En måde at gøre registrering nemmere
CPR blev indført ud fra et ønske om at centralisere, ensrette og effektivisere folkeregistreringen og markerer et administrativt og teknologisk nybrud.
Bestræbelserne på at have oplysninger om landets borgene går dog langt tilbage i Danmark. Siden 1600-tallet er der blevet ført lister over skattepligtige borgere, og fra 1769 blev de første folketællinger gennemført.
En anden form for registrering fandt sted i kirkebøgerne. I 1600-tallet blev det påbudt ved lov, at præster skulle registrere deres sognebørn og notere oplysninger om dåb, vielser og begravelser i det enkelte sogns kirkebøger. Fra 1812 skulle præsterne også registrere til- og fraflytninger.
I København var der dog for mange indbyggere og for mange flytninger til, at præsterne kunne påtage sig opgaven. Løsningen blev derfor, at politiet skulle holde styr på, hvem der boede i byen.
Det foregik ved at ejendomsejere to gange om året indberettede, hvem der boede i deres ejendomme. Derudover havde tyende og logerende, såvel som deres arbejdsgivere og udlejere, en særlig pligt til hurtigt at melde deres flytning.
Registrene blev ført af de enkelte politikredse og var opgjort efter gade og år, og det gjorde det svært at finde en navngiven person. I 1890 begyndte politiet at ordne oplysningerne efter navn, men registrene var stadig spredt ud på forskellige politikredse, hvilket gjorde det omstændigt for myndighederne at anvende dem.
En vejviser over Københavns beboere
I 1924 blev det vedtaget ved lov, at alle kommuner skulle oprette et folkeregister. Folkeregistrene skulle virke som ”en Art Vejviser over Kommunens Beboere, en Vejviser, der saa vidt muligt til Stadighed er à jour.”
Folkeregistrene skulle omfatte samtlige borgere i en kommune og skulle understøtte administration og løbende opdateres. København havde været på forkant med den nye lov og havde året forinden oprettet et folkeregister, der lå under Stadens Statistiske Kontor.
Baggrunden for at indføre folkeregistret var bl.a., at der i 1900-tallet skete en vækst i offentlige, og særligt kommunale opgaver. Der blev vedtaget flere sociale love om eks. alderdomsunderstøttelse og børnebidrag, og det gjorde det endnu vigtigere at kende til borgernes opholdssted.
Det var vigtigt for finansiering og kontakt til borgere, og fordi flere af ydelserne afhang af bopæl og bopælshistorik. Det betød, at kommunen let kunne hænge på udgifter, hvis de ikke kunne finde frem til den rigtige person.
Folkeregistret blev ført på papkort, der indeholdt informationer om navn, adresse, erhverv, ægteskabelige stilling, køn og tilflytningshistorik.
Derudover var der oplysninger om statsborgerskab, fattighjælp, straf og æresoprejsning der alle kunne have indflydelse på ens valgret.
De enkelte kort var desuden forsynet med en række stempler, der angav forhold om valgret, folketællinger og medlemskab af sygekasser.
På vej mod et elektronisk centralt personregister
I 1920’erne, da folkeregistrene blev etableret, havde der også været tale om at indføre et landsdækkende register, hvor oplysninger om alle landets borgere skulle samles ét sted.
Man forudså dog, at det ville blive en for stor opgave manuelt at holde styr på 3,3 millioner borgere med op mod to millioner årlige ændringer.
I 1961 var der kommet nye teknologier som hulkort og EDB til, og Indenrigsministeriet nedsatte en kommission til at undersøge indretningen folkeregistrene og muligheden for at give hver indbygger et personligt ’kontonummer’.
Flere myndigheder havde et stadigt stigende behov for personoplysninger, og CPR-registret skulle skabe overblik og samle disse oplysninger et sted. Derudover var der behov for en generel personidentifikation, der kunne anvendes overalt.
Det ville særlig være nyttigt i det kildeskatsystem, der var på vej. Her skulle skatten afregnes af arbejdsgiver i forbindelse med lønudbetaling, og det forudsatte et nummersystem til at identificere hver enkelt skattebetaler.
I kommissionen blev det bl.a. diskuteret, om folkeregistrenes fysiske hovedkort skulle videresendes til andre kommuner i tilfælde af flytninger.
Et af medlemmerne, direktøren for Statistisk Kontor i København Kjeld Johansen, var ikke meget for det. Han var bange for at miste sine eksemplarisk udfyldte kort, og modtage dårlige kort fra andre kommuner.
Bag ved den måske pudsige tilkendegivelse lå der en reel bekymring for, om store og små kommuners forskellige måder at registrere på, ville kunne arbejde sammen.
Danmarks største postordreforretning
I efteråret 1968 var det blevet tid til at skyde CPR i gang. Knap 4,8 millioner breve med forskellige CPR-beviser blev sendt ud, og aviserne omtalte det som ”Danmarks største postordreforretning”. Forud var der gået et stort arbejde.
I tiden op til havde landets 1340 folkeregistre indsendt deres oplysninger til det centrale personregister, der samlede det hele på 40 magnetbånd og tildelte personnummer og -beviser.
For at sikre, at CPR havde de nyeste oplysninger, skulle Københavns Folkeregisters 670.000 hovedkort ajourføres i månederne op til udsendelsen. Det svarede til et års fuldtidsarbejde for 35 medhjælpere.
Derudover var der behov for ekstra lokaler, inventar og nye elektriske skrivemaskiner til arbejdet.
Folkeregistrets arkiv havde været papirbaseret frem til 1962, hvor det begyndte at indføre hulkort. Hulkort skulle ikke alene spare penge og lette den manuelle arbejdsbyrde, men kom også til at lette overgangen til CPR, hvor indberetningen skulle være elektronisk og på magnetbånd. For folkeregistret betød det, at oplysninger der lå på hulkort, lette kunne konverteres til magnetbånd, der så blev indsendt til CPR.
Andre oplysninger var fortsat på de papirbaserede hovedkort. Det indebar, at papirkort og magnetbånd virkede sideløbende. Når der blev skrevet på hovedkort, foregik det med nye elektriske skrivemaskiner, der havde et kodebåndsaggregat og som kunne overføre de nye oplysninger til magnetbånd.
Andre steder i Københavns Kommune blev der også arbejdet med CPR. Der blev oprettet et centralt CPR-udvalg, der skulle samarbejde med de enkelte forvaltninger om, hvordan det nye system skulle implementeres. For forvaltningerne medførte det nye arbejdsgange; både ift. deres kontakt og indberetninger til Folkeregistret, men også ift. hvordan sager om borgere blev opbevaret, der fremover skulle opbevares efter CPR-nummer.
“Det smerter at modtage dette personnummerbevis”
I 1968 var der ikke blevet sendt personnummerbeviser ud til nyfødte børn. Det skete først i 1970, hvor alle børn født efter 1967 fik deres personnummerbeviser. Et af dem kom dog retur. Vedlagt var et brev fra et københavnsk par, der havde mistet deres barn to dage efter fødslen i juni. Alligevel var der blevet udsendt et cpr-bevis til barnet. I brevet stod der:
”Jeg vil gerne have at vide, hvorfor man ikke har fået oplysning om dødsfaldet? Det har man måske også – er det sådan at man udsteder personnummerbevis til mennesker der måske har været død i indtil flere år. Det er ca. to måneder siden vort barn døde, og det burde ikke være svært at forstå, at det derfor virker højst uheldigt og smerter en meget at modtage dette personnummerbevis. Er det muligt, at der findes en ansat der er i stand til at forstå det – og samtidig sende den forklaring og beklagelse, som vi naturligvis må have krav på.”
Indenrigsministeriet beklagede dybt, at fejlen var sket, og bad herefter folkeregistret i København om at forklare. De forklarede, at de ikke kunne have opdaget fejlen. Fordi der var tale om et nyfødt barn, måtte de vente en måned på at modtage et hovedkort fra CPR. Herefter skulle folkeregistret indmelde de nyfødte fra 1967-70 til CPR, og inden de kunne nå at ændre indberetningen, var den nyfødtes personkort endt i en konvolut.
Papirløs registrering
Indførslen af CPR introducerede nye elementer som personnummer, centralsystemer og edb i den offentlige forvaltning. I første omgang var CPR kun brugt af enkelte offentlige myndigheder, men bredte sig senere til at omfatte alle grene af den offentlige forvaltning og store dele af den private sektor. CPR var et administrativt nybrud, der gik hånd i hånd med nye teknologier, der dog stadig afhang af papirkort. Papirkortene var vigtige i den første tid med CPR. I starten af 1980’erne blev CPR-registret tilgængeligt for folkeregistrene via terminaler. Den nye adgang mindskede Folkeregistrets behov for at føre kortkartotek, og i 1991 bortfaldt folkeregistrenes pligt til at holde kortkartoteker helt, og dermed var CPR blevet elektronisk.
Hvis du vil vide mere
- Rud Conrads Materiale 1942-1966, CPR numre, socialinspektørforeningen(åbner i ny fane)
- Borgerrepræsentationens arkiv, hovedjournalsag(åbner i ny fane)
- Børneværnets Direktorats Arkiv, Journalsager 1933-1976, 283-287(åbner i ny fane)
- Statistisk Kontors Arkiv, Journalsager 1922-1978, nr. 5.2-1(åbner i ny fane)
- Statistisk Kontors Arkiv; Folkeregister oprettelse(åbner i ny fane)
Borgerrepræsentations Forhandlinger findes på Københavns Stadsarkiv:
Tillægsbevilling til CPR, 1967-68, s. 985-94.
Oprettelse af et hulkorts-folkeregister, 1962-63, s. 599-609.