Københavns Stadsarkiv efterlyser fortsat bryllupsbilleder fra LGBTI+-personer

Selvom man på Københavns Rådhus i over 30 år har kunnet indgå registreret partnerskab og senere ægteskab mellem personer af samme køn, er der stort set intet i arkivets samling, der dokumenterer det. Det vil denne indsamling ændre.

Karl Peder Pedersen og Ib Krog Larsen på Københavns Rådhus den 1. oktober 1989.

Dokumentation af regnbuebryllupper til udstilling og fremtidig historieskrivning

Selvom det er over 30 år siden, Ib og Karl Peder sammen med 10 andre par som de første i verden indgik registreret partnerskab mellem personer af samme køn, er der stort set intet, der dokumenterer denne del af historien i arkivalierne på Københavns Stadsarkiv.

Sammen med Vielseskontoret på Københavns Rådhus efterlyser arkivet derfor fortsat billeder og beretninger fra regnbuebryllupper i København.

Ib og Karl Peders billede og beretning

Det var en stor dag for kemiingeniør Ib Krog Larsen og historiker Karl Peder Pedersen, da de efter at have været sammen i 9 år endelig kunne sige ja til hinanden den 1. oktober 1989 på Københavns Rådhus.

”Det var en fantastisk dag. Selvom vi i forvejen havde testamente og næsten samme rettigheder, var det vigtigt for os at blive officielt anerkendt og vise vores kærlighed åbent frem,” siger Ib Krog Larsen.

Efter ceremonien blev de 11 par modtaget med stor jubel fra de mange fremmødte ude på Rådhuspladsen, hvor der også ventede tv-hold fra britiske BBC og flere andre lande.

”Alle, der deltog, blev fuldstændig overvældet over den begejstring og eufori, der var. Der var også en lille demonstration med højreorienterede kristne, men de druknede helt i den store stemning, der var på Rådhuspladsen,” husker Karl Peder Pedersen.

Ib og Karl Peders billede og beretning er indsendt til arkivet i forbindelde med indsamlingen og er nu en del af arkivets samling.

Ikke tidligere repræsenteret i arkivets samlinger

Stadsarkivet har siden 1969 indsamlet erindringer og beretninger fra almindelige borgere, der dækker tiden efter 1890 og frem til i dag, for at bevare førstehåndsfortællinger om livet i København.

Stadsarkivar, Elisabeth Bloch, forklarer:

”Vi ønsker at indsamle og bevare en så alsidig og repræsentativ samling af erindringer som muligt, men når vi går vores erindringerne igennem, må vi erkende, at der er et synligt fravær af LGBTI+-liv i samlingen. Enten fordi LGBTI+-personer intet har sendt os, eller fordi de af den ene eller anden grund har udeladt denne del af deres liv. Derfor beder vi nu borgerne om hjælp til at fortælle dette vigtige kapitel om livet i København.”

Foruden den arkivmæssige bevaring vil et udvalg af de indsamlede billeder og beretninger, med tilladelse fra bidragsyderne, blive udstillet i Rådhushallen og på kbhbilleder.dk under fejringen af WorldPride og EuroGames.

Chef for Vielseskontoret, Jesper Hyldal, glæder sig over udstillingen:

”Det er vigtigt, at vi i København flager for retten til at elske den, man nu engang elsker, og får fortalt de utallige smukke historier, vi har fra Bryllupssalen. Derfor bidrager Vielseskontoret også yderligere til årets Pride-festligheder med særlige vielsesevents på Rådhuset og i Ørstedsparken, hvor danske og udenlandske par kan sige ’ja’ eller ’I do’ til hinanden ved en ceremoni i regnbuens farver.”

Læs mere om hvordan du – eller nogen du kender – kan deltage i indsamlingen her:

Indsamlingen slutter 30. juni 2021. Men du er også efter denne dato velkomment til at sende dine erindringer til os.