Det besatte land
”Den 9. april 1940 vågnede jeg ved en voldsom larm af flyvemaskiner. Jeg for hen til vinduet (…). Det var store lavtgående maskiner, de var tyske, det fremgik tydeligt af nazimærkerne, og der blev kastet noget ned fra dem, masser af papirstykker der langsomt dalede ned over byen. Vi kom hurtigt i tøjet og ned på gaden, det myldrede ud af alle gadedøre med mennesker, der lige som vi ville se hvad det var der blev kastet ned. Vi fik hurtigt fat i et par stykker. På grønt papir stod der som overskrift, “Oprob (…) Vi var forfærdede og lamslåede, kunne det virkelig være sandt, men der var ingen tvivl mulig, henne ved Østerbro kasserne kørte tankvogne og lastvogne fyldt med tyske soldater i lange kolonner ind gennem porten.
Sådan beskrev Gerda Skogemann sin oplevelse af besættelsen i april 1940. Lig mange andre af skribenterne skrev hun, hvordan lyden af de tyske flyvemaskiner gjorde et stort indtryk.
Beskrivelser af hverdagen
Fælles for erindringerne er også, hvordan de bevæger sig fra den store begivenhed den 9. april til betragtninger om hverdagslivet, der i de kommende fem år blev formet af besættelsesmagten og krigen. Københavns Stadsarkiv har mange erindringer om besættelsen. Lissie Nielsen skriver om de mange ophold i beskyttelsesrum, når der var luftalarm:
”I mine optegnelser ser jeg, hvor tit vi var i beskyttelsesrum. Somme tider i arbejdstiden, men mest om natten. Halvdelen af beboernes kælderrum i Vognmandsmarken blev inddraget til beskyttelsesrum. Det var ejendommeligt at mødes om natten med sine naboer dernede. Nogle gav sig tid til påklædning, mens andre kom med badekåbe over nattøjet, nogle havde papillotter i håret og alle så forsovede ud.”
I mange erindringerne indgår fortællinger om varemangel, dyrtid og rationeringens konsekvenser. De kødløse dage blev indført som en ugentlig dag for at sikre, at der var kød til alle:
”Vi havde alle sammen under krigen, noget der hed kødløs dag (…), men hjemme hos os havde vi mange kødløse dage hver uge, vi havde nemlig ingen penge, alligevel var der da aldrig nogen af børnene, der havnede på en svagbørnskoloni – brasede kartofler og spejlæg var jo også mad.” (1995/160 _ Annelise Jepsen)
Jødeforfølgelserne
En del skribenter beskriver også, hvordan de oplevede modstandsbevægelsens arbejde eller ligefrem selv deltog. På samme måde er der også beretninger om efteråret 1943, hvor mange danske jøder flygtede til Sverige:
”I oktober 1943 blev der advaret imod at blive boende i Danmark. Det var rabbineren, der i synagogen fortalte, at han havde fået et praj om situationens alvor, og at alle jøder måtte tænke på at flygte til Sverige. Vi holdt famileråd og Far hjalp os alle med penge. I min mands familie var vi 10 familiemedlemmer, der var enige om at flygte samlet”, skrev Ida Henschel i sin erindring, hvor hun også fortæller om familiens tid i Sverige.
Endelig kom befrielsen
I maj 1945 var det slut med tyske soldater, beskyttelsesrum og kødløse dage. Fælles for beretningerne er glæden og festen over friheden og demokratiets sejr, som blev fejret den 4. maj:
”På Rådhuspladsen strømmede mennesker til fra alle sider for at se lysreklamerne, der én efter én blev tændt – et syn, der ikke var set under hele besættelsen, og som virkede helt eventyrligt efter de mange mørke aftner, hvor man, med mindre man havde det held, at månen var fremme, ikke kunne klare sig udendørs uden en lommelygte. (…) Da den skare, jeg befandt mig i, strømmede videre ad Vesterbrogade, virkede den nu tændte gadebelysning som et lyshav.”