I sommeren 1853, da koleraepidemien raser gennem Danmark, opretter nogle læger “Foreningen mod Choleraens Udbredelse”, hvor de blandt andet tager på besøg i huse, som har en eller flere smittede personer. Gennem disse beboelsesundersøgelser bliver de opmærksomme på de forfærdelige forhold byens fattige befolkning bor under.
Sundhedsmyndighederne bliver overbevist om, at mange af disse usle ejendomme er inficeret med kolera, og de mener, at det vil hjælpe til at afværge epidemien, hvis disse ”usunde og slette” boliger bliver udbedret.
Mange af de familier, der bor i de rømmede huse, er nødsagede til at bosætte sig i telte og midlertidige bræddebygninger, da København allerede på dette tidspunkt er en overbefolket by.
Vinteren nærmer sig og udsigten til, at de mange familier skal tilbringe de kolde måneder under disse boligforhold, får den Overordentlige Sundhedskommission til at henvende sig til borgerrepræsentationen med forslaget om, at kommunen skal bygge nogle ”permanente, lette, hensigtsmæssige Bindingsværksbygninger (…) til bolig for 250 familier af Arbeidsclassen”.
Forslaget bliver afvist af Borgerrepræsentationens medlemmer, som tvivler på, at der reelt vil være boligtrang, samt at det på ingen måde vil være ønskværdigt, hvis kommunen bliver entreprenør for et fortagende, som, de mener, hører til det private marked.
Disse to argumenter bliver brugt de næste 50 år, når forslag om kommunale beboelsesejendomme, bliver fremlagt – uden at blive vedtaget. I stedet bliver forslag om hjælp til de private initiativer og diverse boligforeninger i form af skattelettelser, tilskudsordninger, billige byggegrunde m.fl. vedtaget igen og igen.
Boligspekulation og bolignød
I begyndelsen af 1900-tallet involverer københavnske banker sig i boligspekulation, der resulterer i en overproduktion af boliger og ender med en bankkrise i 1908. I kølvandet på spekulationsbyggeriet og bankkrisen stagnerer hele byggebranchen.
Den socialdemokratiske gruppe fremlægger for Borgerrepræsentationen i 1910 deres bekymringer vedrørende det manglende boligbyggeri i København. De forslår, at kommunalbestyrelsen nedsætter et fællesudvalg, der skal undersøge boligforholdene i byen, da de frygter, at en reel bolignød er lige om hjørnet.
Både de Radikale Venstre og Den Antisocialistiske Borgerliste er skeptiske overfor denne forudsigelse, og sidstnævnte beskylder socialdemokraterne for at piske en unødig stemning op. Den antisocialistisk borgerliste er dannet i 1903 som en protest og modstykke til den socialdemokratiske liste. Deres politiske interessefelt er blandt andet grundejerne, og derfor er deres modstand over for socialdemokraternes agenda ikke overraskende.
I de kommende år forsøger socialdemokraterne – uden held – at overbevise Borgerrepræsentationen om den kommende bolignød samt behovet for, at kommunen påbegynder boligbyggeri. Men der skal en verdenskrig og en stor bolignød til for at overbevise et mindre flertal af medlemmerne om behovet for de kommunale boliger.
Det første spadestik
I foråret 1916 er boligmanglen i København så kritisk, at borgerrepræsentationen indleder forhandlinger om, hvordan situationen skal håndteres.
Socialdemokraterne er klar over, at kommunekassen er presset og anerkender, at man må gå andre veje end kommunalt byggeri. Dette kommenterer overretssagfører Carl Becker fra den antisocialistiske borgerliste sarkastisk, da han udtaler, at det glæder ham at høre, at kommunalt byggeri for tiden er skrinlagt, og at den socialistiske fløj for første gang tager højde for kommunens finansielle situation. Men den antagelse varer ikke længe.
Fire måneder senere intensiveres forhandlingerne om den første kommunale beboelsesejendom, da andre tiltag ikke har været succesfulde. Socialdemokraterne er, med Thorvald Stauning i spidsen, igen initiativtagerne. Da partiet benytter deres tidligere forkastede forslag samt deres forudsigelse af bolignøden som argument for forslaget, bliver de af Becker beskyldt for at vaske hænder offentligt og mangle selvkritik.
På trods af at der i slutningen af 1916 er over 200 familier med omkring 900 børn, der står uden tag over hovedet og, at generel anerkendelse fra alle sider af borgerrepræsentationen af boligmanglen i København, så møder socialdemokraterne modstand fra oppositionen.
De Radikale synes, at kommunen bygger langsomt og dyrt, og de mener ikke, at det er kommunen værdigt at optage prioritetslån, som er en forudsætning for gennemførelse af dette projekt.
De vil se tiden an og i stedet forhandle om økonomiske hjælpepakker, som man hidtil har gjort. Den antisocialistiske borgerliste argumenterer for, at hvis kommunen skal bygge 1.000 lejligheder, så vil de lægge beslag på hele byens arbejdskraft, hvilket vil resultere i, at det private marked ikke kan bygge, og de private kan ikke konkurrere med kommunen. Men denne gang hjælper modargumenterne ikke.
Kommunen bliver husvært
Forslaget vedtages med 27 mod 25 og er en lille sejr for Socialdemokraterne. Første byggeprojekt sættes i gang på hjørnet af Prinsesse Charlottes Gade og Stevnsgade på Nørrebro. Til trods for, at krigstiden gør det svært og dyrt at skaffe byggematerialer, står ejendommen færdig i slutningen af 1917, klar til at modtage sine første beboere.
I februar 1918 er yderligere to kommunale beboelsesejendomme klar på hhv. Carl Langes Gade og Ny Carlsbergvej, og i slutningen af 1919 har kommunen opført i alt 3.750 lejligheder. Dog fortsætter bolignøden gennem de næste fire årtier, hvor kommunalbestyrelsen kæmper med anbringelse af de mange husvilde familier.
Hvis du vil læse mere
Dette er den første af tre artikler, som tager fat på nogle aspekter af bolignøden i København i begyndelsen af det 20. århundrede. I den kommende artikel kan du læse mere om, hvordan Københavns kommune gennem nye beføjelser forsøger at håndtere nogle af boligproblemerne.
Du kan finde Borgerrepræsentationens forhandlinger om byens boligsituation på Stadsarkivets Læsesal:
Københavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger. Fra 1853-1966
Hvis du vil læse mere om bolignøden og husvildeproblemerne, kan du med fordel bestille følgende materiale:
