Ingen smittefare blandt sporvognens rygere.
Peder Strøyer Pedersen (f. 1897), der boede på Østerbro, overlevede den spanske syge. Han angiver sporvognens rygerafdeling som et sikkert sted mod smitte:
”Der rasede også på den tid den såkaldte ”spanske syge”, som kostede en masse mennesker livet. … Der blev gjort meget for ikke at sprede sygdommen. Biografer blev lukkede, baller forbudt, men der var baciller alle vegne. Dog tror jeg, der var ét sted, hvor de ikke kunne trives. Det var i sporvognens bivogne, hvor rygning var tilladt. Når sådan en vogn var fuld af rygende arbejdere, så var der en sådan frygtelig stank af røg, ja, ikke af tobak, det kunne man naturligvis ikke få, men af humle, kartoffeltoppe, kirsebærblade og hvad der ellers kunne proppes i shagpiber, eller surrogatcigaretter. Mange mennesker overlevede dog stanken – det er trods alt en hårdfør race.”
Nabo til Assistent kirkegård
Else Mathiesen (f. 1898) oplevede som nabo til Assistents kirkegård den spanske syges dødelige konsekvenser på nært hold:
”I krigens kølvand kom den frygtelige spanske syge i 1918-19. Det var en alvorlig og uhyggelig tid, hvor alle var bange for alle på grund af smitten. Vi boede jo lige ved Assistents Kirkegård og også hvor vejen gik til Bispebjerg. Vi så på alle tider af dagen og til sent om aftenen at vogne med kister, så mange der kunne stables, kørte i rask fart af sted for at læsse af.”
Ambulance i pendulfart
Chr. V. Aagerup (f. 1878) var ansat ved brandvæsenet og havde særlig travlt under den spanske syge:
”Ambulancen kørte dagen og natten lang. Vi hentede patienterne fra den varme seng og af sted til nærmeste hospital, afleverede patienten på båren, derefter kom vort overtøj i varmeovnen nogle minutter og så tilbage til stationen efter ny ordre.”