Afsløring af Fællesskabsprisen
Facilitator Britt Boesen og medlemmerne af en svireklub, som mødtes for at skrive deres erindringer, fik noget af en overraskelse, da de på Stadsarkivet fik besøg af Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Welling. Hun kom nemlig for at overrække dem Fællesskabsprisen 2020.
Svireklubberne er affødt af Stadsarkivets erindringsklubber, hvor byens seniorer mødes tolv gange i arkivet og udveksler erindringer fra et langt liv.
Erindringsklubberne ledes af Britt Boesen og hun hjælper alle afsluttede hold til at starte deres egen klub, nemlig en svireklub. Erindringsklubben har eksisteret i snart tre år og derfor er der nu mange svireklubber, som mødes privat eller ude i byen uden en formel facilitator. Medlemmerne bestemmer selv, hvad de vil mødes omkring.
Deltagerne skaber selv indholdet
For Britt Boesen er det vigtigste, at man ikke går fra et møde og tænker “næste gang kan jeg nok ikke komme”. Det skal give mening at ses med andre mennesker, og derfor er deltagerne selv aktive i at formulere og planlægge deres møder.
Britt Boesen er også tovholder på en tværgående svireklub, hvor alle der har været i erindringsklub er inviterede til at dele deres erfaringer eller viden.
Efterårets program har budt på cykeltur til Vestamager, hvor en deltager fortalte om de sidste ti års massive byudvidelser. Og der har været en byvandring i Tingbjerg hvor to Tingbjergpiger anno 1950érne viste rundt i deres erindringer fra dengang byområdet var nyopført.
Idéen med turene er, at alle deltagere undervejs bidrager med at fortælle byens historie med private eller generelle fortællinger.
Fællesskabsprisen betyder meget
Prisen sætter fokus på, at samtaler imellem mennesker fra samme generation puster liv i historien, oplevelsen af at høre til og tankerne om, hvordan man er blevet den, man er.
”Det er fedt at hjælpe dem til at dele deres fælles viden om Københavns bykvarterer og livet som københavner. Meget er ændret eller forsvundet i København de sidste 60 år, men det hele vokser frem igen, når de ældre mødes og fortæller og inspirerer hinanden. Det varmer mit antropologiske hjerte” siger Britt Boesen, der uddannet antropolog.
Pengene skal styrke fællesskabet
Svireklubberne har med prisen modtaget 30.000 kr. Pengene skal, fortæller Britt Boesen, bruges til at skabe flere fælles og meningsfulde oplevelser i klubberne. Deltagerne er blevet bedt om at komme med idéer til, hvordan det kan gøres, så fællesskabet kan styrkes og måske udvides.
Erindringsklubben er et samarbejde mellem Stadsarkivet og Sundhed- og Omsorgsforvaltningen.