Hospitalet og de indlagte
Drengen Valdemar på kommunehospitalets mandsafdeling
Den først patient på det nye kommunehospitals 2. afdeling for medicinske patienter var den 8-årige Valdemar Jensen. Han blev indlagt den 21. september fra Frelsens Arbejdshus, der hørte under byens fattigvæsen. Diagnosen var febris catarrhalis, dvs. en forkølelsestilstand ledsaget af feber.
Af patientjournalen fremgår, at han havde hovedpine, ondt i halsen og havde kastet op. Det ser ud til, at lægen havde svært ved at vurdere drengens tilstand, ”da han idelig modsiger sig selv.”
Valdemar blev indlagt på en af hospitalets store 10-sengsstuer i mandsafdelingen, da hospitalet ikke havde en særlig børneafdeling eller børnestuer.
Allerede dagen efter Valdemars indlæggelse havde hovedpinen fortaget sig og halsen havde det bedre. Det blev noteret i patientjournalen, at han havde sovet godt, ikke tørstet og spist ret godt.
En uges tid efter indlæggelsen blev Valdemar udskrevet som helbredt.
Større stuer på Bispebjerg
Havde Valdemar kunnet tage en tidsrejse 50 år frem i tiden og var blevet indlagt på det nyopførte Bispebjerg Hospital, ville han også der være blevet indlagt på mandsafdelingen, da der stadig ikke var indrettet særlige afdelinger til børn. Og tilmed ville den stue, han så ville være indlagt på, være endnu større end på Kommunehospitalet.
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev der diskuteret, om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20-30 senge. Fortalerne for sygestuer med op til 30 senge slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med den helbredende virkning ind fra flere sider.
Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer, og at det var vigtigt at høre efter patienterne, der ”så godt som uden Undtagelse altid foretrækker mindre Stuer, der giver større Hygge og Ro end store Stuer.” Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.
Ikke hospital for alle
Kommunehospitalet var oprindelig et betalingshospital med en takst for patienter, der blev indlagt på de store fællesstuer og en for patienter indlagt på enestuer. Valdemar hørte til i kategorien med den laveste takst, der for hans vedkommende blev betalt af fattigvæsenet.
Forskel på fattige
Det var ikke alle fattige under fattigvæsenet, hospitalet ville have inden for sine døre. De fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller uhelbredelige sygdomme, blev henvist til Almindelig Hospital, der sorterede under fattigvæsenet. Også de såkaldt offentlige fruentimmere, der led af syfilis eller andre kønssygdomme, blev indlagt på Almindelig Hospital, indtil Vestre Hospital blev opført i 1886 som specialhospital for disse kvinder.
Afgrænsningen overfor byens sociale underklasse og prostituerede hang sammen med et ønske fra hospitalsmyndighederne om at fjerne de anstødssten, der gav næring til de bedrestillede borgeres uvilje mod at lade sig indlægge på kommunens hospital.
Regler og forbud på sygestuen
Gennem plakater ophængt på sygestuerne blev Valdemar og Kommunehospitalets andre patienter gjort opmærksomme på, hvilke regler de skulle rette sig efter. Først og fremmest skulle de ”iagttage Rolighed, Orden, Renlighed og Sømmelighed”. Og det gjaldt ikke alene på sygestuen, men overalt hvor de færdedes på hospitalets grund. Uden for hospitalet måtte de ikke komme uden lægens tilladelse – og de måtte da slet ikke gå ind på andre sygestuer.
Dagene har været lange for Valdemar. Han og de andre patienter blev vækket mellem kl. 5 og 6 om morgenen, så personalet kunne nå at ordne stuen og sengene, inden lægen kom på stuegang. Når de var klædt på, måtte de hverken sidde eller lægge sig på sengene.
Der var også regler for, hvad patienterne måtte underholde sig med i løbet af de lange dage. De måtte ikke spille kort-, terning- og klink, men de måtte godt tage sig et spil domino og dam. Dog var det forbudt at spille om penge.
Der blev heller ikke set i gennem fingre med, hvilken litteratur eller blade patienterne læste. Var det ”usædelige og anstødelige”, ville det blive taget fra dem.
Fik patienterne – og det var på den tid primært de mandlige – trang til at ryge eller tage sig en snus, var også det forbudt på sygestuerne eller i gangene.
Mellem kl. 19 og 20 var det sengetid for Valdemar og hans medpatienter. Og det betød, at de hverken måtte snakke eller have tændt lys. Der skulle være helt ro.
Patientens måltider
De ensformige dage blev brudt af spisetiderne. Af stuekonernes instruks kan vi se, at der blev serveret 5 måltider om dagen:
Kl. 6 morgen og aften: te med brød og smør
Kl. 9 formiddag og kl. 4 eftermiddag: havresuppe
Kl. 12 middag: middagsmad.
Måltiderne var inddelt i to kategorier: den almindelige pleje og den bedste pleje. Valdemar har været indlagt under almindelig pleje. Det var for de patienter, der betalte den billigste takst, dvs. 1 kr. og 17 øre om dagen, og som lå på de store 10-sengsstuer. Den bedste pleje var for dem, der havde råd til den dyrere takst, der var på 2 kr. og 67 øre om dagen, og som var indlagt på enestuer. Den billigste takst svarede omtrent til, hvad en mandlig plejer tjente på en dagvagt.
Kosten indgik som en vigtig del af patienternes behandling. Alt efter sygdommens art blev der ordineret fuldkost eller feberdiæt. Det er tænkeligt, at Valdemar har fået feberdiæt det første døgn, for så at gå over til fuldkost.
Umiddelbart er der ikke den store forskel at se på kostplanen for patienterne i almindelig og bedste pleje. Men der har både været forskel på portionernes størrelse og på kvaliteten. I forhold til patienter i bedste pleje fik Valdemar f.eks. sin fisk stegt i mindre smør, fik mindre kød i frikadellerne og mælk i stedet for fløde på frugtgrøden.
