En helligdag med stolte københavnertraditioner
Store Bededag har altid været en rigtig københavner-helligdag. Dagen blev lagt så kongen kunne holde den med københavnerne inden hans årlige sommertogt. Det var de københavnske bagere der opfandt de varme hveder. At promenere på voldene og slås i gaderne på Store Bededagsaften er andre ”stolte” københavnertraditioner. Få historien her og bliv klar til den allersidste Bededag.
Den 5. maj 2023 er den sidste Bededag i Danmark. Forud er gået 336 Bededage siden Christian 5. indførte helligdagen i 1686. Interessant nok blev bededagen faktisk indført for at reducere antallet af fridage – ikke helt ulig situationen i dag. Før Reformationen i 1536 var der rigtig mange bods- og bededage, hvor man tilbad helgener eller gik i forbøn for en god høst. Nogle helligdage overlevede Reformationen og folk hengav sig ikke kun til fromhed og bøn på helligdagene, men også til masser af druk og fest.
Initiativtageren til den kongelige forordning om en ”Ekstraordinær Almindelig Bededag”, som dagen oprindeligt hed, var Sjællands biskop, Hans Bagger. Han byttede nok gerne de mange useriøse helligdage for én andægtig bededag – men så skulle der også bedes! Store Bededagsaften bimlede kirkeklokkerne og indvarslede, at nu ophørte handel, vandel og udskænkning, så folk kunne gå hjem og blive friske til gudstjenesten dagen efter.
Men københavnerne gik ikke hjem, men i stedet en tur på voldene…
Forårsromantik på voldene
Det siges, at traditionen med at gå på voldene kan spores tilbage til 1747, da Vor Frue Kirke fik et nyt klokkespil. Det skulle have været denne musik, der lokkede københavnerne til at gå tur på den gamle fæstning. Da store dele af de københavnske volde blev nedlagt i midten af 1800-tallet, gik mange københavnere deres tur på Langelinie, Christianshavns Vold eller Kastellet, hvor også studenterne samledes. I Stadsarkivets erindringssamling findes mange skildringer af netop denne gåtur. Fx husker Tove Stæhr tilbage på en Store Bededagsaften omkring 1950:
”Min ungdoms store aften, da jeg som 20-årig deltog i Studenterforeningens festlige arrangement Store Bededagsaften. Vi begyndte med et lille møde på kirkepladsen på Kastellet – lidt tale – lidt fællessang, hvorpå faklerne blev tændt, og vi gik i fakkeltog gennem den indre by til Studenterforeningens hus. Her blev jeg budt op af en nydelig student – jeg vidste ikke, at det var min kommende mand – til tonerne af Lehar’s “Guld- og Sølvvals”.”
Iskolde hænder og brandvarme hveder
Også børnene var ude Store Bededagsaften – og flere erindringsskrivere nævner både hveder og kulden ved at være ude sent om aftenen. Ingrid Rasmussen erindrer Store Bededagsaftnerne i 1920’erne:
”Store Bededagsaften gik vi på Christianshavns Vold, der blev holdt taler, der var faner og en talerstol. Der var en masse børn. Der var rejst et stort telt, hvor der var servering, the og varme hveder, jeg ville så gerne derind, men vi gik hjem og fik varme kryddere derhjemme. Det var tit koldt og blæsende sådan en aften. Fredag aften havde bageren i Burmeistersgade varme kryddere, vi børn afsted i en fart, for tænk om der var udsolgt, når man kom derhen. 4 kryddere, en til hver, det var lykken.”
Krydderen – eller hvedens oprindelse tilskrives københavnske bagere, som fandt på, at bage nogle store hvedeknopper, som ville kunne varmes på selve bededagen, eftersom loven foreskrev at bagerne også skulle holde fri og dedikere dagen til bøn. Det vides ikke præcis hvornår man begyndte at spise hvederne om torsdagen, men noget tyder på, at hveden ikke tjente et praktisk formål ret længe, men udelukkende blev spist som en lækkerbisken.
Bøllebank på bededagen
En tradition, som heldigvis er uddød, er det store Bededagsslag, hvor christianshavnerne sloges med amagerkanerne. Knud Olsen voksede op på Christianshavn omkring år 1900 og skriver i en erindring:
”Jeg husker vi drenges drabelige slagsmål oppe på volden, som dengang endnu ikke var friseret og anlagt med linialrette stier og spadseregange, næh da var voldens skråninger en sand urskov af blomstrende og duftende hvidtjørn, et sandt eldorado for os drenge, hvor vi kunne lege og slås af hjertens lyst uden at voksne blandede sig deri. Store bededagsaften vankede der brådne pander når de lange stave blev svinget i luften og mange ar stammer fra den tid da der kæmpedes på livet løs oppe på den gamle vold.”
En anden christianshavnerdreng, E.F. Købler, husker også den vilde aften:
”Store Bededagsaften var særlig spændende for os Christianshavnerdrenge. Det var en fast regel, at den aften skulle der være fest i gaden. Amagerkanerne skulle have tæv, hvorfor ved jeg ikke. De høje 2-etages sporvogne kørte dengang ad Torvegade og forbi den gamle Accisebod. Vi drenge, bevæbnet med masser af græstørv, anbragte os på den høje vold overfor Acciseboden, og når sporvognen kørte forbi, så fik amagerkonerne græstørvene i hovedet, indtil en af os råbte “det lyner”, og så kunne det nok være, vi fik benene på nakken. At det “lynede” betød, at nu kom politibetjentene. Nå- dem kunne vi jo sagtens spæne fra.”
Bededagsslagsmålene stoppede omkring Første Verdenskrig og det er netop i denne periode at flere af voldanlæggene blev restaureret efter at have henlagt som vildnis i årtier. Christianshavns Vold blev restaureret for private midler og åbnede som parkanlæg i april 1916. Om denne begivenhed skriver den meningsstærke blikkenslager og storsamler af fotografier Niels Ludvig Mariboe bag på et af sine indsamlede fotos:
”Man maa beklage at dette med saa store frivillige Pengeofre skabte smukke Anlæg findes paa Christianshavn, da denne Bydels vanartede og ondsindede Proletariat ganske sikkert vil gjøre alt for igjen at udslette ethvert Spor af Skjønhed og idyl.”
Det sidste og største Store Bededagsslag blev udkæmpet mellem SVM-regeringen, oppositionen og fagbevægelsen. Det blev regeringen, der vandt slaget, for den 28. februar 2023 vedtog Folketinget den lov, der afskaffer Store Bededag som fridag. Fra og med 2024 er det en almindelig arbejdsdag. Tiden vil vise, om vi alligevel kommer til at holde den gamle tradition med varme hveder i hævd. I år er der vist ikke megen tvivl om, at de fleste husker hvederne, og at bagerne har kronede dage – måske for sidste gang.