Politiets registerblade 1890-1923
Politiets registerblade var en forløber for folkeregistret. Her er alle københavnere over 10 år registreret i perioden mellem 1890-1923.
Sådan søger du i Politiets registerblade
Du kan søge i registerbladenes indhold.
Vælg avanceret søgning og sæt kryds ved politiets registerblade, så søger du alene i registerbladene.
Søgevejledning
Du kan fritekstsøge og søge på specifikke oplysninger eller kombinationer af oplysninger. Du kan søge både på de personer, der havde sit eget registerkort, såkaldte hovedpersoner, og de personer, der er tilføjet på andres registerblad, såkaldte bipersoner.
Personer, der optræder i Politiets Registerblade
- Alle voksne i en husstand, også logerende og tjenestefolk.
- Børn i alderen 10-13 år, blev ført på faderens registerblad. De fik deres eget blad, når de fyldte 14 år.
- Gifte kvinder blev ført på mandens registerblad. De fik deres eget blad, hvis de blev alene.
- Personer i Nyboder findes ikke i registerbladene, men kan findes fx i folketællingerne.
Adresser, der optræder i Politiets Registerblade
Registerbladene dækker Københavns Kommune.
Fra 1901/02 blev Brønshøj, Emdrup, Sundbyerne, Utterslev, Valby og Vanløse en del af Københavns Kommune.
Der findes desuden en del Frederiksberg-adresser i registerbladene, fordi folk flyttede mellem Københavns og Frederiksberg kommuner.
Oplysninger i registerbladene
- Navn
- Evt. ægtefælles navn
- Fødselsdato og fødested
- Stilling
- Adresser
- Navn og alder/fødselsdato for børn mellem 10-14 år
- Politiets noter – se oversigt over hvad en note betyder
- Kortets oprettelsesdato
- Derudover kan der være tilføjet forskellige kommentarer af den person, der har indtastet registerbladet.
Om Politiets registerblade
Politiets registerblade omfatter i alt ca. 1,4 millioner registerblade.
I registerbladene finder du oplysninger om, hvor de forskellige personer er født, hvor de bor og hvad de laver. Der kan også være oplysninger om, hvorvidt de er efterlyst, straffet eller skylder i børnepenge. Oplysninger som disse vil være påført som noter – de såkaldte politiets noter.
Registerbladene blev udarbejdet på baggrund af politiets mandtalslister. I modsætning til mandtallerne var registerbladene ordnet efter personnavne.
Det gav politiet en bedre mulighed for kontrol med de københavnske borgere, ikke mindst med de hyppige flytninger blandt byens mange tjenestefolk.
Oplysninger efter 1923
Fra 1923 overtog det nyoprettede Københavns Folkeregister politiets opgave med at registrere københavnerne. En del af folkeregisterkortene er indtastet og søgbare ligesom registerbladene. Det drejer sig om en serie med ca. 38.000 udgåede hovedkort over døde københavnere fra 1923-32.
Om indtastning af Politiets registerblade
Hundredvis af frivillige har indtastet oplysningerne på registerbladene, så de nu er søgbare og letlæselige. Indtastningen af Politiets registerblade foregik fra 2010 til 2018. Projektet er nu afsluttet. Du kan læse om indtastningsprojektet og finde indtastningsvejledning og anden dokumentation af projektet via nedenstående link.