Erstatningsvarer
Niels Christian Søholm Petersen (f. 1900), der voksede op i et fattigt hjem på Vesterbro, husker især krigsårenes mange erstatningsvarer:
”Det var rationeringstid. Kosten måtte man tage som man kunne få den. Frokosten gik det nogenlunde med, men middagsmaden kneb det med. Men jeg husker, at vandbyggrød var dominerende med kunstigt sødet saftevand. Kaffe var fortrinsvis brændt og malet byg. Nå, man var jo ikke kræsen, man var jo nærmest taknemmelig for, at der i det hele taget var varer i butikkerne. Cigaretter, cerutter og anden tobak var alt andet end tobak men havreavner, tjørneblade o.l. Te var manna fra lindetræer, tørret og pakket i farvestrålende kinesisklignende pakker, og skaller af kakaobønner.”
Vandgrød på flere måder
Valborg Jochens (f. 1902) voksede op under trange kår i en børnerig familie, hvor de fik vandgrød på flere måder:
”Engang var der bagerstrejke og vi kunne ikke få brød nok til alle os børn. Mine brødre fik vandgrød med på arbejde. Når vi kom hjem fra skole fik vi også vandgrød, men vi skar den kolde vandgrød i skiver og stegte den på panden. Det smagte så dejligt.”
Kålrabi som daglig kost
Ingeborg Rasmussen (f. 1907), der boede på Frederikssundsvej, forbinder især krigsårene med kålrabi:
”Vores middagsmad bestod hovedsagelig af kålrabi tilberedt på flere måder. Kartofler fik vi som mos på brødet i stedet for smør eller margarine.”
Pølser i stedet for flæskesteg juleaften
Karen Bosselmann (f. 1895), der boede på Nørreport, fortæller om julen 1915, hvor moren ikke kunne få fat på den traditionelle flæskesteg:
”Mor græd. Men far, min bror og jeg trøstede hende, så godt vi kunne. Vi fik jo først vor sædvanlige risengrød (uden mandel, det var der ikke råd til), og da vi sad og spiste pølserne blev mor overdænget med lovord om, hvor godt de smagte, og at vi egentlig lige så gerne ville have pølser som flæskesteg. Mor havde ganske lidt rigtig kaffe, og da hun oven i købet kom med en lille skål småkager, ville jublen ingen ende tage.”
Svære levevilkår
Mary C. U. Hansen (f. 1896) boede på Vesterbro med mand og fire små børn, da krigen brød ud. Hun husker levevilkårene under 2. verdenskrig som ren barnemad i forhold til 1. verdenskrig:
”Vi måtte løbe efter kommunens vogne, som kørte rundt med halve mørke rugbrød, ligeledes kørtes der med koks og kun en spandfuld til hver. At der blev snydt i lange baner var en kendsgerning. For at hjælpe lidt, lagde jeg en dej af valsede byggryn, lidt sukker og rosiner, gær og vand. … Kartofler var der ingen af. Jeg købte en dag 10 pund i en Amagerkælder. Da jeg kom hjem med dem, var de frosne, så der blev ingen mos, før de var tøet op og de smagte væmmeligt. Men det var jo mad. … I kirken kunne vi hente frugtsuppe til børn, så længe der var noget at få. Der var kun 1 pot (knap 1 liter, red) sød mælk om dagen til alle mine fire rollinger. I slagtehallen (Kødbyen på Vesterbro, red) kunne mænd få fire grisetæer mod stempling i fagforeningsbøger. Men de var friske, de skulle skoldes og skrabes nogle gange, før de kom i gryderne. Endelig kom rationeringen. Jeg måtte helt ind på det nye rådhus med børnenes dåbsattester hver måned efter mælkebilletter. Så fik hvert barn en halv pot om dagen. De andre mærker hentede vi på skolerne. … Når jeg skulle ned og stå i kø, bandt jeg de tre største til bordbenene og den mindste kravlede rundt og hentede legetøjet, som hans søskende strittede rundt med. Når det så var min tur at få varer, gik det i strakt løb hjem og glad var jeg, når jeg så mine tudende rollinger var helskindet. Men mange gange kunne vi risikere, at der var udsolgt, for de handlende var også på ration.”