1896 i Borgergade
I foråret 1896 lå den 9 måneder gamle Jørgen Enevold Nielsen syg med lungetuberkulose i en lille lejlighed i Borgergade og han var ikke den eneste. Bare i Borgergade tog tuberkulosen i løbet af foråret 1896 Otto på 6 år og Henrik på halvandet år længere nede af gaden i nr. 26, syjomfruen Nelly Larson i nr. 96, skøgen Karen Marie Christensdatter i nr. 55, og mange, mange flere.
Tuberkulose, tæring eller svindsot
Tuberkulose regnes for at være en af de mest alvorlige sygdomme i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, og den estimeres til at have slået op mod 1 milliard mennesker ihjel på verdensplan i perioden 1700-1900. I perioden 1880-1900 kunne 1 ud af 500 mænd forvente at dø af tuberkulose, mens det for kvinder var 1 ud af 700.
Tuberkulose er en bakterieinfektion, der kan angribe flere forskellige steder i kroppen, men som oftest sætter sig i lungerne og smitter gennem hoste. Det var ofte en langtrukken sygdom, hvor man langsomt blev svækket, ofte sammen med vægttab. Derfor var sygdommen tidligere også kendt under navnene ”tæring” og ”svindsot”. Hvis man i forvejen var sund og rask var tuberkulose ofte ikke dødelig, og de fleste smittede udviklede aldrig aktiv sygdom. For dem der gjorde, døde til gengæld op mod 50% af dem i sidste ende af tuberkulose. Nogle kom i behandling på et sanatorium, hvor frisk luft og regelmæssig sund kost i nogle tilfælde betød at sygdommen aftog. Ofte kom symptomerne dog tilbage, når patienterne vendte hjem til deres hverdag i byerne.
De københavnske begravelsesprotokoller kan give os et billede af tuberkulose i København i slutningen af 1800-tallet og de kan give os en fornemmelse af hvilket aftryk sygdommen satte på byen.
Hvor i byen var tuberkulose mest udbredt?
Hvis man tegner bopælsadresserne for dem, der døde af tuberkulose i perioden 1880-1900 ind på et kort, kan man se hvordan København var angrebet geografisk. Hvilke områder var hårdt ramte, og hvilke gik fri? Den røde farve på kortet viser tætheden af dødsfald – den mørkeste nuance betyder, at der døde over 100 mennesker af tuberkulose inden for en radius af 200 m. i perioden.
Kortet viser, at den højeste koncentration ligger omkring Nørrebro, Vesterbro, det sydlige Christianshavn og kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. Noget af det skyldes befolkningstætheden – der er simpelthen flere mennesker at tage af. Men det er også relativt fattige kvarterer. Adelgade/Borgergade-kvarteret var på grænsen til at være slum, og de fleste af husene fra dengang er i dag saneret væk. Mange af de mørkeste pletter skyldes fattiginstitutioner og arbejdsanstalter, hvor mange, der var for gamle, syge eller fattige til at klare sig selv, boede.
Tuberkulose trivedes hvor mange mennesker boede tæt sammen, og hvor deres helbred i forvejen var skrøbeligt på grund af dårlig ernæring, hårdt fysisk arbejde og dårlig hygiejne. Til gengæld gik de mere mondæne dele af byen fra Slotsholmen ud mod Nørreport, og området omkring Amalienborg næsten fri.
En typisk historie
Begravelsesprotokollerne viser, at et typiske tuberkuloseoffer ville være fra et af de fattigere kvarterer, f.eks. omkring Nørrebro eller Adelgade og Borgergade, en beskrivelse der passer godt på Jørgen Enevold Nielsen, der var søn af en ugift syerske. Han boede med sin mor i en lejlighed på første sal i Borgergade 71, som de delte med en skrædder samt en detailhandler og hans familie. Som spæd fik han lungetuberkulose og udviklede tuberkuløs meningitis, og den 14. juni 1896 døde han på Kommunehospitalet, 9 måneder gammel.
Anvendt materiale:
Københavnske begravelsesprotokoller i perioden 1880-1900
Læs mere om tuberkulose:
Jakob Eberhardt: Verdenshistoriens største epidemier. 1. udgave. København: FADL, 2016.