Dyk ned i kommunalvalgenes historie
Tirsdag den 16. november går københavnerne igen til valgurnerne og stemmer til Borgerrepræsentationen og til regionsråd. På Stadsarkivet er det en anledning til at se tilbage på nogle tidligere valg til Borgerrepræsentationen.
Arkivet rummer en lang række arkivalier om valgenes historie i København. Du kan også udforske valgets historie hjemmefra. Vi har samlet et udvalgte valghistorier med bla. film og podcast her.
Podcast: Det første valg
I podcasten ”Det første valg” fortæller arkivar Peter Wessel Hansen om byens valg og bydemokrati. I over hundrede år har Københavns Stadsarkiv fysisk været placeret nedenunder Borgerrepræsentationens lokaler på rådhuset. I arkivet findes der referater og spor af borgerrepræsentanternes diskussioner og beslutninger gennem 160 år.
Podcasten fortæller bydemokratiets historie – fra det spirende demokrati i enevældens årtier, over kvindernes kommunale valgret i 1908 til vore dages bredt favnende demokrati. Du kan høre om, hvordan flere københavnere, både yngre og på tværs af køn, erhverv og social status har fået adgang til at stemme og blive valgt.
Borgerrepræsentationens forhandlinger kan benyttes på arkivets læsesal.
Valgfilm fra det kommunale oplysningsudvalg
Du kan også se tre kommunale valgfilm fra 1950’erne og 1960’erne. Filmene skulle få yngre og ældre københavnere til at stemme til at kommunalvalgene og blev vist på fjernsyn og som forfilm i byens biografer.
Filmene var bestilt af det kommunale oplysningsudvalg, der eksisterede fra 1944-1977. Udvalget stod for at planlægge den kommunale oplysningsvirksomhed og vælge de bedste måder at komme i kontakt med byens borgere. Det være med brochurer, bøger, plakatkampagner, annoncer, indslag i radio og presse, lysreklamer og med film.
Udvalgets tiltag måtte ikke være præget af partipolitik. Derimod skulle udvalgets arbejde være med til at skabe den rette kontakt mellem kommunen og borgerne. Da udvalgt blev nedsat, blev det udtalt, at udvalget skulle ”udvide borgernes kendskab til kommunens virksomhed og derved skabe en bredere og bedre kontakt imellem byens kommunale institutioner, dens styre og dens borgere.”
Peters 21-års fødselsdagsgave
Valgfilmene fortæller om kommunens og bydemokratiets fordele og skiftende udfordringer. I valgfilmen fra 1962 møder man fødselaren Peter, der i 21-års fødselsdagsgave har fået et gavekort til et valgkort. Den måbende Peter bliver samtidig belært af familien om vigtigheden af at stemme.
Valgfilmens tema kom af at valgalderen i 1962 var blevet sat ned fra 23 til 21 år. Valgfilmen blev optaget i farver og skulle særligt få de nye ud af sofaen og ned at stemme. I dagspressen blev kommunens forsøg på at få fat i ungdommen også omtalt, men ikke altid lige positivt. I Ekstrabladet skrev Bent Grasten om 1962-valgfilmen:
”Filmens Ophavsmænd må have regnet med, at flertallet af de unge, der nu får stemmeseddel, er politisk uinteresserede. Det er der ikke meget, der tyder på, men de kan blive det af at se på en så dum, officiel film.”
Om kvindernes valgret
Det første møde i Borgerrepræsentationen, hvor der deltog kvinder, blev afholdt 12. marts 1909. Året inden, i 1908, var loven om kvinders kommunale valgret blevet vedtaget, og det betød, at ”kvinder – såvel gifte som ugifte” nu måtte stemme og stille op til kommunevalg. Vi har tidligere skrevet en artikel om de første kvinder i Borgerrepræsentationen. Læs eller genlæs den her.