Umyndiggjort første gang
Den 27. oktober 1900 var første gang, at den 50-årige Harald Peter Sletting blev erklæret for umyndig. Begrundelsen var sindssygdom. Sletting boede alene i en lejlighed i Valdemarsgade på Vesterbro. Han havde haft et godt arbejde som godsekspeditør ved Statsbanerne, var ugift og uden børn.
Op til umyndiggørelsen havde Sletting været indlagt i ti måneder med sin sygdom. Fra november 1889 til marts 1900 var han først indlagt på Kommunehospitalet, herefter blev han overført til Sankt Hans Hospital, inden han blev udskrevet i september 1900. I hans patientjournal fremgår det, at han var indlagt med diagnosen ”Dementia paralytica”. Ifølge ordbogen dækker diagnosen over en hjernesygdom med intellektuel reduktion, storhedsidéer og tiltagende lammelser.
Knap en måned efter udskrivelsen anmodede overretssagfører T. Henriksen om, at hans gamle ven Sletting blev erklæret umyndiggjort. Henriksen forklarede, at Sletting havde formue, men ingen pårørende eller familie, der kunne hjælpe ham. Derfor er det nødvendigt, at han fik en værge.
Overretssagføreren foreslog, at Slettings kusines mand, apoteker Sophus Marius Rützou, bliver udpeget til værge. Mens Sletting var indlagt på Sankt Hans Hospital havde Rützou fået fuldmagt til at hæve hans gage og ordne hans sager.
I sagen er der også udtalelser fra læger, der havde behandlet Sletting. En overlæge fra Kommunehospitalets 6.afdeling fælder denne dom over Sletting:
”Fhv. kontorchef, godsexpeditør, Harald Peter Sletting, som f.t. er under behandling på Kommunehospitalet, lider af uhelbredelig Sindssygdom og er ikke i stand til fornuftigt at styre sine anliggender, hvorfor jeg anbefaler, at der beskikkes ham en værge.”
Det var ikke mange sider eller sætninger, der skulle til for at forklare behovet for en værge. I lægens udtalelser er der sat streger under to ting: Det at Sletting lider af en uhelbredelig sindssygdom, og at han ikke er i stand til fornuftigt at styre sine handlinger. Det lader sig forstå, at der ikke er nogen behandling til Sletting, der kan give ham fornuften og hans myndighed tilbage.
Herefter afsiger magistraten et dekret, der gør Sletting umyndig.
Værgemålssager i arkivet
Værgemålssagen om Sletting findes i arkivet fra et sekretariat i magistratens første afdeling, der stod for at umyndiggøre personer og udpege værger. I arkivet findes der værgemålssager fra 1803-1938.
Indtil 1916 var det en kommunal opgave både at umyndiggøre og beskikke værger. Fra Retsplejeloven af 1916 skulle umyndiggørelsen ske ved dom, mens det fortsat var en øvrighedsbeslutning at udpege værger.
I arkivet er der oversigter over, hvem der blev umyndiggjort, og hvem der blev udpeget som værge. Derudover findes der også sager om umyndiggørelsen, der kan indeholde dokumenter fra eks. læger, advokater og pårørende.
Magistraten foretog beskikkelser til to slags hverv; værge og kurator. Begge førte opsyn med personer, der ikke var fuldt myndige. En værge handlede på vegne af umyndige personer i eks. økonomiske og retslige forhold. En kurator havde mindre handlerum end en værge og handlede sammen med personen, hvis forhold vedkommende var kurator for. Det betød, at personen fx selv bestyrede sin formue, men det foregik under kurators tilsyn og krævede kurators samtykke. Det kunne eks. være mindreårige, altså 18-25-årige, der havde brug for en kurator, indtil de var fuldt myndige. Værgemål var ikke kun forbeholdt mindreårige, det kunne også komme tale i tilfælde med bl.a. sindssygdom eller ødselhed.
Hvem der har fået værger og kuratorer har ændret sig igennem historien. Før 1857 havde ugifte kvinder f.eks., uanset alder, brug for et værgemål under nærmeste mandlige slægtning. Efter 1857 var ugifte kvinder under opsyn af kurator.
Sletting vil blive myndig igen
I de fleste af sagens dokumenter, er det andre mennesker og myndigheder, der skriver om Slettings situation og sygdom. I et brev stemplet den 20. juni 1903 er det dog Sletting selv, der fører pennen. Han skriver til Magistraten:
”Hermed tillader jeg mig at anmode om, at den over mig tilforordnede værgebeskikkelse må blive ophævet, så jeg selv er i stand til at besørge mine anliggender. Ærbødigst H.P. Sletting, Pensioneret godsekspeditør ved de danske Statsbaner.”
Herefter bliver overretssagfører Henriksen og apoteker Rützou indkaldt af magistraten til et møde om Sletting. Begge støtter at Sletting skal have sin bemærkning tilbage. Rützou forklarer, at han ”ikke ser nogen betænkelighed ved, at han atter får selvrådighed over sine pengeafærer.”
Også overlægen på Sankt Hans Hospital, hvor Sletting har været indlagt, udtaler sig. Overlægen forklarer, at Sletting ikke længere får beroligende medicin, og at han ikke misbruger sin frihed, ”men viser en ret behersket og fornuftig optræden.” Overlægen bemærker dog, at Sletting stadig har sine særheder og vrangforestillinger, men på den anden side er han ”vel orienteret i sine almindelige forhold og pengesager”. Derfor støtter overlægen også, at Sletting bliver myndig igen.
Den 11. august 1903 sættes umyndiggørelsen af H.P. Sletting ud af kraft. Indtil videre.
Umyndiggjort for anden gang
Selvstændigheden og friheden er dog ikke kommet for at ledsage Sletting længe. Allerede i september 1903 bliver Sletting indlagt igen. Den 6. december anmoder apoteker Rützou om at blive genindsat som Slettings værge. Han begrunder anmodningen med, at Sletting den. 3. december er blevet truffet ”ganske forstyrret” i Slotholmsgade, og efter at have været borte fra sin lejlighed i to døgn. Optrinet førte til, at politiet bragte ham ind til Kommunehospitalet. Overlægen fra Kommunehospitalets 6. afdeling bekræfter, at Sletting atter er blevet sindssyg.
Den 14. december 1903 bestemmer magistraten, at Sletting atter bliver erklæret for umyndig.
I begravelsesprotkollerne kan vi se, at Sletting dør den 11. marts 1905 som 54-årig på Sankt Hans Hospital. Som dødsårsag er den samme sygdom, der fulgte Slettings sidste år angivet: ”Dementia paralytica”.