Kreative løsninger for at skaffe lys og varme
Niels Christian Søholm Petersen (f. 1900), der voksede op under fattige kår på Vesterbro, husker, at de måtte være kreative for at skaffe sig lys og varme:
”Elektrisk lys havde vi ikke, petroleum var efterhånden umuligt at få fat i. Kun på den sorte børs og til dyre priser. Men man klarede sig. Stearinlys var også ude af billedet. Så skrabede man alt det fedtstof sammen, man kunne få fat i, særlig fra stegepanden, og samlede det i et blankt sværtelåg. Et stykke blikplade med hul i midten, hvorigennem var trukket bomuldstråde, blev anbragt midt i låget. Det fungerede fint, selv om det spruttede lidt, så fik vi dog lys. Brændsel skaffede man sig på lossepladserne om søndagen og i havnene om aftenen. Det var jo nærmest brændestumper, propper, gammelt tovværk og så lidt koks ind imellem, men det var småt. Man gjorde papiret vådt og formede det til lange runde briketter, lod det tørre. De var gode til at holde på varmen og ilden, ja, de var faktisk bedre end de brunkul og tørv, man kunne få, for de askede og osede ganske forfærdeligt, men varmeevne var der ikke meget af.”
Erstatninger for petroleum og brændsel
Edith Hobel (f. 1906), der boede på Frederiksberg sammen med sin mor og sine fire søskende, mindes de dårlige erstatninger for petroleum og brændsel:
”Petroleum var strengt rationeret, men da mor var opført som syerske på sine kort, så kunne hun af og til få tildelt en lille ekstra ration. Stearinlys var ikke til at opdrive, derimod kunne vi få de såkaldte tællepråse, men det skal jeg love for var en meget ringe belysning, de kunne give. Undertiden slukkede sådan en fyr, når blot man vendte et blad i en bog. … Brændsel blev det også helt af h…… til med. Vi købte briketter samt tørv. Disse tørv var undertiden så fugtige, at de næsten slukkede ilden i kakkelovnen. I nr. 22 på Godthåbsvej lå et maskinsnedkeri, hvor man formedelst en 10 øre kunne hente en sæk fuld af maskinspåner. De gav en god varme, men i blandt var der så meget savsmuld i dem, at det gav en vældig røg i stuen, dersom vi ikke sørgede for, at der kom ekstra træk til.”
De farlige karbidlamper
Mary C. U. Hansen (f. 1896) fortæller om de farlige karbidlamper, som hun og hendes mand brugte i stedet for petroleumslamper i deres lejlighed på Vesterbro:
”Lys og gas lukkedes i fire timer midt på dagen. Men vi havde petroleumslamper, men der var ingen olie at komme i. Så var der nogle, der opfandt karbidlamper. Men hvor var de farlige. De kunne stikke nogle lange flammer ud og der måtte ikke kommes vand på, så eksploderede de, og så var der ild alle vegne. En vinter fik vi en favn brænde, nyfældet. Det skulle først saves og flækkes, men brænde ville det ikke. Det var for frisk, lå bare og osede, men varmede ikke.”