Tidligere var kønnene meget adskilt. Der var pige- og drengeskoler, og megen leg var også skarpt adskilt i kategorierne drenge- eller pigelege. Denne todeling skinner igennem af mange af Stadsarkivets erindringer.
Klink
”Der blev spillet meget klink. Vi spillede om janter, de blyknapper, der brugtes til mælkedrengenes skjorter, eller om olderter, der i vores slang var betegnelsen for uniformsknapper af enhver art. En knap fra en menigs uniform kaldtes en 2-todter, de små politiknapper med billedet af et øje i en hånd var 3-todter, en knap fra en brandmandsuniform var vistnok en 4-todter og således videre op til en 64´er, som formodentlig har været en generalsknap el. lign. Øjet bag på de knapper, vi spillede med, var af praktiske grunde slået flad. I selve spillet brugte man sin favoritknap, men ved tab og gevinst var det som regel en knap med øjet intakt, der blev betalt med.
Slå janten mod plankeværket
Der var to måder at spille på. Man kunne enten ”slå ud”, dvs. slå janten eller olderten ind mod et plankeværk og derved bringe sin egen knap så nær ved modstanderens eller modstandernes knapper, at man kunne spænde fra sin egen knap til en eller flere af de andre, hvilket ville sige nå med udspilede fingre fra knap til knap. Som regel brugte man tommelfingeren og lillefingeren. Kunne man det, var modstanderens knap vundet. Det var meget fint, hvis der lå to knapper med dobbeltspænds afstand, da at lægge sig lige midt mellem dem og vinde to knapper på en gang. For slet ikke at tale om, hvis der lå tre i en trekant. En spiller, der spillede på det og vandt, blev meget beundret af den næsten altid talrige tilskuerskare.
Der kunne spille så mange spillere, der ønskede at være med. Men fire til fem deltagere var det almindelige.
Spille til kridtstreg
Man kunne også ”stikke”, dvs. spille til streg. Det skete altid på et jordet sted. Det kunne også lade sig gøre på beton til en kridtstreg, men det var i så fald meget vanskeligt at beregne kastet, da knapperne sprang og rullede for meget. Det gjaldt her om at komme nærmest til stregen. Kasteafstanden var omkring 5-7 skridt, og når alle deltagerne havde kastet, havde man lov til at ”gi”. Ønskede man det, måtte man bruge så mange knapper, som man ville for at opnå den fordel at ”rusle”. Dvs. lægge samtlige knapper eller halvdelen af dem, der var i puljen alt efter antallet, mellem sine hule hænder, blande dem godt og sluttelig kaste dem til vejrs, så de hvirvlede rundt. Derefter kunne man pille alle dem, der viste krone, dvs. havde forsiden op, fra til sig selv. De knapper, der viste ”snik”, dvs. havde bagsiden op, blev så overladt til nummer to og således videre, til der ikke var flere knapper tilbage.
Omkringstående dømte spillet
Man kunne altså ”gi” efter tur, men havde man en gang afslået, kunne man ikke få ret til at ”gi” mere i samme spil. Man havde også ret til, når man gav, at forsøge at slå den mønt, der lå nærmest stregen, væk med et kast og derpå i et eller flere ekstra kast selv komme nærmest. Var der tvivl, og det kunne der ofte være, appellerede man straks til de omkringstående. Sædvanligvis fik den, der lå nærmest, medhold.
En sjov spøg
Det var en yndet spøg, når en dreng havde vundet meget i et spil, at spørge ham, hvor meget vandt du? Når han så triumferende rakte hånden frem, kunne et slag mod hans hånd nedefra få ham til at tabe alle vundne knapper. Tilskuere og spillere faldt så over gevinsten, ikke så meget for at hjælpe, men for de flestes vedkommende for at redde sig et par olderter, så de kunne være med i spillet. Fakta er, at den adspurgte i næsten alle tilfælde mente, at han ikke havde fået sit ”sæt”, hvilket vil sige hele sin beholdning igen. Denne utyskestreg blev af næsten alle betragtet som en god spøg – dog næppe den det gik ud over.
Når man ønskede at ”gi”, var det et almindeligt spørgsmål: Hvor mange er der i ”gisen”. På almindelig dansk, hvor stor er beholdningen, idet indsatsen gerne skulle stå i nogenlunde forhold til den eventuelle gevinst.
”Et tøsespil”
Pigerne havde deres tilsvarende spil med nipsenåle, hvilket også helt er gået af mode. Det spilles dog nu med kugler både af piger og drenge. Også nipsenåle havde deres forskellige værdi uden at jeg dog er i stand til at huske enkelthederne. Det var jo et ”tøsespil”.”
Her kommer Rolf
”Drengenes lege var selvfølgelig mere kraftbetonede. Navnlig ”Her kommer Rolf” kunne være hård. En af drengene blev valgt til rollen som Rolf. Han skulle helst være både dristig og atletisk. Drengene formerede sig i en lang række og løbende efter anføreren sang man i takt med løbet: ”Her kommer Rolf! Her kommer Rolf! Her kommer Rolf og hans kæmper!” Med passende mellemrum foretog Rolf så en bevægelse, som skulle gentages af hele raden af kæmper. Det var et ufravigeligt krav.
Mod eller udelukkelse
Ville eller turde en dreng ikke gøre som Rolf, blev han straks udelukket af legen. Rolf kunne f.eks. springe op og slå på et reklameskilt eller en rude foran en butik. Og så gjaldt det om at være rap, inden indehaveren kom ud og afstraffede de sidste af synderne.
Man tog det ikke så nøje med, hvem det gik ud over. En uskyldig dreng eller pige kunne få et skub, der kunne kimes på en dørklokke i opgangen, så en, der boede på 4. sal, blev alarmeret. Rolf har en gang præsteret at løbe op ad køkkentrappen i vores gård og springe ud af det lavtsiddende trappevindue. Jeg ved ikke, hvor mange der fulgte ham, men både jeg og min bror gjorde. Jeg kom ned på hælene og var rystet fra top til tå. Men vi, der turde, blev beundret meget af de øvrige i flokken.”
Gadekampe
”Hen på foråret når solen og lyset kaldte virketrangen frem hos drengene, begyndte også skærmydslerne gade mod gade. Der vankede dog sjældent brodne pander. Bevæbningen var godt nok kæppe, kosteskafter og lægter, men det var mere munden, der blev brugt til gensidige skældsord end næver og våben til kamp.
Den fælles fjende
Hen mod St. Bededags aften standsede stridighederne. Nu gjaldt det den fælles fjende, Christianshavnerne eller Nitterne. Navnet stammede fra de mange nitterdrenge, der arbejdede hos B&W. Drengene på Amager samledes da i kælderhalse, på trappegange, i kroge, i gårde og gader eller under de skråtlagte træflager, der efter fyraften blev lagt over de 4-5- trins nedgange til øltappernes eller cykelsmedenes arbejdskældre. Fantasien fik frit løb, når 4-5 drenge var forsamlede i mørkningen et af de steder og cigaretterne var tændt. Det var utrolige historier, der blev fortalt om sammenstød på og omkring Christianshavns vold mellem flere hundrede drenge og halvvoksne.
En farlig strækning
Det er afgjort, at disse slagsmål engang i tidernes morgen havde været en svøbe for befolkningen. Mine ældre brødre har fortalt mig mange eksempler på det. De vovede sig da ikke gennem Torvegade og strækningen mellem voldgravene, hvor der da var en fast træbro, der skulle passeres, når de om aftenen kom fra by- eller læreplads i København. Den dag blev hestevognene benyttet. Cykler ejede kun de færreste drenge, der skulle frem og tilbage gennem farezonen. Jeg har hørt om en enkelt, der forsøgte at forcere broen en sådan aften. Cyklen endte i voldgraven.
Amager mod Nitterne
Jeg var egentlig for lille til at være med til de drabelige slagsmål, men har dog i 1910 som 12-årig været et sådant sammenstød på nært hold. I dag skal nitterne sgu ha´ tæv, sagde en af de skrappeste mælkedrenge. Han var bevæbnet med en 3 alen lang lægte, hvorigennem der i den ene ende var slået et rustent 6 tommer søm. Et frygtindgydende våben, der så ud til at stamme fra tørrestativet i gården. Det var det særlige det år, at vi skulle have forstærkning fra Kastrup, Tømmerup og St. Magleby. Om de kom, ved jeg ikke. Men det var da en anseelig flok, der stødte sammen med en flok nittere, omtrent der hvor Christmas Møllers Plads ligger i dag. Noget alvorligt sammenstød så jeg dog ikke noget til. Nitterne trak sig planmæssigt tilbage, da de havde vurderet, hvor mange og hvor store Amagerne var. Det blev kun forpostfægtninger.
Det endelige slag
Jeg fik ikke afslutningen af ”slaget” at se, da jeg ikke turde trække tiden længere ud. At jeg på min byplads skulle have arbejdet til over kl. 21 ville være for usandsynligt. Senere berettere fortalte, at der havde været nogle alvorlige dyster ud på aftenen. Da vi kort efter flyttede fra kvarteret, har jeg aldrig fået det bekræftet. Jeg har i øvrigt ikke senere hørt om slagsmål på volden St. Bededagsaften. ”Slaget” i 1910 har måske været afslutningen på en epoke.”