Rådhuspandekager, cola og surprise!

Samarbejdet mellem Stadsarkivet og Family Search blev i går fejret på Rådhuset. Mange interesserede arkivbrugere var mødt op og fik en overraskelse med hjem.

Hovedpersonerne Clyde og Rebecca Bailey sammen med Kultur og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen. Ægteparret har opholdt sig i Danmark i halvandet år og rejser nu tilbage til Rhode Island, hvor deres børn og børnebørn venter. Takket være Clyde og Rebecca har Stadsarkivet fået digitaliseret over 1300 protokoller i samlingen. Foto: Mads Neuhard, Københavns Stadsarkiv

Reception og brugerdag i et

Ægteparret Clyde og Rebecca Bailey, der egenhændigt har digitaliseret over 1300 protokoller i Stadsarkivets samling gennem det sidste halvandet år, blev fejret med maner, da Stadsarkivet i går 21. april havde inviteret til reception. Ægteparret er frivillige i den amerikanske slægtsforskningsorganisation Family Search.

Blandt gæsterne var Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, repræsentanter fra Family Search, samt direktør for Historie og Kunst i Københavns Kommune Lene Floris.

Lancering af begravelsesprotokoller på nettet

Som en overraskelse fik Carl Christian Ebbesen lov til at trykke på ”online”-knappen; den digitale udgave af at klippe den røde snor over. Hermed åbnede han op for ca. 200 af de digitaliserede protokoller i en online version.

Protokollerne, som er fra det københavnske begravelsesvæsen, var de første ægteparret digitaliserede og de udgør uden sammenligning det mest efterspurgte materiale blandt brugerne på læsesalen. At disse protokoller nu ligger på nettet, vil gøre det muligt for langt flere at bruge denne meget anvendelige kilde til slægtsforskning.

Til sommer kommer endnu et amerikansk ægtepar til Stadsarkivet og fortsætter digitaliseringen.