Hjælp til københavnerne
Den 14. februar 1933 blev de københavnske folkevalgte i Borgerrepræsentationen indkaldt til ekstraordinært møde. Årsagen var den nye Lov af 8. februar 1933 om Statstilskud til Kommuners Udgifter til Vinterhjælp til Kriseramte personer. Forud for mødet havde Socialministeriet skrevet til kommunen, at vinterhjælpen kunne ydes til de personer, ”hvis Trang skyldes Arbejdsløshed eller paa anden Maade er en Følge af den herskende Erhvervskrise.”.
Vinterhjælpen var ikke en fast hjælp, men derimod et engangsbeløb, som kun måtte bruges på de såkaldte fire B’er: Brændsel, Belysning, Beklædning og Bolig. Dem der fik vinterhjælp, kunne være heldige at blive tildelt et såkaldt kødkort, for kommunen havde også fået en bevilling fra staten, som skulle bruges på fordeling af oksekød til kriseramte personer.
Kommunen modtog et samlet beløb til vinterhjælp, som skulle fordeles mellem trængende københavnere inden udgangen af marts 1933. Det var et stort arbejde, og det bemærkede borgmesteren for Magistratens 3. afdeling – i dag ville vi sige Socialforvaltningen – da også på mødet i Borgerrepræsentationen:
”For den Myndighed, der skal udføre Vinterhjælpen i Praksis, er det naturligvis en haard Tørn at få praktisk talt kun en god Uge til at faa det hele forberedt (…). Imidlertid, naar der fra Lovgivningsmagtens Side stilles Midler til Raadighed for Kommunen til Afhjælpning af den Trang, som er opstaaet paa Grund af Arbejdsløsheden og Erhvervskrisen, er det ganske givet, at saa maa og vil Kommunen benytte denne Adgang til at komme de trængende til Hjælp.”.
På mødet vedtog Borgerrepræsentationen, at vinterhjælpen skulle bestå af 50 kroner til forsørgere med familie og 35 kroner til enlige. Embedsmændene i Magistratens 3. afdeling fik efterfølgende sit hyr med at gennemgå de mange ansøgninger og vurdere, hvem der trængte mest.
På Københavns Stadsarkiv har vi nogle af vinterhjælpssagerne i arkivet fra Magistraten 3. afdeling. Sagerne fortæller historien om københavnere, der var hårdt ramt af krisen og derfor søgte vinterhjælp i 1933.
Kendt af systemet
En af dem der søgte vinterhjælp i 1933, var Christoffer Andersen på 38 år. Han var ugift, havde ingen børn, og søgte hjælp på grund af sygdom. Men I sagen fremgår det også, at Christoffer var kendt af kommunen og havde været det hele livet.
I sagen kan vi læse, at Christoffer blev født i 1894. Hans mor var ugift og fik fattighjælp fra det offentlige. Christoffer startede med andre ord tilværelsen på bunden af samfundet. Men som om det ikke var nok, blev han allerede som barn diagnosticeret med en nervelidelse og erklæret åndssvag. Hans mor ønskede at beholde ham hjemme, men var økonomisk presset af gæld og søgte derfor om ekstra hjælp til at forsørge ham. Som 19-årig erklærede hans læge ham for uarbejdsdygtig og han blev herefter anbragt på forskellige anstalter.
På trods af dette blev Christoffer udskrevet og flyttede tilbage til København, hvor han begyndte at arbejde som gadehandler. I en længere årrække levede han af at sælge frugt og blomster uden at modtage understøttelse. Men i 1930 sluttede Christoffers arbejdsliv. Han fik ved et uheld trådt et søm op i foden og ventede for længe med at gå til lægen. Da han til sidst næsten ikke kunne gå, kom han til undersøgelse på Kommunehospitalet, hvor de konstaterede, at han aldrig ville komme til bruge foden igen. Samme år døde Christoffers mor, som ellers havde hjulpet ham. Det lykkedes ham at få tilkendt invalidepension, som han nu måtte leve af. Men da krisen ramte, havde Christoffer svært ved at få det til at løbe rundt – og derfor søgte han om vinterhjælp. I sagen finder vi både patientjournalen og invalidesagen.
Selvom Christoffer var økonomisk presset, fik han afslag på sin ansøgning. Begrundelsen var, at hans situation ikke var en konsekvens af krisen, og at han allerede fik nok hjælp.
Sagen om Christoffer viser, hvordan kommunen indsamlede alle kendte oplysninger, inden de tog stilling til ansøgningerne om vinterhjælp.
Forretninger uden kunder
I vinterhjælpssagerne dukker der ikke kun arbejdsløse københavnere op. Flere af ansøgerne var forretningsdrivende, som nu stod uden kunder. Skomagermester Erik Rasmussen, skrev således i sin ansøgning:
”Da mange af mine Kunder er Arbejdsløse, har de jo ikke Raad til at sende deres Fodtøj til Reparation, hvorfor Krisen rammer mig.”.
Eriks kone, Marie, havde også søgt om vinterhjælp. I slutningen af 1920’erne havde hun været på ophold på Boserup Sanatorium for at blive behandlet for tuberkulose, og var nu vendt tilbage til et København ramt af arbejdsløshed. Både Erik og Marie fik afslag på deres ansøgninger. Begrundelsen var, at Eriks regnskaber ikke var tilfredsstillende. Han blev bedt om at aflevere nye regnskaber, men han dukkede aldrig op med dem. Hvorfor ved vi ikke.
En anden der blev svigtet af kunderne, var avissælgeren Christian Pedersen. I sin ansøgning skrev han:
”Mit Bladstade er gaaet meget tilbage dels paa grund af Krisen. Folk køber mindre. Og Dels siden det nye Stade er kommet ved Tivoli (…)”.
Da Magistraten undersøgte sagen, fandt de ud af, at Christian var plaget af gigt og indlagt. Under indlæggelsen måtte han betale dyrt for at få en mand til at passe avisboden, mens hans hustru, Valborg, stod for at bringe aviser ud til deres kunder. Kommunen besøgte efterfølgende ægteparret og kunne konstatere, at deres bolig var ”naturlig forsømt med Orden og Renlighed”, og at de boede ”under fattige Forhold”. Kommunen vurderede, at der var god grund til deres svære situation. De endte med at konkludere, at salgets tilbagegang både skyldtes konkurrence fra den anden avisbod ved Tivoli og krisen. Og da Christian ikke havde fået anden hjælp, besluttede man, at han skulle tildeles vinterhjælp.
Et brev fra den fyrede maskinmester
I vinterhjælpssagerne finder vi også en ansøgning, der tog en uventet drejning. Den stammer fra Poul Pehrson, der blev fyret fra sit job som maskinmester på Svovlsyrefabrikken i Kalundborg i 1931. Efterfølgende tog han et lån og købte en benzintank, men den måtte lukke på grund af for lavt salg. Da han i 1933 søgte om vinterhjælp var han i store økonomiske problemer – men på trods af dette, fik han afslag på sin ansøgning.
Poul valgte derefter at sende et nyt brev til kommunen, hvor han skrev:
”Da jeg for to år siden mistede min Stilling var det på grund af Krisen og endnu har jeg ikke fået nogen anden Stilling (…). De to år har været en kamp for Tilværelsen. Jeg har ærligt forsøgt at klare enhver sit, men nu hvor det hele er ved at bryde sammen om mig og enhver Hjælp ville betyde meget for mig bliver dette mig nægtet. Jeg tillader mig at spørge hvorfor, når Hundrede Tusinde andre kan blive hjulpet. Jeg kan forsikre der er ingen der trænger hårdere end jeg. Intet Arbejde, ingen Penge, men nu kun Udsigt til at måtte gå fra Hus og Hjem. Jeg beder den ærede Magistrat overveje min Ansøgning endnu en gang.”
Pouls brev må have gjort indtryk, for efterfølgende blev han godkendt til at modtage vinterhjælp.
Gå på opdagelse i Fattigvæsenets arkiv
Vinterhjælpen er bare en lille del af Fattigvæsenets store arkiv. Læs vores vejledning til Fattigvæsenet og gå på jagt efter dine københavnske slægtninge.
Du kan se Borgerrepræsentationens forhandlinger på Københavns Stadsarkivs læsesal.