ikke kunne finde mig, men efter nogen tid dukkede hun op i børnehaven.”

Flugtforsøget endte med at moderen og børnehaven blev enige om, at det ville være godt for Ruth at gå i børnehave sammen med andre børn.

Farlig leg på godstoge

For Jørgen Wenzel var det ikke kun i gården, at der blev leget. Tæt på Kronborggade løb Nordbanen, hvor godstogene stadig snørklede sig igennem. Den udgjorde en anden legeplads, hvor der også lurede farer:

”De lange togstammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede os til at springe på og af, som vi i biografen havde set indianere og cowboys gøre det. De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på os. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstavelig forstand ’on top of the world.’ Men farer lurede overalt. Der var togbetjenten, som fulgte med på toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på os, dertil var vi for årvågne og for rappe på benene.”

Når man læser erindringerne, bliver det klart, at nok var det gamle København ikke indrettet til børn, men en stor del af børns liv og leg foregik i byen. Når baggårde, gader og hensygnende jernbanearealer blev udsat for barndommens vovemod og fantasi, var byen en legeplads.