Fra Slesvigske Krig til Sct. Hans
Den 6. november 1881 blev en 41-årig mand bragt ind på Sct. Hans Hospital. Han var iført en frakke med ordener og medaljer og blev indlagt med diagnosen forrykthed.
I hospitalsjournalen fra hans ophold kan man forstå, at han ikke var hvilken som helst patient:
”Siden 1876 har han levet uden arbejde, som original en af de kendte københavnere, vel mest på Ladegården”.
Hans navn var Vilhelm Anton Scheibelein. Han havde arbejdet som murer og deltaget i den 2. Slesvigske Krig. I 1864 blev han såret ved Sankelmark, hvorefter han var krigsfange i Tyskland. Året efter vendte han hjem til Danmark, men drog hurtigt til Vestindien, hvor han var frem til 1871. Da han atter vendte hjem til Danmark, blev han kendt som en af byens originaler under navnet Scheibelein.
I ordbøger dækker original over en særpræget, mærkelig, til tider latterlig person og bruges af og til nedsættende. I København betød det, at der nok blev grinet af originaler som Scheibelein, men samtidig havde de også evnen til at samle byens interesse om sig.
Scheibelein marcherer gennem byen
I Stadsarkivets samling af erindringer har byens originaler også sat deres præg. Det er skiftevis som pudsige navne, triste skæbner og skæve personer, som forfatterne mindes fra barndommens landskab.
Emmy Hildorf voksede op i København i starten af 1900-tallet. I hendes erindring husker hun en episode, hvor Scheibelein marcherede ned ad gaden:
”Et af de første indtryk var fra Ågade, hvor jeg en vintermorgen ved 8-tiden kom gående og så, at porten til den bygning, der hed Ladegården, åbnedes, og en styrke af mænd kom ud derfra, hver med en kost i hånden. Foran dem alle gik en mand med en uniformslignende hue og brystet dækket af ordner og medaljer; han så meget stolt ud ved at udføre det sikkert i hans øjne meget nødvendige arbejde, der mindede om exersits. Hans navn var Scheibelein, det hørte jeg senere, han var en kendt person, men subsistensløs som alle de kammerater, han førte”.
Optoget gik ud fra Ladegården, der var en arbejdsanstalt, hvor trængende københavnere modtog kost og logi i bytte for deres arbejde. I perioder havde Scheibelein ophold på fattigvæsenets stiftelser som Ladegården, andre gange levede han af sæsonarbejde på Dyrehavsbakken og af gaver fra byens borgere.
Scheibelein var kendt for sin militære uniform og for kun at hilse med honnør. Han sås ofte ved Kastellet, hvor han gjorde marcherende soldaterne følgeskab. Han var også en ivrig højremand og en fast bestanddel i partiets optog og arrangementer. Her gik han også i spidsen sammen med en blind børstenbinder fra Amager. Det faldt godt ind hos de konservative, da det viste, at de havde opbakning i arbejderklassen.
Til tider dansende, til tider gnaven
Da han i 1881 blev indlagt på Sct. Hans Hospital tegnede der sig hurtigt et billede af en sammensat, men også plaget mand. Journalen omtaler hans liv og levned, men fokuserer i særdeleshed på hans opførsel, afvigelser og særheder: ”Han har altid nydt en del Vin og almindelig brændevin. Skal være onanist i høj grad.”
Scheibeleins opførsel var i begyndelsen dybt forvirret: ”Snart var han gemytlig, glad, syngende, dansede, iførte sig forskellige kostumer, snart var han gnaven, ondskabsfuld og ville slå de andre patienter.”
Personalet kunne ikke finde ud af Scheibelein: han opførte sig manisk og ændrede humør som dag og nat. Efter nogen tid, tyder noget på, at hans soldaterfortid måske gik ham til hovedet:
”Hans nuværende sygdom menes at være begyndt for ca. 4 måneder siden. Han havde i lang tid været meget støjende og stortalende, (og talte om) af alle de slag, han havde været i og alle de Tyskere, han havde slået ihjel.”
Flere indlæggelser
I sommeren 1882 blev Scheibelein udskrevet fra Sct. Hans. I årene herefter blev han dog indlagt flere gange på Sct. Hans.
De senere indlæggelser tegner et mere roligt billede af patienten. De mange særheder, der før blev ført frem i lyset, er væk. Nu ”forholder sig her fuldstændigt roligt” og han har også lagt flasken på hylden og “Viser ikke trang til nogen alvorligere beskæftigelse, (…) har aldrig gjort noget forsøg på at få brændevin”
Scheibelein døde på Sct. Hans den 8. maj 1911.
En by fuld af originaler
Udenfor hospitalet var Scheibelein en velkendt personlighed. Han var ikke den eneste original i 1800-tallets København. Underfundige navne som Jomfru Tidsfordriv, Bøf-Henrik, Krølle Charles, Excellencen, Filosoffen fra Magstræde og Puste Peter udgjorde andre af byens originaler.
Selvom de hverken havde magt eller formue, skrev de sig ind i Københavns historie som velkendte skikkelser i gadebilledet. Det førte til opmærksomhed på gaden, grin og hån, såvel som gavmildhed, avisartikler og små bogudgivelser.
Sammen med de andre originaler blev Scheibelein til en del af byens historie og udgjorde et fælles referencepunkt for københavnerne. Som original var han en særling, som byen kunne samles om i en tid præget af forandringer. Scheibelein var en, som københavnerne var fælles om at kende.