Stuekone på Kommunehospitalet
Indtil sygeplejen blev et fag senere i 1800-tallet og betegnelsen sygeplejerske blev indført, var det uuddannede stuekoner, der havde ansvaret for patienterne.
Overvåget og med nøje instrukser
Det var ikke kun patienterne, der blev overvåget – det gjorde stuekonerne også. Tilsynet med dem førte hhv. overopsynskonen på kvindeafdelingerne og overopsynsmanden på mandsafdelingerne. Ifølge deres instrukser skulle de føre tilsyn med, at stuekonerne var rene og ordentligt i tøjet, passede deres arbejde på sygestuerne og optrådte med ”Sømmelighed i Ord og Adfærd og ikke viste sig voldsomme eller raa.”
Også i stuekonens instruks står der, hvordan hun skulle optræde over for patienterne. Hun skulle være velvillig, omhyggelig og tålmodig over for alle uanset sociale baggrund. Og det blev understreget, at hun ikke måtte forlange eller tage imod gaver hverken af patienter, deres slægtninge eller venner.
Det var erfaringer fra Almindelig Hospital, der her skinner i gennem. De lave lønninger betød, at drikkepengesystemet var udbredt, hvad der på Almindelig Hospital havde ført til ulige behandling af patienterne. Hospitalsmyndighederne var derfor ivrige efter at få den uskik afskaffet på det nye moderne storhospital. Af stuekonens instruks fremgår, at overtrædelse af den bestemmelse ville føre til afskedigelse.
Kald eller arbejde
Ikke kun om dagen var Kommunehospitalets stuekoner tæt på deres patienter. Det var de også om natten, da de boede i små værelser, der var indrettet ved siden af sygestuerne.
I 1906 blev der på Kommunehospitalets område indrettet en særskilt bygning, hvor sygeplejerskerne kunne bo. Alligevel kan Ruth Plum, der i 1920’erne voksede op på hospitalet, fortælle, at ledende sygeplejersker stadig boede i de små værelser ved siden af sygestuerne.
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmål om sygeplejerskernes boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet ikke mindst fordi de efter en anstrengende12-timers arbejdsdag havde brug for hvile og fritid. Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejeboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt på patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.
Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion om, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være sig selv.
”Med den ro, orden og hensyntagen, der må være herskende i sygebygninger, kan der ikke der skabes hjem for sunde mennesker, navnlig ikke for sådanne, som undertiden kan trænge til rekreation efter deres strenge gerning,” udtalte han.
Mens der stadig var sygeplejersker, der boede på afdelingerne på Kommunehospitalet, kom alle sygeplejersker på Bispebjerg Hospital til at bo i den store særskilte bygning, der udgjorde sygeplejeboligen.
Med sygeplejerskernes udflytning fra afdelinger var det første spæde skridt blevet taget til at gøre sygeplejen til et arbejde frem for et kald.
