En ulykkelig kvinde
I 1920 blev en yngre, københavnsk kvinde indlagt på Kommunehospitalets 6. Afdeling, som var hospitalets psykiatriske afdeling. Hun blev indlagt under diagnosen Morphinismus chron. Hun fortalte, at hendes kæreste og forlovede gennem 12 år havde hævet forlovelsen et halvt år forinden. Derefter var hun begyndt at tage morfin flere gange dagligt. Hvor hun fik det fra, ville hun ikke sige. Særligt om natten, hvor hun så ”Mændsskikkelser (vistnok Kæresten) og hører Stemmer (…)”, kunne hun være angst. Lægerne noterede, at hun gjorde et aldeles deprimeret indtryk.
Den unge kvinde var en såkaldt morfinist. Det var indtil efter Anden Verdenskrig den mest gængse betegnelse for det, man i dag kalder narkomani eller misbruger.
Den unge kvindes videre forløb var typisk på daværende tidspunkt. Hun blev først indlagt på et københavnsk hospital, der havde psykiatrisk afdeling. Det var indtil 1933 kun Kommunehospitalet, som havde en sådan afdeling. Derefter kunne man ved samtykke blive overført til Københavns Kommunes længerevarende psykiatriske tilbud, Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Der ankom den yngre kvinde efter tre uger på Kommunehospitalet.
Afvænning og abstinenser
Den unge kvinde og hendes medpatienter skulle igennem et afvænningsforløb med gradvis neddosering af deres stof over 1-2 uger. Nogle gange tog det længere tid afhængigt af udgangspunktet. I denne periode blev patienten tilset dagligt, hvor man holdt øje med abstinenssymptomer.
Derefter fulgte en periode, hvor patienten skulle blive på hospitalet så længe som muligt. Minimum seks måneder og gerne et år. Man ønskede at afskære patienten fra de vante fristelser i hjemmemiljøet så længe som muligt. Erfaringen var nemlig, at mange genoptog deres forbrug efter udskrivelse fra hospitalet.
Ro, frisk luft, hvile, god diæt og hvis muligt beskæftigelsesterapi var det vigtigste i den efterfølgende behandling.
Løgnagtige og svigefulde patienter
I den medicinske litteratur om morfinister blev det ofte fremhævet, at de var løgnagtige. Det var en del af sygdommen. Det gjaldt også en del af patienterne på Sankt Hans Hospital og Kommunehospitalet.
Lægerne brugte flere tricks for at afsløre morfinisternes løgne. Hvis en patient hævdede ikke at være morfinist, kunne man se efter abstinenssymptomer. Patienter, der forgav at have store smerter og lidelser for at få morfin, fik somme tider indsprøjtninger med destilleret vand i stedet. Lægerne vurderede også patienters troværdighed ud fra de oplysninger, patienterne gav om deres eget liv.
Om den yngre kvinde skrev personalet på Sankt Hans Hospital, at ”(…) af og til tager man hende i Selvmodsigelser i hendes Oplysninger.” Man troede blandt andet ikke på hendes fortælling om en læge, som hun havde været forlovet med.
Nogle gange gav de pårørende også oplysninger om patienterne. I den unge kvindes tilfælde meddelte hendes egen mor, at hun ”(…) har altid været ubehagelig, nærtagende let stødt.” Senere tilføjede man, at hun ikke egnede sig til ”(…) at være paa egen Haand i Livet.” Den yngre kvinde lod til at være isoleret og alene.
En ensom patientgruppe
I perioden 1920-1945 var 109 patienter indlagt på Sankt Hans Hospital til afvænning. Der var ofte tale om enlige. De var enten ugift, fraskilte, separerede, enker eller enkemænd. De kunne som den yngre kvinde fortælle om kærlighedssorger, eller afsavn og ensomhed. Nogle fortalte også om økonomiske problemer og arbejdsløshed. Andre berettede om søvnløshed og nervøsitet. Størstedelen af patienterne angav dog, at de blev introduceret til deres stof i forbindelse med lægebehandling, og senere af samme eller en anden årsag havde påbegyndt deres misbrug.
Patienterne kom fra stort set alle sociale lag. Blandt patienterne var journalister, regnskabsførere, bogholdere, antikvitetshandlere, universitetsstuderende, læger, tandlæger og håndværkere. Andre var arbejdsmænd, invaliderentenydere og pensionister, og atter andre musikere, kunstnere og modehandlere. Kvindelige sygeplejersker var den eneste erhvervsgruppe, der var overrepræsenteret.
Ligesom den yngre kvinde havde patienterne det til fælles, at de ikke havde andre steder at gå hen. Sankt Hans Hospital blev endestationen.
Patienterne havde stort set intet privatliv
Livet på Sankt Hans Hospital var dog ikke let. Man lå på store sengestuer, der var inddelt i rolige og urolige afdelinger. Privatlivet var sparsomt, særligt hvis man blev betragtet som vrangvillig og modstræbende. Der var mange regler, og man skulle gå i særligt hospitalstøj. Som adspredelse kunne man udover arbejde og daglige spadsereture, underholde sig selv med læsning, grammofonlytning eller spil.
Personalet bestod af en fast lægestab, med en overlæge på henholdsvis Kvindehospitalet og Mandshospitalet. Den daglige pleje blev forestået af sygeplejersker og et større antal plejersker. Der var store problemer med overbelægning og pladsmangel samtidig med, at det samlede antal patienter voksede.
Indlagt igen og igen
Flere patienter blev indlagt gentagne gange på Sankt Hans Hospital. Den yngre kvinde var en af dem. Efter lidt over tre måneders indlæggelse blev hun inden udskrivelsen beskrevet som velbefindende, arbejdsom, venlig og medicinfri. Det holdt dog ikke længe. Hun havde ikke været væk fra hospitalet mere end et halvt års tid, før hun igen blev indlagt på Kommunehospitalets 6. Afdeling. Da hun i 1930 blev indlagt for sidste gang, havde hun været indlagt i alt 13 gange på Kommunehospitalets 6. Afdeling og Sankt Hans Hospital.
I forbindelse med den sidste indlæggelse var hun blevet straffet for tyveri. Hun var fortsat ugift – og morfinist.
I dag modtager Sankt Hans Hospital fortsat psykiatriske patienter med misbrugsproblemer. I den gamle hospitalsbygning Fjordhuset fra 1872, findes en specialafdeling med behandlingstilbud i Region Hovedstadens psykiatri.