På juleudstilling
”Når stormagasinernes juleudstillinger startede omkring 1. december, begyndte en lille krig: jeg og min søster ville ind til herlighederne, men der var altid vagt ved indgangen, der jagede os børn væk. Men ved at lade som om vi fulgtes med en voksen, kunne vi tit slippe forbi. Kom vi ind var det legetøjsafdelingen, der var målet!” Sådan mindes Kurt Spuhr, født i 1923, tiden i 1930’erne, hvor granguirlander og gyldent lys fra hundredvis af elektriske pærer i stormagasinernes vinduespanoramaer lokkede folk til sig.
Vindueskiggeri var gratis luksus
Særligt efter krigens smalkost virkede butikkernes overdådige julevinduer som den rene luksus – og for byens børn og voksne var det en gratis fornøjelse bare at kigge på: ”Vi glædede os til at gå strøgtur, når der var hængt granguirlander med lys i op i gaderne, det så så festligt ud. Det myldrede med mennesker på strøget om aftenen, så strøgbusserne næsten ikke kunne komme frem. I nogle vinduer var der arrangeret hele landskaber med mekaniske figurer og tog, samt massere af dejligt legetøj” mindes Anne Helene Larsen, født i 1921.
Butiksjulemand lyttede til børns ønsker
Byens stormagasiner konkurrerede om at have den flotteste juleudstilling og der blev lagt et stort arbejde i at udtænke og iscenesætte fantasifulde tableauer: årets juleudstilling fik titler som en rigtig teaterforestilling med tilhørende kataloger. Alle kneb gjaldt for at forføre kunderne, og fra den anden side af Atlanten kom et godt trick: at sætte børnene op på knæet af en rød- og hvidklædt julemand, så de kunne hviske deres julegaveønsker – fx noget de lige havde set i butikken – i hans nisseøre.