Af Svend Baggesen, fhv. afdelingsarkitekt hos Stadsarkitekten
Fra Pløresund til miljøhovedstad
Pløresund skrev Ekstrabladet på forsiden dengang omkring 1970. Kom man flyvene ind mod København, kunne man se de store brune faner fra spildevandsafløbene strække sig langt ud i Øresund.
Ikke som i dag hvor man ser ned på det friske hav omkranset af hvide badestrande og lange rækker af havvindmøller.
København er blevet Europas Miljøhovedstad. Det begyndte med Renseanlæg Lynetten.
Spildevand skal håndteres
I takt med at København var vokset som storby, var behovet for effektiv spildevandsrensning blevet mere og mere omfattende.
I Københavns Kommune havde man længe arbejdet med forskellige idéer, f.eks. i 1945 et stort rensningsanlæg på en kunstig ø på Middelgrunden, et projekt som dog var alt for kostbart.
Endelig i 1973 besluttede man sig til at etablere et stort rensningsanlæg på opfyldt areal ved Lynetten nord for Refshaleøen.
København var således godt på vej til at opfylde kravene i Lov om Miljøbeskyttelse, som trådte i kraft oktober 1974.
Et stort anlægsprojekt
Etablering af Renseanlæg Lynetten var en enorm anlægsopgave med inddæmning og tørlægning af et stort vandområde ved Lynettefortet nord for Refshaleøen og støbning af meget store betonkonstruktioner. Dertil kom alt det tekniske udstyr. Det samlede budget var på 1 milliard kroner.
Og budgettet holdt. Så ved rejsegildet, da de første store tankanlæg var færdige, var det en stolt borgmester for magistratens fjerde afdeling Alfred Wassard Jørgensen, der indledte sin tale med at konstatere at et anlægsbudget for en gang skyld holdt, ja, at der var udsigt til besparelser.
Det var nu ikke så heldigt, for samme dag havde betonarbejderne måttet acceptere lønnedgang, så stemningen var dårlig, og borgmesterens indledning udløste en buhen og råben, med det resultat at Wassard afbrød sin tale:”Vil I ikke høre talen, vil jeg ikke holde den” sagde han og gik sin vej.
Epoxy – et nødvendigt onde?
I 1978 blev den konservative Wassard Jørgensen afløst som borgmester for magistratens 4. afdeling af venstresocialisten Vilo Sigurdsson. Man var nu nået så langt i anlægsprocessen, at man skulle i gang med overfladebehandling af de store tankanlæg. Det var i forbindelse med rengøring nødvendigt af hygiejniske grunde, og et krav fra kloakarbejderne.
Det blev starten på Epoxysagen.
Teknisk var epoxy det bedst egnede materiale til formålet, men epoxy er farligt at arbejde med, og i juni 1978 besluttede arbejderne på Lynetten at standse arbejdet med epoxy. Vilo Sigurdsson støttede arbejderne, og i det følgende halvandet år bølgede den såkaldte epoxy-sag frem og tilbage med vekslende styrke på arbejdspladserne, på Københavns Rådhus, i Direktoratet for Arbejdstilsynet og i massemedierne. Det hele endte med, at ansvaret for Lynetten blev taget fra Vilo Sigurdsson og overdraget til overborgmester Egon Weidekamp, og at tankanlæggene blev overfladebehandlet med Epoxy, men med iagttagelse af alle mulige sikkerhedsforanstaltninger.
