Fattigdommens udvikling
Det er en lang og spændende periode af Københavns historie som fattig- og forsørgelsesvæsnets arkiv dækker. Både byen, synet på fattigdom, ansvaret for fattigdom, og samfundets forpligtelser i forhold til fattigdom gennemgår voldsomme forandringer.
Med den lette digitale adgang til arkivmaterialet giver Københavns Stadsarkiv forskere, studerende, slægtsforskere og historieinteresserede et helt nyt udgangspunkt for at undersøge denne spændende udvikling. I alt 568 protokoller fra fattig- og forsørgelsesvæsnet er kommet på nettet.
Mange former for fattigdom
I fattig-og forsørgelsesvæsnets arkiv møder vi ikke kun fattiglemmerne. Her er også oplysninger om de mange københavnere, der modtog en mindre hjælp i en kortvarig periode eller til en konkret ting. Det gør at arkivet dækker en meget stor del af den københavnske befolkning.
Her er for eksempel oplysninger om hjælp til et par sko til konfirmationen. Til et par briller eller en symaskine. Til hjælp til sygepleje, til en begravelse, til et sted at bo, en spand kul eller en tur til lægen.
Skrøbeligt eksistensgrundlag
Fra midten af 1800-tallet var København i en rivende udvikling hvor industrialiseringen og flytningen fra land til by, resulterede i mange nye københavnere i de hurtigt voksende brokvarterer. Hverken by eller lovgivning kunne følge med.
En typisk arbejderfamilie kunne stort set klare sig rimeligt for de penge, forældre og børn kunne tjene hjem. Men så snart sygdom, arbejdsløshed, ulykke eller uforudsete begivenheder viste sig, kunne det vælte læsset og starte en ond cirkel. På rigtig mange måder et skrøbeligt eksistensgrundlag, der har sat sig spor i de hundredvis af protokoller i arkivet.
Fra regler til mennesker
Hvor udviklingen i fattiglovgivningen er relativ godt beskrevet, har vi med dette materiale fået et åbent vindue ind til de mennesker, der var i berøring med lovgivningen. Muligheden for at følge konkrete københavnske familier på tværs af de mange typer arkivmateriale kan sætte ’ansigt’ på de mange menneskeskæbner.
Sådan bruger du protokollerne
Brug af det online arkivmateriale fra fattig-og forsørgelsesvæsnet svarer til, hvordan du ville kunne bruge protokollerne på læsesalen. Det betyder at indholdet i de håndskrevne protokoller ikke er søgbart, men at du skal bladre dig frem gennem siderne, som i en bog. Brug de tilhørende navneregistre til at finde den person, du leder efter.
Vi anbefaler at du læser vejledningen til fattig- og forsørgelsesvæsnets arkiv først.
En families historie, set gennem protokollerne fra fattig- og forsørgelsesvæsnet
Blikkenslager Thomas og hans kone Christine var begge indfødte københavnere. De blev gift i Helligåndskirken i 1870. Deres første barn Villiam var 2 måneder. Over de næste 13 år, fulgte 4 børn mere, Carl, Ida, Laura og Thomas – sikkert opkaldt efter faderen.
Årene 1878-80 var hårde for familien. De får pengehjælp, i perioder 20 kr. halvårligt, og 4 rugbrød hver uge i vinterens løb. De får desuden jordemoderhjælp til de to pigers fødsel.
I foråret 1880 blev de sat ud af deres lejlighed i Korsgade 27. I maj blev de sendt på fattiggården, dvs. den særlige husvildeafdelingen ude på Ladegården. Her boede de i tre uger inden de fik en lejlighed i Fredericiagade med forskud på 10 kr. I protokollen står: ”Det tilkendegøres konen, at hvis familien i sommerens løb atter bliver husvilde og ikke inden en kort tid kan hjælpe sig, vil den blive opløst”.
Det lykkedes familien at komme nogenlunde på fode, men de flyttede en del. I 1882 flytter de til Frederiksberg, hvor de også får fattighjælp: penge, tøj og medicin til børnene. Faderen, Thomas, dør i 1884 på Frederiksberg Hospital. Da er den yngste, Thomas, kun et år, men den ældste, Villiam er samme år blevet konfirmeret og har fået plads på Telegrafstationen på Gammel Kongevej.
Enken Christine flytter herefter til Matthæusgade på Vesterbro, hvor de mellemste børn kommer i Vesterbros Friskole. Det kostede normalt penge at gå i skole, men kommunens friskoler var gratis. I 1885 ansøgte enken Københavns Kommune om hjælp og fik igen fast hjælp i flere år. I 1890 flyttede Christine Koch og hendes 4 børn tilbage til Frederiksberg, hvor de blev boende. Efter fem år på Frederiksberg, overtog Frederiksberg Kommune, forsørgelsen af familien.