Slaget på Grøntorvet.
Hjalmar August Gagnér (f. 1905) befandt sig midt i slaget på Grøntorvet og fik politiets stave at mærke:
”Jeg husker fra omkring den tid var jeg ofte en tur oppe på Grøntorvet, der var ofte ballade med syndikalisterne. … Engang var jeg deroppe med min kammerat Robert og overværede et meget voldsomt møde, hvor en dengang meget kendt syndikalist Thøgersen og en, der hed Sperling, var til stede og skulle tale. Her så vi, at ophidsede folk havde stoppet sporvognene i Frederiksborggade, og han holdt tale oppe fra taget af vognene. Men det blev jo ikke ved med at gå. Politiet rykkede med trukne stave og stor styrke ind i gaden og på torvet, og der vankede bank til alle sider. Robert og jeg skyndte os ind i en opgang sammen med en hel del andre og op af trapperne, et godt stykke op. Men betjentene nede i gadedøren de råbte til os ”kom bare ned”, og da vi ikke kom, blev 3-4 politimænd sendt op, og så måtte vi jo ned og blev modtaget i døren med et slag over ryggen af staven. ”
Tilskuer til Slaget på Grøntorvet.
Vilhelm Serber (f. 1902) fulgte urolighederne på Grøntorvet, da politiet greb ind i syndikalisternes demonstration:
”Jeg kan også huske optøjerne på Grøntorvet, hvor Sperling sprang op på taget af en sporvogn og holdt brandtale. Politibilerne kom tudende (åben skovbil, lukket politibil, kaldet den Blå og/eller salatfadet). Urolighederne var vist ikke kommunistisk, men arrangeret af syndikalisterne, der udgav et blad, der hed ”Solidaritet” og havde redaktion i Korsgade i en lille butik.”