Få kvindelige cyklister
I cyklernes første år i København var der flest mænd på pedalerne. Bladet Cycletiden talte eksempelvis 109 kvinder ud af 1.885 cyklister ved en færdselstælling i 1893.
Tilråb og fordomme
Årsagen til de få kvindelige cyklister skyldes flere forskellige faktorer. Datidens læger mente bl.a., at de kvindelige kønsorganer ville tage skade og blive ødelagt af sadlen. Andre hævdede desuden, at kvinderne kunne blive erotisk opstemte af cykelkørslen. Andre var bange for, at cykelsporten skulle blive for feminin. Endelig var der en udbredt opfattelse om, at cykling ikke var kvindeligt.
Det blev derfor set som uklædeligt, ukvindeligt og ligefrem upassende for kvinder at cykle, og det opfattedes i det hele taget ikke som værdigt. De kvindelige cyklister skulle således finde sig i mange nedladende tilråb. Men der skulle dog mere til at stoppe kvinderne fra at sætte sig op på cyklerne.
Hurtigere end mændene
Selvom Borgerrepræsentationen havde forbudt ”Al Kapkjørsel” i 1896, var det tilladt at afholde cykelløb på lukkede anlæg. I 1888 åbnedes et i Ordrup, og fem år senere indviedes en træbane i Bernstorffsgade bag Tivoli.
Som i det omgivende samfund skulle man også her se langt efter de kvindelige cykelryttere. De få kvindelige medlemmer af klubberne kørte desuden på særlige cykler, der var nemmere og mindre anstrengende at cykle på, fordi kvinder som ”det svage køn” ikke måtte anstrenge sig.
Den første professionelle kvindelige cykelrytter var Ellen Hørup, der i slutningen af 1880’erne gjorde karrierer i cykelsporten. Hun blev senere journalist, forfatter og kvindesagsforkæmper og var desuden datter af den kendte politiker Viggo Hørup.
En anden var Johanne Jørgensen. Hun var den mest omdiskuterede kvindelige cykelrytter i sin samtid. Ikke fordi hun slog flere rekorder, der i øvrigt var sat af mænd. Nej, opmærksomheden skyldtes nok nærmere, at hun var en af de første kvinder til at køre på herrecykel med stramtsiddende knæbukser. Det vakte stor forargelse og opsigt i hjemlige såvel som udenlandske blade, fordi det brød idealet om kvinders påklædning.
Den mest berømte kvinde i den tidlige cykelsport var dog Susanne Lindberg. Hun gjorde sig særlig bemærket i 1897, da hun satte verdensrekord ved at tilbagelægge 1000 kilometer på 54 timer og 18 minutter – 3 timer og 18 minutter bedre end den tidligere rekord; sat af en mand. Da hun blev gift indstillede hun som mange kvinder karrieren. Hun fik syv børn, hvilket hun var meget stolt over. Dermed modbeviste hun lægernes påstand om, at cykling skulle være skadeligt for kvinders fertilitet.
Spor i arkivet
På Stadsarkivet har vi meget lidt – for ikke at sige intet – om de første kvindelige cykelryttere. Ellen Hørup og Susanne Lindberg har dog sat sine spor i arkivet; ikke som cykelryttere, men blot som københavnere, der blev registreret af politiet. De har således ikke fået noteret noget om deres cykelkarrierer. Det eneste hint kunne være et spørgsmålstegn i Ellen Hørups erhvervsfelt. Sagt med andre ord har politiet ikke anet, hvad de skulle skrive ved noget så ”utænkeligt” som en kvindelig cykelrytter. Du kan se registerbladene her:
Frigørelse på cykel
I samme periode kæmpede den tidlige kvindebevægelse for kvinders rettigheder og selvstændighed. Når kvinder blev gift, blev de juridisk umyndiggjorte og underlagt deres ægtemand. Derudover var kvinder i samtiden udelukket fra uddannelse og offentlige stillinger – bortset fra arbejdet i markerne og industrien samt i hjemmene som tjenestepiger.
Cyklen har derfor været et skridt på vejen for kvinders frigørelse. De kvindelige cykelryttere og cyklister kunne inspirere andre kvinder til at bevæge sig uden for tidens traditionelle kvinderoller.
Der er langt mellem de kvindelige cykelryttere og cyklister i Stadsarkivets samling af historiske fotos. Men de er der hist og pist og man aner en vis stolthed på billederne – og med rette – for adgangen til cyklerne kom ikke af sig selv.