Koleraen satte et nyt hospital på dagsordenen
I 1853 ramte koleraen med al sin styrke København, der med sin ca. 130.000 store befolkning lå indeklemt mellem voldene. Det blev klart for de københavnske myndigheder, at der var brug for forbedrede sanitære tiltag som renere drikkevand og kloakering, ligesom der var et påtrængende behov for et moderne storhospital opført efter nyere hygiejniske principper om rigeligt med lys og frisk luft.
Et hospital uden for voldene
Hospitalet skulle placeres uden for voldene. Men hvor? Det skabte nogen diskussion. Afgørelsen faldt på demarkationsområdet mellem Nørrevold og Sortedamssøen. Her var jordbunden tør, ingen industrielle virksomheder eller stinkende åløb, der forpestede luften.
Området måtte dog først frigives af de militære myndigheder. Men så kunne kgl. bygningsinspektør og professor ved Kunstakademiet, Hans Christian Hansen, også tage fat på opgaven. Den 19. september 1863 blev det nye kommunale storhospital indviet.
Befolkningens størrelse eksploderede – Bispebjerg på tegnebrættet
36 år senere – i 1899 – blev der taget hul på drøftelserne om endnu et kommunalt storhospital. Udviklingen inden for lægevidenskaben, den stigende hospitalisering og den eksplosive befolkningstilvækst i København gjorde, at manglen på hospitalspladser var betydelig trods det, at en række specialhospitaler havde set dagens lys i sidste halvdel af 1800-tallet.
Processen med det nye hospitalsbyggeri trak ud. Så først i 1913 kunne hospitalet på Bispebjerg Bakke, der er tegnet af arkitekt Martin Nyrop, indvies. Dagen blev bestemt til den 19. september. Og det af én særlig grund. Det var også Kommunehospitalets indvielsesdato. Det hospital, der ifølge hospitalsdirektøren var moderhospital til byens andre hospitaler. At vælge samme indvielsesdato var en hyldest til det 50 år ældre hospital.
Langt ude på landet
Bispebjerg Hospital lå, da det blev opført, langt fra bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver.
Sigrid Andresen, der var sygeplejeelev på hospitalet, husker Tagensvej som mørk og ubebygget, Tuborgvej som smal med høje træer – og meget mørk om aftenen. I starten kørte sporvognen ikke helt til hospitalet. Det kom den dog snart til, men kun hver anden tur gik dertil.
”Det var bestemt ingen spøg at være lille elev, der skulle være hjemme til fastsatte tider, når man var uheldig at ramme en sporvogn, der ikke kørte derud. Der var længe imellem dem, så der var ikke andet at gøre end at tage benene på nakken og spæne ud i mørket, ” mindes Sigrid Andresen.
