Til kamp mod den larmende og beskidte by
I dag er næppe mange, der finder det rimeligt, at byens støv og røg gør os syge, eller at trafikken røver nattesøvnen fra os. Men støvet, støjen og larmen findes alligevel stadig rundt omkring i vore dages København, og måske har vi til en vis grad accepteret at byen larmer og forurener.
Kigger vi mod 1950- og 1960’ernes kommunale arbejde med at skabe en god og ren by, havde man et klart billede af, hvad problemerne bestod i, og af hvad kommunen og borgere kunne gøre.
En nerve-ødelæggende larm hærger pensionatet
Omkring 1960 var København en industriby præget af store virksomheder med havnen som et pulserende industriområde, der lå som et larmende og beskidt bælte langs bykernen. I byen kunne man også mærke presset på både lunger og ører fra de mange biler, der pendlede ind til byen fra de voksende omegnskommuner. Det var ikke kun biler, sporvogne og knallerter der fyldte gader op. Byen skulle også holdes ren, men larmen fra skraldebilerne var ikke altid særlig vellidt.
I Indre By drev Ingrid Petersen et lille pensionat på hjørnet af St. Kongensgade og Palægade, men i 1959 var det hårde tider. Pensionatet var mærket af den larmende trafik og der var ingen lejere, der ville flytte ind på de ledige værelser ud til gaden. I flere år havde Ingrid skrevet og besværet sig til renholdningsselskabet og kommunen over larm fra skraldevogne. Hun klagede over, at hun selv og pensionatets yngre gæster, der endda havde gode sovehjerter, blev vækket af en fjern, tordenagtig støj:
”Fra kl. 3 om morgenen høres skraldevogne i det fjerne og tiltagende larm til kl. halvseks og det fortsætter frem til kl. 6-7. På dette tidspunkt begynder knallerterne at terrorisere uafbrudt til midnat.”
Klagerne førte ikke meget med sig. Renholdningsselskabet svarede høfligt og understregede, at de prøvede at tage hensyn og at de havde givet deres folk besked på at arbejde så stille så muligt. Men skarnkasserne skulle tømmes, og de var lavet af metal. For renholdningsselskabet var det ikke kun støjen, der udgjorde en udfordring. Efter myndighedernes ønske var de begyndt at køre med en ny vogntype, der støvede mindre, men støjen fra skarnkasserne kunne ikke undgås. Støv og støj var problemer, der ikke altid kunne bekæmpes samtidig.
Forurening som et nødvendigt onde
I 1950’erne var der flere eksperter, der pegede på, at støv og støj truede storbyens indbyggere. En af dem var Københavns Stadslæge Knipschildt, der mente at mennesker havde lært at betragte støj som et nødvendigt onde; det var noget de holdt ud under protest, men som også påvirkede deres sundhedstilstand og arbejdsevne. Stadslægen pointerede, at der var videnskabelige beviser, der pegede på at støj udgjorde et område ”hvor det haster med at sætte ind, hvis vi ikke alle skal ende som nervedirrende vrag.”
Støvforureningen dækkede over både os fra biler, såvel som røg, sod og svovlilte fra private oliefyr og offentlige kraftværker. Kommunen fremhævede, at det var en forurening, der både ramte indbyggere og selve byen. Både lygtepæle, tagrender og reklameskilte var under angreb af svovlilte. Kommunen regnede eks. med, at de københavnske lygtepæle kun kunne holde 15 år, mens de udenfor byen let holdt 50 år.
Et felttog mod støj og røg
I maj 1965 indledte Københavns Kommune et felttog mod støj og røg. Der blev afholdt en propagandauge, der skulle sætte fokus på byens tiltagende støj- og luftforurening. Der blev afholdt en række arrangementer i byen: der var udstilling i Rådhushallen, stilekonkurrencer på byens skoler, fotokonkurrencer, og indbyggerne kunne få testet deres hørelse eller få undersøgt deres bilers forbrænding.
Til åbningen af ugen holdt ingeniør og professor Fritz Ingerslev en åbningstale, og pointerede, at kampen mod støj nu var gået ind i en ny fase:
”Det er nu ikke længere enkelte fagfolk, der søger at dæmme op mod det lydhav, der vælter ind over dette land, såvel som alle andre civiliserede lande. Alle borgere skal nu hjælpe til at rydde op i den støjjungle, der breder sig omkring os.”
Ingerslev foreslog, at København skulle gøres til en tyst by. Byen skulle blive så stille, at det ville tiltrække turister. Ingerslev mente, at turistforeningen ikke længere skulle reklamere for København som hyggens by. Det var spild af tid og kræfter, og hygge var alt for svært at forklare til turister, derimod ville det være lettere at forstå København som stilhedens mekka.
Borgerne skal inddrages og opdrages
Sundhedsborgmester Edel Saunte havde hentet inspiration fra udlandet og taget initiativ til ugen. Hun pointerede, at ikke kun politikere og fagfolk skulle engageres, men også borgerne skulle inddrages:
”Alle midler må tages i brug for at få hver enkelt borger i samfundet til at forstå, at myndighederne står magtesløse i kampen mod den voksende luftforurening og støj, hvis ikke den enkelte hjælper til.”
Målet med ugen var at vække borgernes interesse og pege på løsninger, som også den enkelte kunne bidrage til for at afhjælpe miseren. Ifølge borgmesteren var der brug for en mentalitetsændring:
”Vi må se at finde frem til egnede metoder til at vænne folk fra at tro, at støj er nødvendig, at støj er ensbetydende med tekniske fremskridt, og at tekniske fremskridt nødvendigvis betyder øget støj og øget luftforurening.”
Borgerne skulle altså vænnes af med at acceptere støj og røg i byen. De skulle opdrages til at gøre noget ved det. Det indebar både at de skulle klage over det, men også tage hensyn. Derfor blev der også indrettet et kontor på rådhuset, hvor borgere kunne komme med ideer og klager over støj og røg.
I dag skal ikke læse mange læserbreve eller gå mange ture rundt i København, før man finder ud af at byen stadig er plaget af forurening og støj fra fester og trafik. Byens problemer med støj og røg blev altså ikke løst i et snuptag med kampagner og felttog. De var snarere med til at justere opmærksomheden hos by og borgere på, at der kunne gøres noget ved en del af byens støj og snavs.
Find arkivmaterialet
Herunder kan du finde links til arkivmaterialet i Starbas, hvorfra du kan bestille det til læsesalen.