Skolebørns erindringer gemt for eftertiden

Takket være to 6. klasser fra Tagensbo Skole kan man i fremtiden læse sig til, hvordan det er at være skoleelev i København i 2017. Eleverne har afleveret deres erindringer til stadsarkivet.

Elever fra Tagensbo Skole på stadsarkivets læsesal, hvor erindringer officielt blev overdraget til arkivet. Flere elever læste op af deres erindringer. Sidsel Bjerregard Kirk fra Københavns Museum og Peter Wessel Hansen fra Københavns Stadsarkiv takker eleverne for deres erindringer.
Emner

Se mere indhold om

Erindringer – fortællinger om hverdag i byen

På stadsarkivet kan man blive klog på fortidens København. En vigtig del af historien er de erindringer, arkivet gemmer på – helt almindelige københavneres fortællinger om hverdagslivet i byen.

I 2017 deltager Københavns Stadsarkiv i den landsdækkende kampagne ”Giv det videre 2017”, der har til formål at indsamle erindringer fra så mange danskere som muligt. Det er alt sammen med til at tegne et fyldestgørende billede af Danmarkshistorien de seneste 100 år.

Københavnerfortællinger i børnehøjde

To 6. klasser fra Tagensbo Skole i København NV har som en del af et Åben Skole-forløb bidraget med deres erindringer om at være barn i København. Og torsdag den 15. juni blev erindringerne officielt overleveret til stadsarkivet. Her var dækket op med kiks og saft, og ti modige elever stillede sig op og læste højt af deres erindringer.

”Det er virkelig unikt, at vi har en stor gruppe børn, der bidrager til erindringsindsamlingen. Det giver et billede af tiden set gennem børns øjne,” fortæller stadsarkivar Elisabeth Bloch.

Bliver til udstilling på Københavns Museum

De to 6. klasser fra Tagensbo Skole har været igennem et Åben Skole-forløb, hvor erindring som genre har været et tema. Ved erindringer er det vigtigt med detaljerede beskrivelser, da verden kan se helt anderledes ud, når nogen en dag finder dem frem i arkivet og læser dem. Kulminationen på forløbet er de nedfældede erindringer, der nu er i stadsarkivets varetægt.

Herfra skal de læses igennem, inden de kommer til at indgå i en ganske særlig udstilling på det nye Københavns Museum, der åbner i Stormgade i 2018.

Sidsel Bjerregaard Kirk fra Københavns Museums skoletjeneste fortæller, at når museet genåbner for publikum i 2018, vil der være et udstillingsrum, hvor publikum bevæger sig fra bydel til bydel. Her kommer de to 6. klassers erindringer til at være en del af fortællingen om Bispebjerg.

I løbet af en måneds tid vil alle interesserede kunne læse erindringerne på ”Giv det videre 2017”-projektets hjemmeside og fra 2018 vil Tagensbo-børnenes erindringer kunne læses på stadsarkivets hjemmeside.

Et lille uddrag…

Nu skal vi ikke spolere spændingen ved at besøge museets udstilling om et års tid, men her følger alligevel lidt smagsprøver fra nogle af elevernes erindringer:

Freya beskrev i detaljer den rute til skole, hun skater sammen med sin lillesøster hver dag.

Amani fortæller om den dag, de skulle fordeles i klasser på skolen, og hun og hendes tre bedste veninder ikke kom i samme klasse – om hvordan de græd og omfavnede hinanden, inden de blev enige om, at de sagtens kunne ses i frikvartererne alligevel.

Istarliin fortæller om sin første skoledag, hvor hun havde fået fin ny skoletaske og penalhus af det krisecenter, hendes mor boede på.

Layla fortæller om et skyderi, der fandt sted ved skolen uden for skoletid. Skyderiet skete under ramadanen, og hun er træt af folk, der ikke kan opføre sig ordentligt.

Gabriel fortæller om sin første dag på skolen, hvor mange af de muslimske børn hold fri på grund af Eid. Gabriel er også muslim, men hans forældre gav ham ikke lov til at holde fri den dag, fordi det var vigtigere, at han kom af sted til skolen, sagde de.

Benjamin bidrager med en af livets gode tommelfingerregler, der ganske givet også er gældende langt ude i fremtiden: Man skal aldrig læse en bog, hvis man har ondt i maven. Så kaster man nemlig op, både på gulvet og lidt på matematiklærerinden med den skrappe lærerstemme – han taler af erfaring.

Lukas beretter om noget, mange måske kender til: Mødre, der er lidt langsomme til at gøre sig klar om morgenen. Det var Lukas’ mor også den dag, han skulle afsted med klassen til Bornholm på lejrskole, og de alle skulle mødes på Hovedbanegården. Heldigvis nåede han det.

Læs mere

Emner

Se mere indhold om