Da stofferne gjorde et indtog i København
I 1960’erne kom der et nyt problem til København. Ungdomsgrupper som provoer, beatniks og hippier eksperimenterede med euforiserende stoffer som hash, opiater og LSD, men det gik ikke godt for alle. For manges vedkommende endte eksperimenterne i et decideret misbrug, der stadig i dag er en udfordring for individer og samfund.
Råvildhed om hvad der skal gøres
Narkotikabehandlingen i København blev i de første år af både politikere, dagspresse og personale beskrevet som kaotisk. Indtil 1960’erne var det lægemidler, der udgjorde euforiserende stoffer. Det førte i særdeleshed til vanskeligheder for læger og apotekere. Men det nye problem var anderledes, der var nye stoffer, flere og yngre misbrugere, og der manglede behandlinger. I 1969 omtalte Socialforvaltningens medarbejderblad emnet, og København var ikke den eneste by, der havde narkotikaproblemet:
”Det er et gennemgående træk i alle lande, at der hersker stor rådvildhed med hensyn til, hvorledes en effektiv indsats overfor narkotikaproblemet kan gennemføres.”
I kommunen manglende der både metoder og kapacitet til at behandle misbruget. Der var forskellige meninger om stoffernes farlighed og hvilke behandlinger der virkede, og om behandlingen skulle være baseret på tvang eller frivillighed. Det betød, at mange af de første tiltag havde en eksperimentel karakter. Rapporter og undersøgelser havde svært ved at sætte tal på, hvor stort problemet var, men der var flere pile, der pegede på, at behandlingssystem haltede bagefter.
De første behandlingsmuligheder i København var begrænsede og præget af delvist private initiativer. Behandling kunne foregå som indlæggelse på en psykiatrisk hospitalsafdeling eller et ungdomshjem. Det var særligt unge misbrugere, der blev sendt på ungdomshjem, selvom hjemmene ellers var forbeholdt unge med andre problemer.
Et nyt kommunalt behandlingssystem
I 1970 afleverede en kommunal arbejdsgruppe et oplæg til, hvordan et kommunalt behandlingssystem skulle indrettes. Der var lidt viden om, hvilke behandlinger der virkede. Kommunen skulle derfor indrette et system, der bestod af forskellige behandlingsmuligheder og som arbejdede med ”utraditionelle pædagogiske midler”. Arbejdsgruppen slog også fast, at behandlingen skulle være frivillig. Tvang kunne ikke komme på tale, før frivillige behandlinger var blevet afprøvet grundigt.
Bag forslaget lå en forståelse af misbruget som et grundlæggende socialt problem. Behandlingen skulle ikke kun omfatte afvænning, men også en ”sanering” af de enkeltes sociale situation. Oplægget førte til en vifte af kommunale tiltag, der skulle imødegå stofmisbrug. Det spændte fra oplysning over opsøgende arbejde, og til afvænningsture og bomuligheder.
Mangel på pladser og familiepleje
Familiepleje blev tilføjet som en anden behandlingsmulighed i 1972. Ophold i familier skulle være med til at stabilisere og resocialisere de unge. Socialborgmester Børge H. Jensen beskrev, at ”Det betyder kolossalt meget for den enkelte at komme ind i et familiemønster og føle den varme og kontakt, der kan være i den rigtige familie.”
At placere misbrugere i plejefamilier var også en måde at imødegå, at der var for få behandlingspladser. Derudover havde der været gode erfaringer med anbringelser i familier, og det var billigere end institutionsophold.
I København blev der oprettet en række grupper, der stod for opsyn og for at finde egnede plejefamilier. Familierne blev fundet ved at de selv henvendte sig og igennem avisannoncer og lokale turistforeninger, der kendte gode familier. Der blev lagt vægt på at udvælge familier, der boede i provinsen, der gerne var landbrugere, og som havde psykisk og fysisk overskud til at have et plejeforhold. Placeringen på landet var vigtig, da der skulle være langt til storbyens forhandlere og miljøer.
Fisketure og rapportskrivning langt væk fra København
En af dem der kom i behandling væk fra København, var Henrik. Henrik kom fra et godt hjem i København, var indskrevet på universitetet og klarede sig for studielån. Han havde været afhængig i fem år. Hverken hans egen læge eller nedtrapning i Jugoslavien havde båret frugt med sig. I 1974 kom Henrik i kontakt med den sociale hjælpetjeneste og han kom i afvænning. Herefter førte en nedtrapningstur ham til Jylland sammen med fire andre misbrugere og misbrugsmedarbejdere.
Formålet med turen var at blive fri for stoffer og fastholde motivationen for det. Opholdet bestod af en blanding af terapeutiske og daglige gøremål som madlavning og rengøring, såvel som andre aktiviteter som læsning, fisketure, og besøg på værtshuse og diskotek. Det var et gruppeprojekt, hvor de unge støttede hinanden i et liv uden stoffer og sammen afbestilte leverancer af stoffer fra København.
Henrik vil blive i Jylland
Klienterne skulle sammen med personalet skrive en rapport fra turen. Her beskrives Henriks udvikling:
”Henrik har udviklet sig betydeligt under nedtrapningen og stabiliseringen. Hans selverkendelse og indsigt er vokset og som følge deraf formulerer han et ønske om at undgå at blive nødt til at returnere til KBH permanent. Han ønsker at blive i provinsen, hvor stoffristelserne er meget små.”
For at forlænge opholdet i Jylland besøgte Henrik mulige plejefamilier i nærområdet og var blandt andet kommet i kontakt med en lokal eneboer, Ole, som han gerne ville i familiepleje hos. Ole havde dog stillet krav til opholdet:
”Ole vil kun tillade Henrik at tage ophold hvis han ikke får socialhjælp eller lignende og vil indordne sig under selv at skulle skaffe sin egen føde (fisk, husdyrhold o.l.) og lidt skovhuggerarbejde.”
Gruppen bakkede op omkring muligheden, men den var også forbeholden om isolation mon var det bedste for Henrik. Henrik endte ikke med at blive eneboer, men kom efter turen i familiepleje hos en kunstner i Herning, og flyttede senere til Ribe hos en anden familiepleje og begyndte at læse til lærer.
Henrik skulle igennem mange ophold for blive kvit med stofferne. Narkotika var ikke kun et problem for misbrugerne, men også for samfundet og for de kommunale myndigheder. Narkotikaproblemet varslede ikke alene et nyt arbejdsområde, hvor myndigheder og behandlere stadig den dag i dag, søger at forebygge, behandle og mindske problemerne. Med stoffernes indtog meldte der sig også et nyt kendetegn for storbyens slagside.
Find selv arkivalierne
Herunder kan du finde links til arkivmaterialet i Starbas, hvorfra du kan bestille det til læsesalen.
- Personalebladet Kontakt(åbner i ny fane)
- Den opsøgende sociale hjælpetjeneste (åbner i ny fane)
- Borgerrepræsentationens Journalsager, 1970 nr. 585 (åbner i ny fane)
Du kan også læse om misbrug i byen i debatter i Borgerrepræsentationens trykte forhandlinger. Forhandlingerne kan findes på læsesalen selvbetjeningsmagasin.