Indretning i badeanstalten
Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på 1. sal. I kælderen lå kedel- og kulrummet, mens kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.
Kvindeafdelingen var indrettet med 8 brusebade og 6 karbade, mens mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Der var delte meninger om de to badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform, karbadet, opfattede de hurtigere og billigere brusebade som ”nødtørftige Renselsesbade”, mens modstandere påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Dampbade med fælles baderum
Ud over brusebade og karbade var der i hver af badeanstaltens to afdelinger indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for hhv. kvinder og mænd. Sjællandsgadebadet var den første kommunale badeanstalt, hvor der blev indrettet et sådant dampbad for kvinder.
Ikke alle var dog begejstret for den badeform. Således udtalte borgerrepræsentant og landstingsmand C.F. Sørensen under debatten i borgerrepræsentationen i marts 1915, at han ” havde talt med mange Kvinder om dette Spørgsmaal, og de allerfleste havde ytret Betænkelighed, ja, nærmest Uvilje og Mangel paa Forstaaelse overfor denne Badeform.” Det var dampbadets fælles baderum kvinderne fandt utiltalende.
Den store badedag
En opgørelse fra en uge i oktober 1924 viser, at der på ugens fem hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebadsafdelingen i Sjællandsgadebadet, mens antallet om lørdagen lå på omkring 750.
Også for kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brusebad, mens antallet på ugens øvrige hverdage lå på mellem 150-200.
Mens det var det hurtige brusebad, der stod højest i kurs hos mændene, sværgede kvinderne til karbadet. Omkring 50 flere kvinder end mænd benyttede sig af denne badeform.
Kønsforskel på renlighed?
Det større antal mandlige end kvindelige brugere af badeanstalterne blev debatteret i en artikelserie i BT i maj/juni 1923 om københavnernes renlighed. Provokeret af konklusionen om, at mænd var mere renlige end kvinder, fik en kvindelig badegæst til i et læserbrev at komme med følgende kommentar:
”Du skriver, at Mændene er mere renlige end Kvinderne, men det tror da Pokker – der er nemlig mange flere Baderum for Mænd efter hvad min Mand og Bror siger, og de maa da heller ikke vente mere end højst ½ Time.”
Der var ganske rigtig færre baderum og dermed længere ventetid for kvinderne. For et karbad, der som nævnt var i særlig høj kurs hos kvinderne, var ventetiden endda helt op til 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med mindre børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved køkkenvasken.
En sund investering
Nogen overskudsforretning var de nye kommunale badeanstalter ikke. Men ifølge en udtalelse fra C. F. Sørensen i borgerrepræsentationen november 1924 var der ingen grund til bekymring, så længe pengene gik til et godt formål:
”Renlighed er jo af allerstørste Betydning for alle Mennesker og ikke mindst for Befolkningen i de store Byer, som ofte lever tæt sammenpakket i smaa Lejligheder, i snævre Gader osv. Jeg tror paa, at de Penge, der ofres saavel paa Sø- som paa Varmtvandsbadeanstalter, for en stor Del spares paa Hospitalerne og andre Steder.”
Badeværelset vinder frem
Der kom med årene ikke mindre fokus på sundhed. Men blikket blev i stigende grad rettet mod københavnernes boligforhold. Fra 1940´erne blev der sat ind med omfattende saneringer af den gamle boligmasse og der blev etableret badeværelser i de renoverede eller nyopførte beboelsesejendomme.
