Byens ældre skal ikke længere passes af familien
Frem til 1950’erne havde den offentlige hjælp til ældre fokuseret på at sikre økonomi, passende boligforhold og alderdomshjem. Det ændrede sig årene efter krigen, hvor hjemmet også en arena for kommunal hjælp, og hjemmehjælpen med tiden blev en kerneydelse i velfærdsstaten.
Nu var det ikke længere kun naboer og familie, som de ældre kunne forvente en hjælpende hånd fra. Medlem af Borgerrepræsentationen Gudrun Bjørner beskrev i 1955, at forventningerne til hvem, der hjalp de gamle, havde ændret sig:
”Naboer og fjernere slægtninge regner med nogen ret med, at kommunen tager sig af alle dem, der trænger til det, og selv nære slægtninge vil ofte føle, at det er en unødvendig byrde for dem at skulle hjælpe deres syge og gamle.”
Inspiration fra husmoderafløsere og Sverige
Hjemmehjælpen havde rødder i ordningen om husmoderafløsere, der i 1940’erne var blevet til som et offentligt beskæftigelsesprojekt. Her trådte afløsere til i stedet for husmødre og hjalp til med praktiske opgaver i hjemmet. Oftest var det trængende børnefamilier, der fik et par ugers hjælp, hvis husmoren blev syg, fødte eller havde brug for rekonvalescens.
Ordningen kom dog til kort, når det gjaldt gamle, der ofte havde brug for en mere konstant hjælp. Kommunen hentede inspiration fra Sverige, hvor flere byer havde indført hjemmehjælp. I stedet for automatisk at tilbyde ældre ophold på alderdomshjem var man begyndt at undersøge, om behovet for hjælp i stedet kunne ydes i hjemmet. Erfaringerne var gode; borgerne var glade for at blive i eget hjem, udgifterne var lave og hjælpen kunne virke forebyggende og mindske indlæggelser på hospital og alderdomshjem.
Menneskelige og økonomiske hensyn
Baggrunden for at indføre hjemmehjælp var, at hjælpen til ældre var under pres. De Gamles By havde en venteliste med 450 personer, og på de byens hospitaler lå der 300 ældre, der var færdigbehandlede, men som ikke kunne udskrives til eget hjem. Og der var ikke udsigt til, at det ville ændre sig.
Befolkningen blev ældre, og frem mod 1981 forudså kommunen, at andelen af ældre over 65 år ville stige med mere end 65 %.
Hjemmehjælperne skulle hjælpe ældre københavnere, såvel som kronisk syge og invalidepensionister med praktiske opgaver som indkøb, madlavning, opbæring af brændsel og påklædning. Opgaverne omfattede ikke sygepleje, som fortsat skulle udføres af hjemmesygeplejen.
I 1957 evaluerede kommunen hjemmehjælpen og pointerede, at den både havde humane og økonomiske fordele:
”Rent menneskeligt er det af stor betydning, at de gamle længst muligt kan bevare deres eget hjem, hvorved et almindeligt ønske hos ældre om at forblive i de vante omgivelser imødekommes. Samfundsøkonomisk opnås betydelige besparelser ved, at behovet for pladser på alderdomshjem og sygehuse begrænses.”
Hjemmehjælperen er en garvet husmor
Hjemmehjælpen i København blev administreret af De Samvirkende Sygekasser, som også administrerede husmoderafløsningen. Det betød, at hjemmehjælperne ofte arbejdede på deltid og supplerede med job som husmoderafløser. Det var også de samme faglige kvaliteter, der blev søgt.
Arbejde som hjemmehjælper var også en anledning til at skaffe uuddannede, midaldrende kvinder job. Ifølge kommunen var det en gruppe, der ellers havde svært ved at få job:
”Deres eneste erhvervsmæssige aktiv er kendskab til almindelig husførelse. Ved at påtage sig dette arbejde vil de kunne udfylde en plads i samfundet samtidig med, at det offentlige i et vist omfang spares for en forsørgelsesudgift.”
Det betød, at personalet ofte bestod af enlige kvinder over 40 år. I København var man frem til 1980’erne tilbageholdne med at ansætte unge hjemmehjælpere. I stedet ville man have garvede, modne husmødre med solid praktisk erfaring. Med tiden blev der færre hjemmegående at rekruttere fra, og personalet i hjemmeplejen blev mere sammensat.
Ingen hjælp uden klager
Selvom hjælpen var gratis, var den ikke uden klager. I aviserne blev hjemmehjælpen besunget som et fremskridt, men at yde hjælp i private hjem var ikke uproblematisk. Hurtigt meldte der sig negative historier om hjælpen, som denne fra 1955:
”Hjemmehjælpen hersede med den syge og krævede, at patientens besøgende skulle gøre denne rene, d.v.s. vaske og frisere hende og rede seng. Rengøring og mad var dårlig, og da dette husfaktokum var færdig med plejen fandt jeg patientens undertøj pakket ind i komfurovnen.”
Selvom hjælpen som udgangspunkt var gratis, måtte man selv betale for hjælpen, hvis man havde en vis indtægt ved siden af den offentlige hjælp.
Fra frivillig til lovpligtig hjælp
Socialborgmester Sigurd Munk understregede i 1954, at hjemmehjælpen skulle være frivillig. De økonomiske hensyn måtte ikke trumfe de menneskelige:
”Der kan aldrig blive tale om at man vil tvinge en person, der måtte ønske at komme i de Gamles By til at forblive i sin lejlighed udenfor mod til gengæld at pånøde ham hjemmehjælpen.”
Frem til 1968 var det frivilligt for kommunerne, om de overhovedet ville tilbyde hjemmehjælp. I København blev ordningen hurtig en succes. I årene efter indførte flere købstæder deres egne ordninger med hjemmehjælp. I 1958 blev der vedtaget en lov, der gav hjemmehjælp faste økonomiske rammer og som skulle brede den ud til flere kommuner. Op til at hjemmehjælpen blev lovpligtig i 1968 var det kun halvdelen af landets kommuner, der tilbød ældre borgere hjemmehjælp.
Med tiden gennemgik hjemmehjælpen i København andre forandringer. I 1970’erne overgik den fra sygekasserne til kommunalt regi, og der blev indført en obligatorisk hjemmehjælperuddannelse for nye hjælpere. I 1980’erne blev der efter forsøg på Amager indført døgnpleje i hele kommunen.
Vil du vide mere
- Borgerrepræsentationen, journalsag Y 2345. Om udbyggelse af husmoderafløser til hjemmehjælp.
- Direktør Conrad Ruds materiale om hjemmeplejen
- Hjemmehjælpens Historie, 1949-1999, Pressen 1949-1963
- Hjemmehjælpens Historie, 1949-1999, Personale, historie m.m.
På Stadsarkivets læsesal kan du læse:
Københavns Borgerrepræsentanter Forhandlinger 1954-55, s. 1860-1882, s. 1908-1914.