En guldgrube af fortællinger om København
Erindringerne er en historisk guldgrube, hvor almindelige københavnere kommer til orde og fortæller om livet i København i tiden fra 1920-1960. Det var en tid præget af store kriser og tiltag – fra økonomisk depression, boligmangel og arbejdsløshed, over besættelse og befrielse til efterkrigstidens opsving og udvidelse af velfærdsstaten.
Erindringerne summer af liv og minder om både store og små begivenheder. Det handler både om byens og samfundets historie, men også om forfatternes egne liv med glæder og sorger. Erindringerne bringer os nærmere hverdagen, som den udspillede sig med familie, gamle lejligheder, toiletter i gården, hårdt arbejde, vaskesøndage og med ferier, højtider og krigstider.
Det er livet og historien som den foldede sig ud i København – oplevet og erindret af københavnerne. Erindringerne giver en unik mulighed for at komme tæt ind på livet og hjertet – ind under huden – på almindelige mennesker.
Anden Verdenskrig fylder meget i erindringerne. Nogle forfattere oplevede krigen som børn, mens andre allerede var unge eller voksne under besættelsen. Det giver forskellige perspektiver på hverdagen under krigen og man kan læse øjenvidneberetninger om så forskellige emner som sortbørshandel, rationering, modstandskamp, bombardementer, flugt og beslaglagte skoler.
- Gå direkte til en søgning med erindringerne fra 1995
- Læs temaer og udvalgte eksempler fra erindringerne
- Se fotos fra erindringerne på kbhbilleder.dk(åbner i ny fane)
Minder om befrielsens rus
Lige så fulde af mørke og afsavn de fem forbandede år havde været, lige så lettende kom befrielsen. Om aftenen den fjerde maj lød befrielsesbudskabet fra London. De tyske tropper havde overgivet sig. I minutterne efter strømmede det ud med københavnere på gader og stræder, vinduer blev der sat lys, og de forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned og brændt af på gaden.
En af de københavnere der strømmede ud på gaden, var den 13-årige Inger Pedersen. Hun havde været i biografen, da jublen brød ud. I hendes erindringer skriver hun om aftenen:
”Det var et forunderligt syn. Jeg begav mig sammen med min veninde først ind til Valbys Centrum, og siden gik det næsten af sig selv helt ind til Rådhuspladsen. Hvilken jubel, hvilken menneskemængde. Vi var ellevilde og omfavnede fuldstændigt fremmede mennesker på gaden og dansede rundt med dem. Sporvognene blev invaderet af glade mennesker. Helt op på taget kravlede de, og der blev sunget og skreget lige til den lyse morgen. Jeg måtte dog hjem længe før, og der mødte jeg min Far, der for en gangs skyld var virkelig vred, for jeg havde jo helt glemt at spørge om lov til at tage til byen. Han havde naturligvis været ved at gå ud af sit gode skind af uro for mig. Hele den sommer var alle klædt i rød-hvide-blå farver. Det var en fest.”
50 år efter skrev Inger sine erindringer. Årtier var gået, men befrielsens rus på de københavnske gader var stadig i frisk erindring. Det var faderens bekymring og vrede dog også.
Teksten fortsætter under billederne.
