Beboelsesvogne i byen
En gang rummede København lejre med beboelsesvogne. Her boede flere såkaldte rejsende med navne som Sambleben og Zangenberg. I starten af 1900-tallet lå lejrene særligt på Nørrebro og i Nordvest, men i takt med at de åbne arealer blev færre, rykkede lejrene længere ud af byen.
Historien om lejrene handler dels om deres beboere, der i lejrene fandt et hjem, der passede til dem. Men lejrene fortæller også om, hvordan boligproblemer har set anderledes ud i fortidens København. Her gjorde boligmangel at kommunen mere eller mindre var nødt til acceptere lejrene, selvom den hellere var fri for dem.
Laura søger om tilladelse til at bebo sin vogn
En af lejrene lå i Husum på Frederikssundsvej 270. I 1937 bestod den af 15-20 vogne. Mange af beboerne var rejsende, der levede som markeds- og cirkusfolk. På dette tidspunkt var kommunen begyndt at regulere og begrænse lejrene. En af beboerne var Laura Enoch, der nu skulle indhente tilladelse til at overvintre i lejren. Hun skrev:
”Hermed tillader jeg mig for min familie og mig selv herved at ansøge om tilladelse til stadigvæk at bebo vor familievogn i hvilken jeg er født, også udenfor de tider, hvor der gives forestillinger. På min mands og egne vegne, der har markedspas.”
Laura forklarede, at familien i sommerhalvåret levede af at turnere rundt med gynger og karruseller til markeder. Om vinteren levede de af sommerens fortjenester, salg af børstenbindervarer og af socialhjælp. De var en normal familie, hvor de fire børn gik i skole og forældrene arbejdede.
Kommunen griber ind over for snyltere
Med en ingeniør i spidsen undersøgte kommunens boligtilsyn forholdene i lejren. Han bed dels mærke i, at de sanitære forhold var uheldige. En spand virkede som erstatning for de manglede WC’er, og beboerne hentede vand hos naboer.
Ingeniøren pointerede også, at lejren havde forskellige slags beboerne. Dels var der en blandet forsamling af arbejdsmænd, klunsere og andet godtfolk, der ”aldeles ikke var artister”. Dels var der hæderlige, omrejsende artister som Laura og hendes familie:
”Disse artister er født i vognene således som deres forældre før dem og som det også er tilfældet med deres børn. De udviser som følge af denne tilvænning en betydelig disciplin og renlighed, og har aldrig givet anledning til klage af sundhedsmæssig art. Der er altså ved myndighedernes berettigede indgriben over for disse artisters snyltere samtidig begået et uberettiget og ikke tilsigtet overgreb mod artisterne selv.”
Ingeniøren var altså forstående overfor Laura og andre rejsende, der havde brug for et sted til deres vogne. Men forståelsen hørte op ved de andre beboere. Deres vogne kunne ikke køre, de manglede hygiejne og de snyltede på lejren. Løsningen blev, at den sidste gruppe fremover ikke skulle gives tilladelse til at overvintre.
Karl egner sig ikke til at bo i lejlighed
En anden beboer i lejren var Karl Jørgensen. Han var hverken artist eller rejsende, men havde i 14 år boet i sin vogn. I to år blev vognen skiftet ud med en lejlighed, men det holdt ikke længe. Karl havde gigt, bronkitis og hjertefejl og befandt sig bedre i vognen tæt på frisk luft og solskin. I 1940 søgte han om tilladelse til igen at bo i sin vogn:
”Siden 1938 og til nu, har jeg boet i lejlighed, men kunne næsten aldrig komme ned i frisk luft, da jeg ikke kunne gå op og ned ad trapperne og som følge deraf forværredes min åndenød og gigtsmerter. Jeg mistede lejligheden (…) og da jeg ikke kunne finde en anden lejlighed herude i frisk luft, som jeg havde råd til at betale, så jeg mig nødsaget til at flytte ind i vognen”
Karls talte sin sag med argumenter om bolignød, økonomi, trange lejligheder og helbred, og mest af alt, så befandt han sig simpelthen bedre i en vogn end i en lejlighed.
En blanding af slum og klondike i Valby
I 1946 lukkede kommunen lejren på Frederikssundsvej, og beboerne flyttede i et år til en ny lejr, indtil den også lukkede. I København var der bolignød, og man mente at beboelsesvognen stadig kunne være en udmærket bolig, så i 1948 etablerede kommunen en midlertidig lejr på Blushøjvej i Valby.
Lejren fik hurtigt fordoblet sit areal, og der kom flere beboere til, hvoraf mange ikke var omrejsende, men som kom til af mangel på alternativer. Lejren var i myndighedernes øjne blevet til en blanding af slum og klondike.
I 1952 var der to tilfælde af børnelammelse, og Stadslægen undersøgte lejren. De sanitære forhold var dårlige, og der var stor brandfare. Det værste var dog vandforsyningen:
”Den eneste vandhane forsyner ca. 150 mennesker med vand til madlavning, opvask, vask af personer og tøj”.
Det var dog svært at forbyde lejren af hensyn til bolignøden. Derudover var det ikke alle beboerne, der ønskede at skifte deres vogn ud med en lejlighed.
I 1962 vedtog kommunen, at lejren skulle nedlægges. Over de næste år blev beboerne tilbudt lejligheder mod at de fjernede deres vogne. Flere af beboerne flyttede ind i de Svenskehusene ved Ellebjerg Station. De røde træbarakker var opført i 1947 til husvilde københavnere og fik nu nye beboere.
Find selv arkivalierne
Herunder kan du finde links til arkivmaterialet i Starbas, hvorfra du kan bestille det til læsesalen.