Ægteskabskonflikt i Rådstueretten
En sælskindslænestol, en seng, et par ravøreringe, en themaskine, en natpotte og et forgyldt spejl. Disse ting og mange andre blev en del af ægteskabskonflikten mellem skipper Augustinus Kierulf og hans hustru Sara, som udspillede sig i årene 1757-1761 i Københavns Rådstueret.
Retssagen om Sara og Augustinus Kierulf findes sammen med mange andre retssager om stridende københavnere på Københavns Stadsarkiv. I retssagerne kommer vi ofte meget tæt på fortidens hverdagsliv.
Historiker Ya Trier har brugt arkivalierne fra Rådstueretten i sit speciale fra Københavns Universitet og fortæller her Saras og Augustinus’ historie.
Utro eller gal?
Historien om det konfliktfyldte ægteskab blev oprullet i retssalen. Det hele var begyndt, mens Augustinus var bortrejst. Den 22. maj 1757 skrev Saras svoger Christopher Friderich til Københavns Magistrat om Sara, som han anklagede for en lang række ting. Det værste var den ”skammelige gerning”, at Sara selv havde sagt, at hun var blevet gravid med en matros fra et handelsskib. Sara påstod senere, at det blot var noget, hun havde sagt i ”galskab og raseri”, over den konstante overvågning, som hendes mands slægtninge og venner underlagde hende.
Arresteret og smidt på gaden
Sara blev arresteret og smidt i Rådhusarresten, men en jordemoderundersøgelse viste, at hun ikke var gravid og derfor blev hun løsladt igen. Men da Augustinus kom hjem fra sin rejse senere på året, var gensynet mellem mand og hustru langt fra hjerteligt.
Nu satte Augustinus og svogeren Christopher en listig plan i værk og ugen efter blev Sara endnu engang arresteret. Hvilken grund Augustinus brugte vides ikke, men hun blev løsladt – igen – kort efter. Men da hun kom hjem til parrets hus i Størrestræde ved Holmens Kirke, måtte hun indse, at hun nu var låst ude af sit hjem i Størrestræde og forment adgang til sine ejendele, klæder og penge – af sin egen mand. Han anklagede Sara for at være en dårlig mor, en trussel mod sig selv og sine børn samt for druk og skammelig gerning. Deres tre børn fik han sat i pleje hos en familie i Nyboder og huset solgte han for den nette sum af 1700 rigsdaler. Et meget stort beløb.
Kvinder i 1700-tallet
Hvor gik man hen som kvinde i sådan en situation? De heldige kunne tage hjem til deres forældre eller søskende, mens de mindre heldige måtte søge ly på gaden. Sara havde heldigvis familie i byen, hvor hendes bror Matthias åbnede sit hjem for hende og hjalp med retssagen mod Augustinus.
I 1700-tallet var kvinder juridisk afhængige af mænd. I hjemmet var manden husbond og dermed værge for alle i husstanden. Derfor stod han også stærkere i ægteskabelige konflikter. Separationer og skilsmisser blev anset som en samfundsbyrde, fordi det kunne være svært for enlige kvinder at brødføde sig selv.
En handlekraftig kvinde
I stedet for at acceptere sin skæbne tog Sara til genmæle. Hun mente, at Augustinus uretmæssigt havde udnyttet hendes fravær til at gøre sig fri af hende. Sara brugte de muligheder, som var tilgængelige for kvinder i 1700-tallets København, og ansøgte kongen om økonomisk hjælp til en sagfører. Det fik hun bevilget og nu sagsøgte hun sin mand for økonomisk bedrageri.
Sara mente, at Augustinus havde snydt hende for hendes andel af boet og krævede både hustruunderhold og sine ejendele tilbage. Omvendt ville Augustinus have hende idømt livstid i den berygtede arbejdsanstalt Spindehuset på Christianshavn.
Uanstændig og utro
Under retssagen kom det frem, at Sara havde været højgravid tilbage i 1756, da Augustinus var rejst. Kort efter hans afrejse havde hun født et lille drengebarn, som døde få dage efter fødslen. Herefter var hun blevet syg, svagelig og begyndt at drikke mere end godt var. De nærmeste omkring hende ”maatte forsvare flasken for hende” og hun rendte omkring på gader og stræder og sagde upassende ting til husets logerende og andre folk. Det var omkring denne tid, at hun havde sagt, at hun var gravid med en anden mand. Augustinus påstod, at Sara havde været ham utro upåagtet, at der ikke var tegn på noget barn.
Rygterne i byen
Det var slemme anklager. Men vigtigst var en samtale mellem ægtefolkene, som Augustinus’ bror havde overhørt den aften, hvor Augustinus var vendt hjem fra sin rejse. Sara havde bedt Augustinus om at lægge sig med hende i deres ægteseng, men det ville han ikke.
Derefter havde han sagt, ”at nu kunne han ikke spare hende, siden det var kommet så meget ud blandt folk, hvorledes hun havde opført sig i den tid, han havde været borte” og at han ”én gang forhen havde taget hende til nåde, da hun ligeledes havde ført sig slet op, hvilket var sket for hendes moders skyld, og fordi det ej dengang var rygtedes så meget iblandt folk.”
Det virkelige problem
Det var i virkeligheden hverken Saras galskab eller påståede utroskab, som var problemet, men snarere de rygter, der gik i byen om Sara. Hendes ære og omdømme var plettet. Kun ved offentligt at tage afstand fra hende kunne Augustinus Kierulf redde sin egen ære og undgå at tabe ansigt.
Den sidste dom i sagen blev afsagt den 18. februar 1761 og her forkyndte retten, at Augustinus Kierulf var i sin gode ret – som husbond og boets værge – til at sælge og forvalte det, der blev betragtet som hans ejendom. Sara var ikke berettiget til noget, men kom trods alt ikke i Spindehuset. Sara og Augustinus blev ganske enkelt bedt om at gå hver til sit. Nu var Sara på egen hånd og måtte håbe på sin brors fortsatte gæstfrihed. Alternativet var hårdt arbejde eller i værste fald gaden.
Vil du læse mere
Find sager om livet i 1700-tallets København i Rådstuerettens arkiv og bestil til læsesalen:
Se Christians Geddes kort over København fra 1761 på kbhbilleder.dk:
Artiklen bygger på Ya Triers specialeafhandling i historie, som kan læses i sin helhed her: