Byhistorisk seminar
I foråret 2022 udgav Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv for første gang i næsten 40 år en ny samlet Københavns historie, der sammenfatter de seneste årtiers arkæologiske og kulturhistoriske nybrud i forståelsen af hovedstadens historie.
På seminaret dykker vi ned i udgivelsens metodiske og fortælletekniske greb og bindenes form og indhold. Hvad betyder det fx, at bøgerne er skrevet af både historikere og arkæologer? Hvad vindes ved det kortfattede format, og hvad savnes? Hvilke nye erkendelser har arbejdet givet anledning til? Og hvilke erfaringer kan gives videre til andre, der vil kaste sig ud i lignende projekter?
Seminaret er arrangeret af:
- Dansk Komité for Byhistorie
- i samarbejde med
- Københavns Museum
- Københavns Stadsarkiv
Program
9.45-10.00 – Registrering og kaffe
10.00-10.30 – Hvorfor en samlet byhistorie?
Jane Jark Clausen, Vivi Lena Andersen, Københavns Museum, og redaktør Peter Bejder, Gads Forlag, diskuterer visionen bag København og Historien.
Hvorfor og hvordan valgtes det konkrete bogformat? Og hvem er den tiltænkte målgruppe for bøgerne? Og hvordan spiller bøgerne sammen med de permanente udstillinger i det nye Københavns Museum?
Moderator: Jakob Ingemann Parby.
10.30-11.00 – At bryde nyt land – om forhistorien og det nyeste København
Niels Henrik Andreasen, Københavns Museum, og Anders Møller, Københavns Stadsarkiv, reflekterer over det første og det sidste bind i bogserien.
Hvordan skriver man byhistorie om tiden, før byen opstod? Og hvilke udfordringer giver det at skrive om den nærmeste fortid. Den by, som alle kender og har meninger om?
Moderator: Søren Bitsch Christensen.
11.30-12.30 – Byvandring
En central pointe i de forskellige bind af København og Historien er koblingen af fortidens historie til konkrete lokationer i nutidens København. Deltagerne føres fra Rådhuset til udvalgte lokationer i Indre By, hvor forfatterne står klar til at fortælle.
12.30-13.30 – Frokost fra Meyers Køkken
13.30-14.15 – Grundlæggelser og ødelæggelser
Hanna Dahlstrøm og Rikke Simonsen, Københavns Museum, og Peter Wessel Hansen, Københavns Stadsarkiv, reflekterer over arbejdet med at beskrive grundlæggelser og ødelæggelser og deres betydning for byens topografi og mentalitetshistorie. Og om at skrive om perioder med henholdsvis få og mange kilder/genstande.
Moderator: Mikkel Thelle.
14.15-15.15
- Om at skrive byhistorie – erfaringer fra andre projekter. Søren Bitsch Christensen, Aarhus Stadsarkiv.
- København og Historien med anmelderøjne. Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet.
- Nye veje i byhistorien. Mikkel Thelle, Nationalmuseet.
Moderator: Jakob Ingemann Parby.
15.15-15.30 – Kaffe
15.30-16.15 – Afsluttende paneldebat
Moderator: Jørgen Mikkelsen.