En kommunal badeanstalt
Københavnernes personlige renlighed – eller mangel på samme – havde været på den politiske dagsorden fra sidst i 1800-tallet. Hvor der i lande som Tyskland, England og USA var opført flere såkaldte varmtvandsbadeanstalter i de større byer, eksisterede der i København kun nogle få selvejende og private badeanstalter, hvor den københavnske arbejder kunne få sig et billigt bad.
Der blev talt meget og ofte om de ringe bademuligheder for den københavnske arbejderbefolkning og om betydningen for den personlige renlighed for den almene sundhed. Spørgsmål var, om det var en opgave, kommunen skulle tage sig af eller om den burde ligge i privat regi. Men fra privat side synes der ikke at have været interesse for løsning af problemet.
Politisk forslag om badeanstalt
I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe i borgerrepræsentationen med den senere borgmester Jens Jensen i spidsen med et konkret forslag om en kommunal varmtvandsbadeanstalt i det tætbebyggede Vesterbro. Forslaget var ikke mindst stillet for at imødekomme et ønske fra ca. 8.000 beboere på Vesterbro om at få oprettet en badeanstalt i den bydel.
I 1903 blev den første kommunale varmtvandsbadeanstalt så opført i Saxogade. I de følgende år blev der opført kommunale badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn og i Helsingørgade i Borgergade/Adelgadekvarteret. I 1917 kom turen til Nørrebro og Sjællandsgade.
Sjællandsgade Bad opføres
Efter en længere diskussion i borgerrepræsentationen blev det besluttet at opføre badeanstalten i Sjællandsgade omtrent midt mellem indre og ydre Nørrebro. Badeanstalten kom til at ligge umiddelbart op ad den i 1914 opførte Simeons Kirke.
Københavns stadsarkitekt Hans Wright, der tegnede badeanstalten, gjorde det klart, at han havde søgt ”at skabe en ydre Harmoni imellem Kirkens og anstaltens Arkitektur, saaledes at disse 2 Bygninger ikke, arkitektonisk set, trykker eller skader hinanden.” I de to sammenbyggede bygninger kunne Nørrebros arbejderbefolkning få renset såvel sjæl som legeme.
Orden og renlighed
Sjællandsgade badeanstalt er ligesom kirken opført i røde mursten. Med sine symmetrisk anbragte vinduer og rene linjer afspejler den netop det, der skulle være dens funktion: at bringe orden og renlighed ind i arbejderklassens liv.
Den høje skorsten var karakteristisk for de tidlige badeanstalter, der benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kulrøg skulle sendes så langt til vejrs som muligt.