Ramt af branden
Den 5. juni 1795 om eftermiddagen udbrød der brand i flådens kul- og tømmerlager. Lagret lå på Gammelholm, der hvor kvarteret bag Det Kongelige Teater og Charlottenborg findes i dag. Det blæste kraftigt og gnisterne føg ind over byen.
Der gik ikke lang tid før branden havde bredt sig til kvarteret omkring Nikolaj Kirke, der var fuld af snævre gader og omkranset af små, gamle huse. Her – i Laksegade – boede den 51-årige skolelærerinde Henrica Gembse til leje hos en skomagermester. Da ilden på få timer åd sig gennem det gamle kvarter, havde Henrica og mange andre kvarterets beboere mistet alt.
Tusindvis var hjemløse
Efter branden var Henrica og de mange andre såkaldt brandlidte i store problemer. Hun havde både mistet sine ejendele og sit lille hjem. Henrica havde som de fleste ingen forsikring og kunne altså ikke regne med at få erstattet det tabte.
På den måde havde branden med et slag ændret tusindvis af menneskers tilværelse. Rige var blevet fattige. Fattige var blevet fattigere.
Der indsamles hjælp
Men der var også mange, der var gået fri af branden. Dem henvendte kongen sig til, da han den 1. juli opfordrede folk over det ganske land til at donere frivillige pengegaver til ofrene. I løbet af den næste tid blev der indsamlet 150.000 rigsdaler – et meget stort beløb.
En gruppe højtstående embedsmænd fra bystyret blev nu sat til at forvalte og uddele pengene. I de kommende år modtog 3.442 familier eller omkring 10.-15.000 københavnere hjælp fra den såkaldte Kollektkommission.
Ruineret og venneløs
For at få del i de indsamlede penge, skulle man selv ansøge Kollektkommissionen om hjælp. Henricas ansøgning fra den 16. december findes bevaret i Stadsarkivet. Her skrev hun, at hun håbede på ”den høje kommissions gunst og bevågenhed”, for hun var både ”venne- og frændeløs her i byen”. Med andre ord: Hun havde ingen andre til at hjælpe sig.
Henrica vedlagde en udførlig liste over alle de ting, hun havde mistet i branden. Der var både sølvtøj, guldsmykker, silkekjoler, en masse køkkentøj og nogle få møbler – i alt 145 genstande. Henrica vurderede sit tabte indbo til 290 rigsdaler, hvilket var en helt pæn sum.
Ejede et skikkeligt indbo
Henrica havde – ifølge sig selv – mistet store værdier i branden. Men kunne man stole på hende? Kollektkommissionen støttede kun ofrene med en mindre procentdel af det, de havde mistet. Så ansøgerne havde god grund til at overdrive værdien af deres ejendele.
For at imødegå sådan en mistanke vedlagde Henrica en række vidneudsagn om sit hjem. En af naboerne fra Laksegade kunne bevidne, ”at jomfru Gembse slet intet fik reddet ved ildebranden af sit køkkentøj og tillige af møbler og sengeklæder snart intet”, mens andre tidligere naboer fortalte, at hun havde haft et ”ganske højligt” og ”skikkeligt” indbo.
Et lille plaster på såret
De 150.000 rigsdaler, der blev indsamlet, kunne langtfra erstatte det, som branden havde ødelagt. Hver af de ramte familier fik gennemsnitligt 43 rigsdaler. Henrica modtog relativt hurtigt 20 rigsdaler til husleje og andre nødvendigheder. Herefter måtte hun klare sig på egen hånd, men det gik ikke i længden. I vinteren 1798 valgte hun derfor at flytte ind hos sin søster og svoger, der var degn i Kastrup ved Vordingborg.
Kort tid efter hun havde forladt København, fik Henrica brev om, at hun var berettiget til en ekstra portion hjælp. Denne gang modtog hun den nette sum af 38 rigsdaler. Man kan roligt sige, at hjælpen kom lige vel sent for Henrica – og sikkert mange andre. I alt svarede den udbetalte sum til en femtedel af det, hun havde indberettet. Det var kun et lille plaster på såret.
Vil du vide mere:
Se Kollektkommissionens protokoller med fortegnelser over ansøgere og udbetalt hjælp:
Find og bestil bilag til protokoller med bl.a. ansøgninger og indbofortegnelser i Starbas til brug på læsesalen: