Når sommeren lægger sig over byen, fyldes Islands Brygge, Amager Strand og andre steder af københavnere og turister, der hungrer efter en dukkert. Om vinteren fortsætter det for de modige med vinterbadning, for andre på land i svømmehaller.
København er igennem de sidste årtier blevet rig på bademuligheder – ikke kun på land, men også i den engang så forurenede havn og ved Øresund, hvor der er sket en genopblomstring af havnebade og badezoner. Det er sket efter at København i 1950’erne mere eller mindre blev tørlagt for badefaciliteter.
Men det er langt fra et nyt syn at se havnen fuld af badende og svømmende københavnere. Det begyndte i 1700-tallet, og i 1800- og 1900-tallet var København fuld af badehuse og badeanstalter med eksotiske navne som Venedig og St. Helena.
De første badeanstalter var blevet etableret til flådens folk, og siden fulgte der anstalter til svømmeundervisning af skolebørn, rekreation for borgere og værftsarbejdere og til konkurrencesvømning.
Til lands var der få bademuligheder, men i 1904 blev byens første svømmehal åbnet på Fridtjof Nansens Plads på Østerbro, hvor vandet i de to mindre bassiner blev pumpet ind fra Øresund. Stedet blev aldrig en succes og lukkede allerede i 1911. I 1930 stod Øbro-hallen klar som den første offentlige svømmehal i Danmark, der var kombineret med en badeanstalt, der kunne holde københavnere rene.
Når fiskene ikke kan være i vandet, kan børnene ikke svømme i det
Anderledes var det i havnen, hvor vandet var langt fra at være rent, men alligevel blev det flittigt brugt af københavnerne. Ulla Jørgensen voksede op på Vesterbro i 1930’erne, derfor var det også naturligt, at det var i havnens grumsede vand, at hun lærte at svømme og dykke:
”Vandet var fyldt af slam og meget uklart. Når vi skulle dykke ned (på bunden efter korset), kunne man først se det, når man var kommet helt ned. Selv om jeg havde badevat i ørene, fik jeg altid mellemørebetændelse.”
I 1953 udstedte Stadslægen et forbud for børn under 16 år mod at svømme i havnen. I årene op til havde undersøgelser allerede vist, at det samme vand var uegnet som fiskevand. Vandet var blevet forurenet af stigende skibstrafik og af byens kloaker, der ellers var med til at sikre renlighed i byen.
Op til forbuddet havde der været en nedgang i antallet af besøgende på badeanstalterne. Sundhedskommissionen forklarede det med, at der særligt blandt børneforældre var en udbredt frygt for, at børnene ville blive smittet med polio via det forurenede badevand. Polio kunne bl.a. smitte igennem en virus, der blev udskilt med afføring, og som via kloaksystemet til sidst kunne ende i havnen.
Dødsstød til træskurene
Forbuddet betød, at de tre offentlige badeanstalter, der lå ved Langebro, Gasværksvej og Sønderstrand, blev lukket og revet ned. I borgerrepræsentationen blev det modtaget forskelligt.
Carl Widriksen fra DKP fandt det ”beskæmmende ved, at byen ved sundet efterhånden har fået lukket alle de søbadeanstalter, den havde”.
For Widriksen var det et historisk dødstød at lukke badeanstalterne. Det var fædrenes synder, der nu ramte børnene, fordi man ikke i tide havde skabt de nødvendige rensningsanlæg og kloakeringsforhold. Det tydeliggjorde en mangel i byen på svømme- og badefaciliteter til særligt ungdommen.
Anderledes så Overborgmester H.P. Sørensen på sagen – det var ikke slemt at lukke badeanstalterne. Nok var det et dødsstød til badeanstalternes gamle træskure, men ikke til badelivet, og det, der ventede, var meget bedre:
”Jeg tror, at træskurene er et tilbagelagt stadium for svømningen; det er langt mere æstetisk og langt skønnere at tage badene på badestrandene ved Øresund, ved Kastrup og hvor man i øvrigt har dem.” Det største problem for borgmesteren var, at der nu manglede faciliteter til børnenes svømmeundervisning.
De lukkede badeanstalter betød, at byen var blevet så godt som tørlagt for offentlige bademuligheder, der i forvejen var begrænsede. På land var der kun Øbro-hallen, og til vands var der Helgoland og to badeanstalter i Skudehavnen.
Selvom man havde ført kloakudløbene længere ud i Øresund, var sundet oftere forurenet og uappetitligt. Hygiejniske fremskridt som WC og afløb til lands, havde ført andre problemer med sig til havs. Det betød, at enten skulle Øresund renses eller man måtte lægge badelivet om.
En kilde til sundhed og livskraft på Bellahøj
Siden 1940’erne havde der været planer om at etablere et friluftsbad på Bellahøj. Det skulle placeres tættere på borgerne, og i yderdistrikter som Brønshøj, der havde oplevet en stor befolkningsvækst, og hvor beboerne havde langt til kysternes bademuligheder.
2. verdenskrig og efterfølgende prioriteringer af boligbyggeri havde udskudt planerne. Lukningen af badeanstalterne gjorde, at der nu var brug for alternativer til de badehungrende københavnere.
Den socialdemokratiske borgmester Sigvard Munk fremlagde i 1950’erne flere planer om at etablere nye, store badeanlæg til lands, der skulle gøre op for de lukkede badeanstalter. På Bellahøj skulle friluftsbadet bygges, og der var også planer om at forandre Sct. Jørgens Sø til en park med friluftsbad, og i Valby skulle der anlægges et olympisk svømmestadion.
For Munk var det del af en kommunal velfærdspolitik, og badefaciliteterne hørte til de goder, som et moderne velfærdssamfund burde tilbyde. De nye faciliteter udgjorde en ”mulighed for en sund og værdig udnyttelse af den frihed” som Socialdemokratiets arbejde havde givet borgerne. Af de tre planer, var det kun friluftsbadet på Bellahøj, der blev ført ud i livet
Oprindeligt havde det været tanken, at friluftsbadet skulle kombineres med en varmtvandsbadeanstalt, men i takt med at flere havde fået bad derhjemme efter krigen, var man gået væk fra ideen. Bellahøj blev indviet i 1960 og skulle virke på to måder; dels skulle det give konkurrencesvømmere gode faciliteter, og dels skulle det virke som et folkebad.
Det var ikke billigt at bygge, og man regnede med et årligt driftsunderskud på ¾ millioner kroner. For det socialdemokratiske medlem af borgerrepræsentationen, Børge Schmidt, var det ”den pris, en bys borgere må betale for den sundhed og livskraft, der hentes herude.”
I årene der fulgte, skød der en kreds af svømme- og bademuligheder op i København; i 1960’erne kom der friluftsbade i Fælledparken og Baunehøj, Sundby og Emdrup fik overdækkede svømmebade, og i 1970’erne fulgte svømmehaller på Nørrebro, Vesterbro og Amager.
Tilbage til den rene havn
Det tog tid at rense vandet i havnen, men etableringen af Lynettens rensningsanlæg, udbygning af kloaknettet og spildevandsplaner gjorde, at vandet i 2001 var blevet så rent, at man kunne bade i havnen igen.
Året efter var der blevet etableret et midlertidigt havnebad på Islands Brygge. Senere blev det erstattet af det nuværende havnebad tegnet af Plot. Siden kom flere havnebade til i Kastrup, Amager Strandpark, ved Kalvebod og ved Sluseholmen. Det var resultatet af indsats for at rense vandet, ændret kloakering og gøre skabe flere bademuligheder til Københavnerne.
Hvis du vil selv vil dykke ned i kilderne bag denne historie
Erindring nr. 11334 af Ulla Jørgensen. Københavns Stadsarkiv, afleveret 2014
Sundhedskommissionens arkiv, referat 7/10-1953
Sundhedskommissionen arkiv, sag 548/1945 Badevandsundersøgelser
Borgerrepræsentationens arkiv, journalsag Z 1350
Borgerrepræsentationens arkiv, journalsag Ø 617
Borgerrepræsentationens arkiv, journalsag Ø 663
Borgerrepræsentationens arkiv, journalsag Æ 451
Overborgmesterens Sekretariats arkiv, hovedjournalsag 16.7 – 12
Børge Schmidts Arkiv. Korrespondance og sager. Emnemæssigt ordnede sager, 1939-75, BE-BO
Borgerrepræsentations Forhandlinger findes på Københavns Stadsarkiv:
- Nedbrydning af søbadeanstalterne, 1954-55, S. 408-421
- Forhandlinger om svømmeundervisning på Helgoland, 1965-66, s. 46-73
- Beretning om friluftsbade, 1969-70 s. 4100-4101