Fest og hjemkomst på Bellahøj skole
Den 6. november 1945 var en festdag på Bellahøj Skole i Brønshøj. Skolen havde i mere end et halvt år huset tyske flygtninge. Undervisningen foregik alle andre steder end på skolen. Nu kunne elever og lærere igen vende tilbage til deres skole.
Det var en festdag. I gaderne omkring skolen mødtes elever og lærere. I fælles trop marcherede de ind på skolen til musik fra brandmandskorpsets orkester, og elev for elev blev skolegården fyldt op. Her ventede der eleverne taler, sang, is og kager.
Richard Sørensen var lærer på Bellahøj Skole. Efter krigen skrev han om skolen under besættelsen og afleverede sin beretning til Københavns Stadsarkiv. Om dagen, hvor skolen blev givet tilbage, skrev han:
”Så kom det store øjeblik, da vi atter hejste Dannebrog på skolens flagstang og dermed tog vor skole i besiddelse efter godt syv måneders omflakken under elendige skoleforhold.”.
Efter festen i gården, blev de mindste elever sendt hjem. For de større elever og lærere fortsatte hjemkomsten inden døre. Her var der flere taler og sange, og der blev afsløret en mindesten for en tidligere elev, der faldt under besættelsen. Hjemkomsten betød ikke kun fest og glade dage, det var også en markering af en dyster tid.
En blanding af sorg og harme
Bellahøj Skole blev beslaglagt under eksamensperioden i foråret 1945. Det betød, at de 1800 elever var uden skole. Skolen skulle huse omkring 1200 flygtninge, der kom til København fra Østpreussen og var på flugt fra den røde hær. Senere blev skolen omdannet til et midlertidigt hospital for flygtningene.
Richard Sørensen beskrev dagen. Det var ikke mangel på lokaler der fyldte, men det var en tung og usikker dag, hvor læreren frygtede for, hvordan skolen ville se ud, når den en dag blev givet tilbage.
”Det var dog med en egen blanding af sorg og harme, vi forlod skolen og overlod den til vore fjender. Hvor længe ville det mon vare, før vi atter kunne rykke ind? Ville vi mon finde alt, hvad vi måtte efterlade, ødelagt? – Ja, – vi frygtede faktisk, at tyskerne ville anvende alt brændbart til at fyre op med; brændselsmanglen var jo på det tidspunkt meget kritisk. – Åh – det var en tung dag.”.
En skole fordelt på 23 steder
I de første år af besættelsen kunne besættelsen også mærkes på skolerne på forskellig vis. Manglen på brændstof tvang skolerne til at skrue ned for temepraturen eller helt slukke for den, og bade efter idræt blev afskaffet. Mørklægningen betød, at undervisningen i vinterhalvåret blev lagt om, så skoledagen begyndte senere, når skolevejen var oplyst af solen.
Beslaglæggelsen af skolen var en ny udfordring. Nu skulle der findes alternative lokaler til undervisning. Det var et puslespil for Bellahøj skole. Undervisningen blev spredt undervisningen på 23 lokationer. Det var så forskellige steder som klubhuse, kælderrum i villaer, en mødesal ved aldersrenteboligerne, fritidshjem, vælgerforeningslokaler og private stuer.
Da eleverne vendte tilbage til skolerne igen, var de spredte lokaler et billede på de trange kår, der havde været og som blev mindet i sange. I Richard Sørensen beretninger er der også vedlagt en sang, der blev sunget på skolen, efter at den blev givet tilbage. Den handlede om Klubhus 2, der var et af de spredte lokaler, og om udfordringerne med at finde dem og eleverne: Da jeg end’lig skuret fandt/mit humør jeg straks gevandt/i en herlig Park det lå/jeg dog ingen drenge så.
Efter hjemgivelsen – næsten normalt
Efter at Bellahøj Skole blev givet tilbage, var næsten alt som normalt, og alligevel ikke helt. Det var ikke alle de beslaglagte skoler i København, der var blevet hjemgivet.
Naboskolen, Brønshøj skole, husede stadig flygtninge og delte derfor lokaler med Bellahøj Skole. Om formiddagen husede lokalerne elever fra den ene skole, mens den anden skole havde lokalerne om eftermiddagen. Det fortsatte indtil februar 1946, hvor Brønshøj Skole blev hjemgivet.
Inger Kjeldsen gik på Brønshøj Skole. Hun skriver i hendes erindringer om det mærkelige ved at gå i skole om eftermiddagen, uden rigtig at forstå hvorfor, og hvem der bor på ens skole:
”Efter nogle få dage fik vi at vide, at vi skulle gå i skole på Bellahøj Skole fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 7 om aftenen. Det var meget mærkeligt at gå i skole i eftermiddagssolskin i stedet for om morgenen. Men ellers kan jeg ikke huske nogen forandring. – Vi talte meget om, hvad der skete hjemme på vores skole. Rygtet gik, et der var flygtninge på vores skole (jeg anede ikke, hvad flygtninge var !), og at der var halm på gulvene i vores klasseværelser og i gymnastiksalen (og der havde vi gået to og to med den tunge, sure svaber og tørret gulvet af efter hver time !)”.
En by uden skolelokaler
Bellahøj Skole var langt fra den eneste skole i København, der blev beslaglagt under besættelsen. I de første år af besættelsen kunne langt de fleste skoler fortsætte med at undervise i deres egne lokaler. Vognmandsmarkens Skole og Nyboder Skole blev allerede fra april 1940 beslaglagt. Eller anvendt til andre formål som skolevæsenet diplomatisk formulerede det.
Dele af de skoler, der ikke var beslaglagt, blev brugt til at huse bl.a. civilbeskyttelse. Hen mod slutningen af besættelsen var fem skoler beslaglagt. I marts 1945 eksploderede antallet til 58 i takt med at flygtningene fra Østpreussen søgte over Østersøen. I befrielsesdagene blev de sidste af de 70 kommuneskoler beslaglagt af hjemvendte soldater, politifolk og frihedskæmpere. Den sidste skole blev hjemgivet i februar 1946.
Undervisningen havde ikke godt af beslaglæggelserne. Fraværet steg, og eleverne manglede undervisning. Det førte til, at skolevæsnet omlagde skoleåret, der normalt gik fra 1.april til 31. marts. I forlængelse af befrielsen blev skoleåret omlagt og dermed forlænget, så det gik fra sommer til sommer. Det gav skolerne en mulighed for at indhente den forsømte undervisning.