Flygtning i København
Fra efteråret 2022 til sommeren 2023 har arkivet indsamlet fortællinger og billeder om mødet imellem ukrainske flygtninge og København. Indsamlingen er del af lang trandition i Københavns Stadsarkiv, der siden 1969 har indsamlet erindringer fra københavnere og andre der har haft ophold eller oplevelser i København.
Her kan du læse om nogle af de indtryk, der er blevet indsamlet.
De fleste ukrainske flygtninge optræder under pseudonym i denne artikel.
Om indsamlingen
14 af de omtrent 3.000 ukrainske flygtninge, der har fået ophold i København, har bidraget til indsamlingen. Opfordringen til at deltage er sket gennem hjælpeorganisationer, Studieskolen og indkvarteringssteder.
Ukrainerne har fortalt om flugten, mødet med København, dagligdagen i byen, og synet på fremtiden. Udvalgte medarbejdere i kommunen er blevet interviewet om indkvartering og deres egen oplevelse af, at have bidraget til modtagelsen af flygtningene. Frivillige har fortalt om hjælpearbejdet og deres personlige engagement.
Det indsamlede materiale vil kunne danne baggrund for sammenligning både med modtagelsen af de ukrainske flygtninge i andre kommuner i Danmark og andre flygtninge og indvandrergrupper i København og Danmark igennem tiden. Desuden vil efterkommere af de ukrainske flygtninge kunne få et indblik i, hvordan deres forfædre oplevede det at komme til København som flygtning.
Læs mere om indsamlingen her:
Flugten fra krigen
Flugten fra Ukraine foregik ofte over flere dage og involverede overnatninger hos fjerne slægtninge og venner i Ukraine og tilgrænsende lande.
Ludmilla (31) fortæller, at det var en forfærdelig oplevelse at krydse selve grænsen med tumult og ulykkelige familier, der skulle splittes:
“It was horrible to cross the border, we spent 18 hours. I saw a lot of moments with a mom and kids, who were leaving, and the husband who brought them to the border stayed by the fence and the kids were crying”.
Fortællinger om mødet med København
Når ukrainske flygtninge fortæller om deres møde med København, udtrykker de taknemmelighed over den modtagelse, de har fået.
Dmytri (42) fremhæver københavnernes store hjerte:
“København and it’s people will always live in my heart. Friendly, kind, clever and responsive is all I can say about the small people with huge and lion heart.”
Langt de fleste har mødt stor hjælpsomhed og åbenhed, og så har mange bemærket, at københavnerne smiler meget – også til folk de ikke kender.
Ivan (17 år) tænkte, om der mon var noget galt med ham, siden alle smilede til ham, for det var han ikke vant til fra Ukraine. Han siger:
“I am very grateful to everybody who helped me and other Ukrainians. The biggest impression I got from people because everybody was smiling. “
Billeder af mødet med København
Ud over billeder af dem selv med cykler fremtræder Nyhavn på mange billeder af mødet med København. København beskrives som en gammel, smuk, grøn by med god infrastruktur og tæt ved vandet. Parkerne bliver også fremhævet. Her kan de ukrainske flygtninge finde ro fra triste tanker om situationen i Ukraine. Nogle hæfter sig ved den moderne arkitektur og Tivoli begejstrer også. En uledsaget ung dreng er imponeret over de dyre biler, og at Mercedes er den almindelige taxa. I det hele taget ses København som en rig og dyr by.
Dagligdagen i København
Dagligdagen går med integrationsforløb, arbejde, studie og skole, afhængig af situation og alder. Desuden bruges tiden på kontakt til familie og venner i Ukraine og på støtteaktiviteter som indsamlinger og demonstrationer.
Selv om de ukrainske flygtninge føler sig godt modtaget i København, er situationen i Ukraine altid nærværende. Det er svært at være i sikkerhed, mens familien i hjemlandet lider. Tetiana, der er flygtet med sin bror, forklarer dilemmaet på denne måde:
“My mother says she feels better we are safe. She lives for us. She says, we must feel happiness because right now they cannot. People are in a very difficult situation…and it is very hard to tell them, that I am so good here, because they are not very good there.”
Mødet set fra medarbejdere i Københavns Kommunes side
Emil, der er daglig leder af et indkvarteringssted, fortæller om mødet med de ukrainske flygtninge på denne måde:
”Før ukrainerne var der små 200 flygtninge i Københavns kommune, men så kom der pludselig 3000. Der var jo noget historiens vingesus over det, men det skal ikke underkendes, at det var en rigtig hård opgave for medarbejderne at stå i, med nogle mennesker i en meget presset situation, og med nogle børn som jo også mistrivedes. Han fortæller videre om tilfredshed med modtagelsen: ”Jeg har en stolthed over at det indkvarteringstilbud, som vi har i Københavns Kommune, er et sted hvor familierne får overskud til faktisk at fokusere på at gå i skole, fokusere på at gå i uddannelse eller i arbejde, og det kræver et kæmpe arbejde”.
Valeria, en anden daglig leder som oprindeligt er fra Ukraine, siger:
”Som ukrainer giver det selvfølgelig en kæmpestor mening for mig at være i stand til at hjælpe og delvis være med til at sætte rammerne her, og være formidler af kultur i forhold til hvordan Danmark er, og danskerne er, og hvad kan man forvente, og hvad kan man ikke forvente. Det er en stor energikilde for mig”.
Hun fortæller, at det sværeste i arbejdet er at se, hvis der er et stort alkoholmisbrug, eller folk er meget traumatiserede og stressede. Hun siger:
”Der skal man være i form hver dag og huske, at det er folk, som ikke har det så nemt. Folk kommer bare med en bus fra den ene dag til den anden… og kommer her uden at kunne sproget. Det er rart at være med til at skabe en tilværelse for dem her”.
Begge daglige ledere er enige om, at de ukrainske flygtninge, der har det sværest, er de ældre, der kun kan ukrainsk og ikke er IT kyndige.
