10 år efter Genforeningen
En af de sønderjyder, der i 1930 kom til København for at opleve den by, der i ti år havde været landsdelens hovedstad, var en kvinde på 71 år, som boede i et sogn nær grænsen.
Hver dag år efter år, sommer efter sommer gik hun seks kilometer frem og seks kilometer tilbage for at passe, hvad der i datidens avis, blev kaldt ”en større Roemark”.
Her tjente hun til sit ”nøjsomme, personlige Forbrug. I gaar Eftermiddags dansede hun paa Københavns Raadhus” skrev en journalist begejstret i en af artikel, der beskrev kvindens og de øvrige sønderjydernes besøg i København.
Den 71-årige var en af de 2400 sønderjyder, der havde søgt om at komme med på et af de i alt fire besøg, der blev afviklet i maj og september 1930.
Mange fik afslag, men den 71-årige kvinde fik sin dans på Rådhuset, fordi medlemmerne af den komité, som arrangerede turene, mente, at en kvinde, der livet i gennem havde passet sin roemark og aldrig set København, skulle have den store oplevelse.
En tur for småkårsfolk
Idéen til at markere tiåret for Sønderjyllands genforening med Danmark blev til virkelighed gennem det tværpolitiske ”Udvalg For de sønderjydske Rejser 1930”, hvor en af hovedaktørerne var den konservative borgmester Kaper.
Officielt hed det i invitationen, at ”Sønderjyder af alle Klasser er velkomne til denne Fællesrejse. Med Hensyn til Udvælgelse vil der særlig blive taget Hensyn til saadanne, som ikke tidligere har haft Raad eller Lejlighed til at besøge København.”
I aviserne blev deltagerne omtalt som ”Småkårsfolk”.
Komiteen brugte foråret 1930 på at kontakte virksomheder, museer og spise- og forlystelsessteder for at få dem til at bidrage materielt eller økonomisk til gæsternes ophold. En stor del bidrog med pengebeløb, bespisning eller oplevelser, så det endte med et tætpakket program, der strakte sig over tre dage.
Staten inviterede til besøg på Christiansborg og stod for gratis transport i særtog til sønderjyderne, der ankom i hold af 600.
De første grupper skulle ankomme i maj fra Haderslev og Sønderborg, og i september kom folk fra Aabenraa og Tønder.
For dem, der ikke havde københavnske slægtninge, som kunne tilbyde logi, sørgede kommunen for overnatning på byens skoler.
Krigsministeriet tillod, at hæren udlånte vandfade, jernsenge og sengetøj til de liggende gæster.
Og det blev planlagt, at sønderjyderne skulle føres rundt i byen af frivillige skolelærerinder, der fik titel af at være ”fører”.
Komitéen tog højde for stort set alt, og fordi gæsterne var småkårsfolk, måtte turen ikke være forbundet med udgifter for deltagerne.
Nok skulle de selv medbringe madkurv til den lange togtur til København, men stod de til at miste løn i de dage, de var af sted, lovede forskellige fagforeninger, at de dækkede eventuelle løntab.
Dans på Rådhuset
Programmet skulle bære præg af det danske og fælles nationale, derfor bad udvalget Det Kongelige Teater om at opføre ”Elverhøj” og det blev pointeret, at teatret ikke skulle vise ballet eller opera, da udvalget skønnede, at ”Gæsterne næppe vilde faa nogen Glæde af” den slags.
I maj 1930 kom det første vogntog med sønderjyder. Hver deltager fik et lille emblem til at sætte på tøjet og modtog et program, hvor det fremgik, hvad de skulle se og hvor de skulle spise.
Udover teaterforestilling, havde gæsterne fri éntre til byens museer, de besøgte Christiansborg, Burmeister og Wain bød på omvisning og Tivoli stod sidste aften for et festligt fyrværkeri.
Et fast punkt ved alle fire besøg var middag og dans på Rådhuset. Her blev gæsterne budt velkommen med taler og hurra-råb. Bordene var dækket med blomster og bøgegrene, og gæsterne kunne spise så meget, de orkede fra de ”uudtømmelige Fade med Smørrebrød”. Der var cigarer, lagkage og kaffe til alle, og højdepunktet var den afsluttende sang og dans.
Borgmesteren dansede som en yngling
Livgardens orkester stod for musikken, og der blev sunget nationalsange, sønderjyske sange og alle dansede ”Folkedans og Polonaiser”. Besøgene på Rådhuset var et festligt højdepunkt, som aviserne skrev om, hver gang et hold af sønderjyder kom til byen.
Og det blev hver gang omtalt, hvordan småkårsfolk som den 71-årige kvinde fra roemarken fik en oplevelse, som hun aldrig ville glemme, når hun kom hjem til hakkejernet.
Københavnerne nød også besøgene, og Borgmester Kaper var den glade vært, der talte med alle og ”sprang i Dansen som en Yngling, medens Lorgnetterne duggede i Varmen.”
Fra Rådhuset gik turen til Tivoli, hvor der ventede et festfyrværkeri, som blev turens sidste punkt, inden toget atter kørte mod Sønderjylland, hvor roerne og det daglige liv ventede.
Efter besøgene udtrykte deltagerne stor glæde over de ”uforglemmelige Indtryk af Hovedstadens Skønhed, Arbejdsomhed og Kulturværdier.” Og netop det, at hovedstaden ikke kun var ”Kunstens og Festens By”, blev betonet i sønderjyske takketaler.
Ved besøget i maj udtalte en gårdejer, der havde været med på turen:
”Disse Ture er et vigtigt Led i Genforeningsarbejdet. Mange af os har faaet et andet Syn paa København, bl.a. har vi lært, at det er en By, hvor der bestilles noget. Lad os raabe et Leve for København, helst saa Murene revner.”
Mødet med den fjerne landsdel havde vist, at hovedstaden ikke kun var københavnernes by, den var hele landets by.