Juletræsfest i ’Gimle”
Lillejuleaftensdag 1945 indbød den selskabelige forening Familieklubben af 2. maj 1886 som så mange gange før medlemmernes børn til julefest i selskabslokalerne ’Gimle’ på Frederiksberg.
Juleløjerne begyndte klokken 15 med børnenes indmarch til juletræet og nu blev der sunget julesange og ’den moderne’ julenisse Mester Erik kom og underholdte børnene. Efter sang og nisseløjer var det blevet tid for ’den eminente, komiske’ jonglør Paddys optræden med sine ’ustyrlige morsomme’ tricks, som børnene kunne more sig over, mens de gnaskede julegodter i sig.
Det var ikke kun børnene, der skulle more sig. Klokken 17.30 spillede ’Georges Band’ op til dans for de voksne i den store sal, mens børnene kunne danse eller spise is og drikke sodavand i den lille sal. Entréen til julefesten for børn og voksne beløb sig til én sølle krone, men de danselystne måtte dog slippe hele to kroner for et baltegn.
Den første julefest efter krigen
Måske var det overdådige program for Familieklubbens julefest foranlediget af den lettede stemning, der må have hersket i København, da efterkrigstidens første jul skulle fejres. Nu kunne man igen tænde lys i den mørke tid, mørklægningsgardinerne var for længst flået ned og spærretiden en saga blot.
Naturligvis var landet endnu præget af mangel på mangt og meget, men friheden til at feste og færdes som man ville var genvundet. Det må have givet en ganske særlig stemning til netop denne julefest.
Familieklubben havde holdt julefester siden 1890’erne
Lige siden foreningens allerførste år i 1890’erne havde julefesten været en fast årligt tilbagevendende begivenhed med nogenlunde samme indhold hvert år. Og dog. Der skete også betydelige ændringer i juleprogrammet gennem årene.
Festen sluttede klokken 4 om morgenen
I begyndelsen af 1900-tallet foregik festen også sidste søndag inden jul på Gimle, men begyndte først lidt senere, nemlig klokken 19.
Julestemningen var sikret, når juletræet var pyntet med de dertil indkøbte lys, glimmer og knallerter og der blev disket op med både konfekt, nødder, appelsiner og figner.
Foruden selve juletræsarrangementet bestod underholdningen i en tombola med præmier, men for at de små ikke skulle gå skuffede hjem fik hvert barn et stykke legetøj, chokolade samt ’en genstand fra juletræet’.
Efter ’træets plyndring’ spillede musikken ’under anførsel af hr. Koefod’ op til bal for de voksne og festen sluttede først klokken fire mandag morgen!
Flere årlige og meget festlige arrangementer
Det var langt fra kun til julefesterne, at klubbens medlemmer dansede til den lyse morgen. Året igennem mødtes man til adskillige festlige arrangementer såsom sommerudflugten, den årlige stiftelsesfest, maskerader, fastelavnsfester og baller med fællesspisning, sange, taler, underholdning og teater.
Ikke sjældent fortsatte festlighederne altså til langt ud på natten. Nok var klubben, som navnet sagde, for familier, men tilsyneladende også for natteravne og festaber.