Et fæstekontor var en privat arbejdsformidling
Københavns fæstekontorer formidlede i århundreder arbejde til tyende. Det var tale om privat arbejdsformidling, der tog sig betalt for at formidle kontakten. På kontorerne var der mange unge mennesker og svenskere der lod sig fæste eks. som vaskepiger, kokkepiger og tjenestepiger, eller som karle, kuske og arbejdsmænd.
Fæstekontorerne reguleres
På byens fæstekontorer blev der formidlet arbejde og indgået kontrakter mellem arbejdssøgende tyende og arbejdsgivere, der manglede arbejdskraft. Kontorerne var private virksomheder, der tog sig betalt for at hjælpe bl.a. tjenestepiger og arbejdsmænd med at få plads. Fæstekontorerne var også et erhverv der blev reguleret og debatteret, indtil det langsomt blev afviklet i 1930’erne.
Fæstevæsenets historie er også nært forbundet med forsøg på at regulere det. Indtil 1728 var det selvbestaltede fæstekoner, der formidlede arbejde til tjenestepiger. Der blev dog også klaget over fæstekonerne for at forbinde ”Letfærdige Qvindfolk” med byens horehuse.
Starten på et reguleret fæstevæsen kom i 1728. Her udstedte kongen en lov, hvor bystyret, dvs. Magistraten, skulle udnævne to mænd. Det skulle være:
”Ærlige og skikkelige mænd, hos hvem alle fra de andre provinser eller fremmede steder ankommende kvindfolk skulle anmelde dem, på det at de ved deres hjælp kunne komme hos godt folk at tjene.”
Med tyendeloven af 1854 blev erhvervet reguleret yderligere. Fæstekontorerne skulle fra da af bl.a. føre lister over både tyende og husbond i autoriserede protokoller, der var autoriseret af Magistraten.
Underverden med bondefangeri og humbug
Tyendeloven slog også fast, at man ikke måtte drive fæsteforretning uden bevilling. Alligevel var der en underverden af ikke-autoriserede fæstemænd. I 1891 skønnede Københavns Politi, at der udover tre autoriserede fæstekontorer også var 27 private og et ukendt antal værtshusholdere, der drev fæstevirksomhed som bierhverv – og som tjente godt på det.
Fæstekontorerne, både de autoriserede og de uautoriserede, blev kritiseret for at snyde med kontrakter og for at behandle tjenestefolkene dårligt. Det fik bl.a. Dansk Kvindesamfund til at oprette deres eget fæstekontor i 1887, der skulle fungere som et hæderligt alternativ og være med til at rette op på forholdene.
I Rigsdagen kom fæstevæsnet flere gange under luppen og blev kritiseret for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, der dumpede lønniveauet. En anden del af kritikken gik på at kontorerne gav sig af med humbug og bondefangeri. For Christen Berg, medlem af Landstinget for Venstre, gav fæstekontorernes annoncer i byens blade og aviser falske løfter til de arbejdssøgende:
”Fæstemandsreklamer, som ofte er tomme reklamer, der ikke have noget bag sig, hvad der har været en ulykke for mangfoldige mennesker.”
Ulykken var ofte dobbelt. Ikke alene blev godtroende folk lokket til København med løfte om gode jobs og god løn. Det var ikke andet end lokkemad og havde sjældent hold i virkeligheden. Men lige så slemt var det, at tjenestefolkene ofte havde forladt gode pladser til fordel for bondefangernes blændværk. Det var altså ikke helt uproblematisk, at fæstekontorerne havde en økonomisk interesse i, at der blev skiftet job.
Mens mange var enige om at kritisere fæstekontorerne, var der forskellige meninger om, hvad der skulle gøres. Der blev talt om at indføre sanktioner med straf og bøder til de virksomheder, der overtrådte reglerne. Socialdemokratiet talte for at indføre offentlige arbejdsformidlinger, mens flere borgerlige hellere så, at konkurrencen kom fra det private. Andre mente, at det ville rette op på erhvervet, hvis kvinder kunne oprette fæstekontorer.
Gode lokaler og ordentlige fæstekontorer
I 1891 fik landets kommunalbestyrelser mulighed for at styre forholdene for fæstekontorerne. I København betød det, at Borgerrepræsentationen indførte en række krav, der regulerede kontorerne. Borgerrepræsentationen fik ret til at styre antallet af bevillinger og opsætte regler for de takster, som fæstekontorerne måtte opkræve.
Derudover var der en række tiltag, der skulle rette op på fæstekontorerne. Kontorerne skulle være ordentlige og veldrevne. Der fulgte f.eks. krav om fæstekontorer for kvinder også skulle betjene sig med kvindeligt personale.
Et andet tiltag gik på de fysiske rammer. Der skulle lægges afstand til værtshusenes rå miljøer. Det slog sig igennem i indretningen af kontorerne, hvor der kom krav om at
”Lokalerne skulle være sømmeligt udstyrede og forsynede med fornødent bohave, lokalerne skulle altid holdes forsvarligt rene.”
Langsom afvikling
I 1919 diskuterede medlemmerne af Borgerrepræsentationen om taksterne til fæstekontorerne skulle forhøjes. De havde været faste siden 1891. Forhandlingerne i Borgerrepræsentationen vidner også om, at fæstevæsenet var under langsom afvikling.
I 1901 havde fæstekontorerne fået konkurrence af offentlige arbejdsformidlingskontorer. Det var med til at fjerne behovet for fæstekontorer. Derudover havde kritikken af erhvervet også ændret sig.
For socialdemokraten J.P. Jønson medvirkede fæstevæsenet til at opretholde en klasseforskel mellem tyende og øvrig arbejdskraft. Fæstekontorerne var forældede og deres opgaver kunne lige så godt overtages af offentlige arbejdskontorer. En anden socialdemokrat, Marie Christensen, pointerede, at kontorerne også modarbejdede fagforeninger og derfor var alle bedre tjent uden dem.
For C.N. Espersen fra den Borgerlige Vælgerforening var sagen en anden. Fæstekontorerne havde et personkendskab og viden om en særlig kundekreds, som de offentlige kontorer ikke havde. Derfor skulle man bevare fæstekontorerne så længe som muligt.
Den konservative borgmester Ernst Kaper manede til ro. Mange havde indtryk af at fæstekontorerne var ”en slags vampyrer, der sugede blodet ud af de fattige mennesker”. Sådan forholdt dig sig slet ikke. De uændrede takster havde gjort det til en dårlig forretning at drive fæstevirksomhed i 1919.
Men på trods af konkurrence og ringe forhold var der fæstekontorer i København frem til 1960’erne. Stadsarkivets protokoller fra fæstekontorer slutter dog i 1939.
Vil du vide mere
Protokollerne fra 12 Københavnske fæstekontorer er digitaliserede og kan ses i Kildeviseren.
I vores store samling af erindringer kan du også læse om arbejdsliv og tider med og uden fæstekontorer og tjenestefolk.