Små og skuffende juletræer
Juletræet på Rådhuspladsen står som et af Poul Jacobsens første juleminder fra barndommen i 1930’ernes København. Hos den 5-6-årige nørrebrodreng var forventningerne til juletræet skyhøje. Moderen havde fortalt, at træet ”var meget højt og det kunne ses langt væk, og det var lige så højt som de store huse.” Det havde sat gang i tankerne hos den lille Poul. På turen fra Nørrebro tog forventningerne til og den lille dreng spejdede ud over byens tage, for at få øje på det høje træ. Tæt på Rådhuspladsen dukkede træet op, men det var ikke lige det Poul havde forestillet sig:
”Derovre svarede mor og pegede, nej hvor blev jeg skuffet, det fyldte jo slet ikke noget på den store Rådhusplads, og det jeg havde ventet, var jo meget, meget større. Det er da stort sagde mor, det kan da ikke stå inde i vores stue. Det er ikke så højt som vores hus, svarede jeg skuffet.”
I byens lejligheder stod der juletræer i anden målestok. I Bente Sandsteds familie var pengene altid små, og det kunne nogle gange ses på juletræet. Familien kunne spare penge, hvis de ventede med at købe juletræet til de sidste timer før juleaften. Men spareøvelsen var også forbundet med en risiko. Der kunne være udsolgt af juletræer. Skete det var håbet dog ikke helt ude, så
”måtte man enten undvære juletræet eller bede om lov til at skære toppen af et juletræ hos andre i familien.”
Gaver under træet: En hårbørste i stedet for en dukke
Bente Sandsted erindrer også, at gaverne ikke altid var helt det hun havde ønsket sig:
”En ønsket bil eller en ønsket dukke kunne pludselig blive til en hårbørste, og det var jo ikke lige det, man havde set hen til.”
Julegaverne kunne være præget af knaphed og praktiske hensyn, men også af en vis forudsigelighed.
En anden skribent, Svend Storm Olsen, beretter at gaverne i hans familie var til at overskue og altid af træ. Han fik en gave om året, og det var årets julegave. Det betød, at han kunne huske ti års gaver:
”Det var altid legetøj af træ vi fik, og min bror fortalte mig, at det var fangerne i fængslerne der lavede det. Et år havde jeg fået en hestevogn med hest for, som stod på en plade med hjul under, så man kunne trække hele køretøjet. Julen efter fik jeg en mølle, hvor man kunne trække små sække op i. Hvorfor jeg har så let ved at huske det, er det selvfølgelig fordi man på de 10 år, kan erindre, fik 10 stykker legetøj. Det er jo blevet sværere for Børn, nu om stunder, at huske, hvad de har fået, for så mange gaver får de.”
Det er jul når osen får øjnene til at løbe i vand
Hos Jørgen Møller på Vesterbro var det ikke julegaver eller juletræer, der indrammede julen, men maden og travlheden i familiens bagerbutik. Få københavnere havde egen ovn, det betød, at julestegen ofte blev tilberedt hos byens bagere. Hos Jørgen var det lig med travlhed. Nok var julen vidunderlig, men i familiens lejlighed, der lå ovenpå bagerbutikken, kunne julens travlhed duftes og mærkes:
”Julenat var på en måde ubehagelig – for den ramme stegeos fra de mange stege trængte op i soveværelset lige over bageriet. På trods af, at en ventilator kørte hele natten nede i bageriet, var osen tæt i soveværelset og øjnene løb i vand. Men det hele – som det jo kun var denne ene gang om året – var på en sær måde alligevel herligt: stegeosen, lyden af den summende ventilator med den helt usædvanlige julestilhed og endelig bevidstheden om, at mine forældre havde fri næste dag og at vi skulle sidde og spise morgenmad sammen”